af John Christiansen - d. 13. maj 2016
Patricia Petibons franske barokkoncert i Aarhus måtte forkortes på grund af sygdom, og publikum blev ladt mere i stikken end nødvendigt
Da koncerten med Patricia Petibon endelig begyndte med godt en halv times
forsinkelse, var optakten lovende med et orkesterstykke kaldet ”Kaos” af Jean-Féry
Rebel, hvis 350 års fødselsdag vi kan fejre i år, en ægte fransk barokkomponist
med årstallene 1666 til 1747. Sikke en spændende instrumentation i satsen ”Le
Chaos” fra ”Les éléments”. Musikvalget kunne næsten ikke være mere rammende.
Men hvad skete der egentlig, og hvorfor? Publikum stimlede sammen i Symfonisk Sals smalle
foyer, som ved sådanne lejligheder er virkelig trang, når man venter uden at
vide hvor længe.Det rygtedes, at nogle af musikerne i det franske barokensemble
Amarilis var syge, men da vi kom ind, fik vi at vide, at det var selveste
stjernen, sopranen Patricia Petibon, også. Hun led af et halsonde og havde
derfor afkortet sit program. En
tredjedel af koncerten var blevet skåret væk. Havde man brugt den halve time
ekstra for at diskutere til sidste øjeblik, om man skulle gennemføre eller
aflyse?
Publikum forsøgte at følge med i det trykte program med dets
to indlæg, men det var vanskeligt. I virkeligheden havde franskmændene forinden
fået skrevet et A 4 ark med en liste over de numre (på fransk), som blev spillet
og sunget, men ingen fortalte heller, at man kunne finde en sådan i programmet,
hvilket ikke gav sig selv. Havde franskmændende ikke fortalt Musikhuset, hvad arker i tilgift betød? Men naturligvis er det så et problem, at Musikhuset tilsyneladende ikke har en mikrofon med forstærkning til rådighed i Symfonisk Sal, så publikum kan høre, hvad der bliver sagt fra scenen.
Forvirring over programmet
Jo, vi blev forvirret. Hvad langt var vi i programmet? Hvornår skulle vi klappe? Og: Hvornår var koncerten egentlig forbi? Det var den, da
også orkestret forlod det stille ventende publikum og forsvandt. Stemningen var nærmest
mystisk. Så begyndte vi at klappe igen, Petibon og musikerne kom ind, og vi
kunne klappe pænt farvel til dem. Der er flere ting, som skal gennemgås for
at holde Musikhusets professionelle afviklingsstandard. Men lidt morsomt var det, og den del
af koncerten, som vi fik, havde absolut spændende momenter.
Var Patricia Petibon ikke i sin egen bedste topform, så var
hun absolut heller ikke dårlig. Aftenens sidste arie fra Rameaus ”Castor et
Pollux” (den fjerdesidste på det
indlagte ark med de franske tekster) lød virkelig vemodigt smukt. Og programmet
(ikke alene det fulde program, som vi ikke fik, men også det forkortede) havde
en ide. Forskellige samtidige komponister kom til orde side om side, som var de
sammen om musikken, Marc-Antoine Charpentier, Marin Marais, Jean-Marie Leclair og
som sagt Jean Philippe Rameau, alle ældre eller yngre samtidige med Johann Sebastian
Bach, men alle mere dramatiske end deres berømte tyske kollega.
Heltinder og
tryllekvinder
De fælles hoverpersoner er heltinder, som også kan betragtes
som tryllekvinder. Først var der Medea, hvis sammensatte karakter blev gengivet
fra to sider, den hævngerrige og grusomme Medea og den hengivne og menneskelige
Medea. Marc Antoine Charpentier komponerede et musikalsk levende portræt af hende
og af hendes søster Circe (kendt fra Ovids metamorfoser og fra Richard Strauss’
”Ariadne på Naxos). De var begge troldkvinder, som selv blev svigtet. Rameau
søgte kærlighedens væsen i alle dens afskygninger uden at glemme adskillelsen
og døden, der følger kærlighedens glæder. Leif V.S. Balthzersen havde oversat den
franske programartikel til dansk, og vi fik stor og dejlig barokmusik at høre, Det
var også en fornøjelse at lytte til de 17 musikere i barokensemblet Amarilis,
der har en fantastisk sans for et skiftende klangspil tilsat musikalsk liv. Fransk
musik på toppen. Men det gik skævt.
Der blev sikkert diskuteret livligt i Aarhus, om franskmændene
burde have aflyst eller gennemført den forkortede version. Begge meninger har noget i sig. Personligt
var jeg glad for, hvad jeg fik, men man kan ikke forlange, at alle var det. Men
hvis Musikhuset havde haft en aftenspilleleder (for at oversætte direkte fra
tysk), som kunne kommunikere med franskmændende, ville meget måske have være vundet.
Foto: Patricia
Petitbon