af John Christiansen - d. 25. april 2014
Den jyske Opera spiller både populært og spændende ud med Massenet, Puccini, Mozart og Janácek igen
Dagens citat: "Musikkens ældste, mest ægte og smukkeste organ, som vor musik alene kan takke sin tilstedeværelse for, er den menneskelige stemme." (Richard Wagner)
Den jyske Opera havde stor kunstnerisk succes i efteråret
med Janáceks ”Katja Kabanova” i operachef Annilese Miskimmons
iscenesættelse. Det er en oplagt ide, at
næste års store august-opera bliver Janáceks allermest populære værk, ”Jenufa”.
Den spilles kun i Musikhuset Aarhus. Desværre var operapublikummet landet rundt
for lidt nysgerrigt – for at sige det mildt – til at lette sig for en ukendt
opera.
I Aarhus i august har interessen for det ukendte år efter år
været større, og her kan man også spille opera i et større format. Med andre
ord bliver ”Jenufa” spillet for fuld skrue, og vi kan glæde os til, at operachefen
skal gentage sin succes med Janácek.
Jenufas drama og
tragedie
Jenufas kæreste Steva
er til mønstring, og hvis han bliver hvervet som soldat, kan de ikke gifte sig
med hinanden, og det er katastrofalt, fordi Jenufa venter et barn med ham.
Steva kommer glad og fuld hjem sluppet for tjeneste. Laca søger at vinde
Jenufas kærlighed, men hun siger nej, og i sin skuffelse skamferer Laca hendes
smukke kvinder, for at Steva ikke længere skal glæde sig over dem.
Degnekonen, Stevas
mor, holder Jenufa skjult, og hun føder en søn. Steva, som i mellemtiden har
været bortrejst, vender hjem, men han interesserer sig fortsat ikke for Jenufa med
de skamferede kinder og den lille søn. I sin fortvivlelse bærer degnekonen
barnet ned til floden og lægger det ind under isen. Jenufa får blot at vide, at
hendes lille søn døde, men hun sov. Hun erfarer om Stevas troløshed og rørt
siger hun ja til at gifte sig med Laca.
Da parret to måneder
efter bliver gift, opdages barneliget, og Jenufa genkender sin søns hue.
Degnekonen bekender sin skyld, og Jenufa tilgiver sin plejemor, der overgives
til dommeren. Jenufa synes ikke længere, at hun kan se Laca i øjnene og vil
skilles fra ham, men han vil ikke slippe hende.
Sådan får en tragedie alligevel en forholdsvis lykkelig eller
i hvert fald livsbekræftende afslutning.
Janáceks musik er dramatisk, udtryksstærk og rigt
instrumenteret. Operaen blev uropført i 1903, men harmonisk kunne den snarere
være fra 1920’erne. Sangen er i en fornem sprogmelodi, som vi også hørte den i
”Katja Kabanova”.
”Jenufa” er afslutningen på sæsonen 2014-15, men den bliver
også et højdepunkt, og billetsalget til denne og de øvrige forestillinger i
Musikhuset Aarhus åbner allerede 28. april i år.
Ingen problemer for
turnépublikummet
Vi går tilbage i tiden. Den jyske Operas to store turnéforestillinger
bliver Mozarts ”Cosi fan tutte”, som spilles fra 4. februar til 17. marts 2015 med
premiere i Aarhus, og Puccinis ”La bohème”, som har premiere i Aalborg Kongres
& Kultur Center 3. oktober i år og spilles landet over til 26. november. I Musikhuset
Aarhus bliver det fra 12. til 16. november. ”La bohème” og ”Cosi” er titler,
som muliggør, at opera i den kommende sæson også bliver en publikumssucces
landet over.
Den 34-årige Michael
Balke dirigerer ”La bohéme”, som den 39årige spanier Alfonso Romero Mora sætter i scene. Cesar Gutierrez og Jung Soo Yun
alternerer om at synge om den lille kolde hånd, mens Yana Kleyn og Gabriela
Istoc skiftes til at levere hånden som Mimi. Lars Møller(!) og Watteri Torikka
synger Marcello, Katazyna Mizerny er den
livlige Musetta, mens Colline synges af Simon Duus(!) og Thomas Christian
Sigh(!) og Schaunard af Gabriele Nani og Thomas Storm(!).
Mozart som
”demokratisk” opera
Det bliver en speciel opførelse af ”Cosi fan tutte” i 2015.
Publikum bestemmer, om det vil se en klassisk eller en moderne opførelse. Det
betyder nok, at Den jyske Opera skal rejse rundt med to sæt dekorationer (Rikke
Juellund) og to sæt kostumer (Astrid Lynge Ottosen), og så stemmer publikum om
hvilke, der skal benyttes, inden tæppet går. Et andet og mere spændende valg er,
hvem der til slut skal have hvem. Den jyske Opera kalder det ”Demokratisk Opera”.
Den kyniske Don
Alfonso vædder med to unge officerer om, at ingen kvinde nødvendigvis er sin
mand tro. Cosi fan tutte betyder, at sådan gør de alle, og den italienske
grammatik fortæller, at det drejer sig om kvindekønnet. Officererne rejse på
skrømt i felten, men vender hjem forklædt som albanere, og det så dårligt, at
kun de to piger ikke kan genkende hinandens kærester. Det er en komedie.
Men det er fra Mozarts
side også et følelsesmæssigt spil, for de to piger er parat til at lade sig vie
til albanerne – på kryds. De to par vender tilbage til de oprindeligt udvalgte,
men i musikken hører man altså, at de alle ville have levet lykkeligere, hvis
det var forblevet ved forbytningen. Her hører man Mozarts musik så
psykologisk dyb og fin som noget sted i hans operaer.
”Cosi fan tutte” er vanskelig at sætte op. Det kræver i
dette tilfælde sin kvinde at bringe balance mellem det lette og komiske og det
dybe og alvorlige. Men man kan kun have tiltro til instruktøren Elisabeth Linton. Dirigenten er den
hollandsk-australske Benjamin Bayl,
som senest har dirigeret Det Kgl. Teaters turné-”Don Giovanni” herhjemme.
Dorabella synges af Astrid Robillard og Fiordiligi af Elin Pritchard og Kate
Valentine. Jens Søndergaard(!) synger Guglielmo, mens Joel Annmo og Conny
Thimander deler tenorpartiet Ferrando. Som den muntre Despina alternerer Dénise
Beck(!) og Klara Ek, mens Andrea Franzén og Jonathan Best deles om at være igangsætteren
af spillet.
!!! Der kunne godt have været endnu flere danske sangere på
plakaterne.
Danmarkspremiere på
Massenets Don Quichotte
Vi vender tilbage til Den jyske Operas næste forestilling,
Massenets ”Don Quichotte” nu 17. august kl. 19.30, 24.8. kl 15.00 og 27.8. kl
19.30 i Musikhuset Aarhus. Det er endda en danmarkspremiere, i sig selv lidt
forunderligt, for det er en opera med en relativt let tilgængelighed, megen
lyrisk bevægelighed, en fin varm humor og en vidunderligt komponeret og
gribende dødsscene.
Skal man tage børnene med? Ja, hvis de har tålmodighed og
fantasi, og det har børn jo ofte mere end voksne. Ridderen af den bedrøvelige
skikkelse, den ranglede Don Quichotte med den livsbekræftende fantasi og hans
følgesvend, den mere runde, jordbundne bonde Sancho Panza, er et festligt par,
som i Massenets opera tegnes med mange nuancer. Det er et pragtværk. Skæld mig
så bare ud til august, hvis det ikke passer.
Titelpartiet synges af James Johnson, som også har sunget på
Det Kongelige Teater, og hans eftertragtede Dulcinea af den ungarske mezzosopran
Viktoria Vizin. Metropolitan Operaens publikum New York kender dem begge. Nu er
turen kommet til det Den jyske Operas publikum. Annilese Miskimmon sætter som skrevet i scene, og scenograf og
kostumetegner er Nicky Shaw, som også
var det i ”Katja Kabanova”. Dirigent bliver franskmanden Jérome Pillement.
Lev og elsk og opera
for børn
Den jyske Opera har et godt kor, og det kommer heldigvis også
i aktion for sig selv. Annilese Miskimmon sætter en operakoncert op med berømte
operakor og operaarier ”for både operaelskere og operajomfruer”, de sidstnævnte
af begge køn. Dirigent er Kaare Hansen, pianist Peter Pade. Opfordringen ”Lev
og Elsk” kan imødekommes allerede i Viborg 11. juni, Aalborg 13. juni, Aarhus
14. juni og Skanderborg 17. juni.
Der bliver også opera for børn fra otte år. Musikken til ”For
enden af tunnelen” er mest af Mozart. Det bliver en samproduktion med
Limfjordsteatret i april 2015 og efteråret 2015.
Billetsalget til forestillingerne i Musikhuset Aarhus begynder allerede 28. april.
Foto: Jaroslav Kyzlink
vender i den kommende sæson ikke alene tilbage som koncertdirigent med Aarhus
Symfoniorkester, men dirigerer 20., 22., 26. august 2015 også Den jyske Operas
sommeropera.
Læs også ”Endnu
større sæson på vej?” om Aarhus Symfoniorkesters sæsonplaner
Læs endvidere artiklen om det internationale påskeliv: "Store operaer, kendte navne".