Dagens citat: "Mozarts musik er rigtig farlig. Mozart rammer mig ofte så dybt, lader mig umiddelbart begribe så meget, at jeg er ved at miste min kontrol over min sang," den berømte italienske mezzsopran Cecilie Bartoli, født 1966.   

4 stjerner af 6: Sådan er ”Cosi fan tutte” ikke begyndt før. Ja, vel næppe nogen operaforestilling.  Nemlig med en publikumskonkurrence om at klappe stærkest. Publikum skulle på forhånd vælge mellem en opførelse af operaen på klassisk vis og ikke mindst i flotte kostumer og en opførelse med et moderne snit. Ad elektronisk vej blev det bestemt, at de, som valgte klassisk, havde flest kræfter i hænderne.  

Det betød intet for det væsentligste. Musikken var den samme, og tak for det, for Mozarts musik til ”Cosi” er altså vidunderlig. Orkestret, dirigenten, sangerne, scenografi og kostumedesign (Rikke Juellund og Astrid Lynge Ottosen) og naturligvis instruktøren er også de samme, men forestillingen får sine egne detaljer, alt efter om den spilles på klassisk eller på mere moderne vis.Nu om dage opføres operaen næsten altid med forkortelser, her med ret mange.

Demokratisk opera? Man kan kun bruge denne benævnelse med et stort smil. Og der er smil, i første afdeling dog et noget stivnet smil i Den jyske Operas opsætning.

Engang en aktuel historie

Mozart og hans tekstmager Lorenzo da Ponte omskrev en efter sigende aktuel historie dengang i 1890. To unge damer, to søstre, blev forført af hinandens kærester klædt ud som fremmede. I operaen skal vi også smile over, at de to søstre som de eneste af os alle ikke opdager, at det er kæresterne, som vender tilbage forklædt som ”albanere”. Hov, vent lidt, det er ikke helt sandt i denne ombæring, men det vender vi tilbage til.

Det virkeligt geniale i Mozarts vidunderlige musik, mindre i da Lorenzo da Pontes tekst, er, at den røber, hvordan pigerne forelsker sig mere alvorligt i deres nye kærester end i de gamle. Og mændene forbliver aldeles ikke uberørte deraf.

Hvem skulle have hinanden?

Midt i denne udvikling, nemlig i pausen, skulle publikums mening endnu engang måles i kraften af deres klappende udsagn. Skulle de oprindelige par vende tilbage til hinanden, eller skulle de nye kombinationer bestå? Hvilke par skulle finde sammen til allersidst i den forvirrede situation, da pigerne blev afsløret.

Måske lidt overraskende valgte publikum her, at de gamle forhold skulle bestå trods forviklingerne på tværs. Elisabeth Lintons iscenesættelse indeholder både komik og alvor, rigeligt for dem, som vil fornøje sig, og inden pausen var det ikke altid den fineste eller morsomste komik. Den var overdrevet til det kedelige. Og det i Mozart. 

Pigerne slap for røde øjne

Men så skete der noget, da følelserne blev ændret til mere alvor. Elisabeth Linton fik meget bedre den spirende alvor frem. Publikum valgte som nævnt, at de oprindelige par skulle finde tilbage til hinanden, og det blev klaret, uden at de to piger fik røde øjne. Engang spillede man ”Cosi fan tutte”, hvor pigerne kendte til den gamle kyniker Don Alfonsos væddemål med de to unge soldater/officerer, inden det gik rigtigt i gang. Det var såmænd i det begyndende 1800-tal, og baggrunden var da moralsk.

Her aner pigerne det først, da de opdager at ”doktoren” er den forklædte kammerpige Despina. Men vi andre ved det ikke rigtigt før slutscenen, hvor det er pigerne, der afslører deres kærester, ikke omvendt som hos tekstforfatterem Lorenzo da Ponte.

Derfor forlader man Musikhuset Aarhus helt anderledes frisk og veloplagt, end da man gik ud i pausen. Slutscenen er ny og anderledes og ganske forfriskende. Og Elisabeth Linton er meget stærkere i sin instruktion, når den skildrer følelser, end når den skal holde sig til komikken.

Nu indrømmer jeg, at jeg har lidt dårlig samvittighed ved at røbe slutscenen, men i opera er publikum jo vant til at kende handlingen på forhånd. Så må man formode, at handlingen bliver helt identisk med den kendte, hvis publikum vælger, at de ”rigtige” får hinanden.    

Tre danske solister

Den jyske Opera er under sin irske operachef blevet mere international. Af danske sangere kunne man på premiereholdet dog nyde mezzosopranen Trine Bastrup Møller som Dorabella og barytonen Jens Søndergaard som Guglielmo,  mens den unge sopran Berit Barfod Jensen synger Despina på det alternerende hold.    

Men det skal siges, at det internationale hold sang dejligt og gennemført smukt og rigtigt. Det viste sig direkte i de usædvanligt mange sange parvis, som er i ”Cosi van tutte”, alle var de fint afstemte. Det sørgede også den hollandsk/australske dirigent Benjamin Bayl for. Han indledte med en hurtig ouverture, som lod ane, at han godt kunne køre hen over nogle af Mozarts pointer, og det slog til, men han fik et dejligt blødt og smidigt orkesterspil frem hos Aarhus Symfoniorkester og det lagde sig fint og sikkert under sangerne.   

En dejlig sangerbesætning

I Fiordiligis høje sopranparti blev Wales-sangerinden Elin Pritchards flot sungne førsteakts arie, som fortæller om hendes klippefasthed, lidt generet af pjatten omkring hende – selv om Mozart måske alligevel lavede en anelse parodi på opera seria’en. Hendes senere arie fyldt af ægte skyldbevidsthed over for den fjerne kæreste på slagmarken var scenisk som sangligt et af højdepunkterne.

Men det var en aften, da alle sangerne var en fornøjelse uden indskrænkninger. I sangen kom også meget af de enkelte personers særpræg frem. Trine Bastrup Møller var som Dorabella herligt mere åben for at prøve den nye kærlighed, den svenske tenor Joel Annmo sang lyrisk smukt sværmerisk, og Jens Søndergaard var som Guglielmo den mere jordbundne ægte baryton. Jonathan Best som Alfonso og Klara Ek som Despina var de lidt tilbagetrukne igangsættere af ”bedrageriet”, begge hørt før på Den jyske Opera.

Jo, man fik nu lyst til også at bivåne den moderne version af ”Cosi fan tutte”, men man kan jo aldrig vide, hvilken version, der spilles. Og se, det er jo ikke spor demokratisk, at man ikke kan få, hvad man kunne have lyst til?  

4 stjerner af 6: Den jyske Opera: Mozarts Cosi fan tutte. Varighed to timer og 50 minutter. Tryk på annoncen med den utvivlsomt smukke dame med den store pegefinger til højre på siden her og læs om, hvor og hvornår og med hvem Den jyske Opera spiller landet over.

Billede af Jens Søndergaard og Trine Bastrup Møller i den moderne udgave af operaen. Foto: Kåre Viemose.   

Læs også artiklen her på jcKlassisk om ”Kærlighedens spegede spil”, en større introduktion til Mozarts ”Cosi fan tutte”.