Da koncerten med Patricia Petibon endelig begyndte med godt en halv times forsinkelse, var optakten lovende med et orkesterstykke kaldet ”Kaos” af Jean-Féry Rebel, hvis 350 års fødselsdag vi kan fejre i år, en ægte fransk barokkomponist med årstallene 1666 til 1747. Sikke en spændende instrumentation i satsen ”Le Chaos” fra ”Les éléments”. Musikvalget kunne næsten ikke være mere rammende. 

Men hvad skete der egentlig, og hvorfor?  Publikum stimlede sammen i Symfonisk Sals smalle foyer, som ved sådanne lejligheder er virkelig trang, når man venter uden at vide hvor længe.Det rygtedes, at nogle af musikerne i det franske barokensemble Amarilis var syge, men da vi kom ind, fik vi at vide, at det var selveste stjernen, sopranen Patricia Petibon, også. Hun led af et halsonde og havde derfor afkortet sit program.  En tredjedel af koncerten var blevet skåret væk. Havde man brugt den halve time ekstra for at diskutere til sidste øjeblik, om man skulle gennemføre eller aflyse?

Publikum forsøgte at følge med i det trykte program med dets to indlæg, men det var vanskeligt. I virkeligheden havde franskmændene forinden fået skrevet et A 4 ark med en liste over de numre (på fransk), som blev spillet og sunget, men ingen fortalte heller, at man kunne finde en sådan i programmet, hvilket ikke gav sig selv. Havde franskmændende ikke fortalt Musikhuset, hvad arker i tilgift betød?  Men naturligvis er det så et problem, at Musikhuset tilsyneladende ikke har en mikrofon med forstærkning til rådighed i Symfonisk Sal, så publikum kan høre, hvad der bliver sagt fra scenen. 

Forvirring over programmet

Jo, vi blev forvirret. Hvad langt var vi i programmet? Hvornår skulle vi klappe? Og: Hvornår var koncerten egentlig forbi? Det var den, da også orkestret forlod det stille ventende publikum og forsvandt.  Stemningen var nærmest mystisk. Så begyndte vi at klappe igen, Petibon og musikerne kom ind, og vi kunne klappe pænt farvel til dem. Der er flere ting, som skal gennemgås for at holde Musikhusets professionelle afviklingsstandard. Men lidt morsomt var det, og den del af koncerten, som vi fik, havde absolut spændende momenter.

Var Patricia Petibon ikke i sin egen bedste topform, så var hun absolut heller ikke dårlig. Aftenens sidste arie fra Rameaus ”Castor et Pollux” (den fjerdesidste på det indlagte ark med de franske tekster) lød virkelig vemodigt smukt. Og programmet (ikke alene det fulde program, som vi ikke fik, men også det forkortede) havde en ide. Forskellige samtidige komponister kom til orde side om side, som var de sammen om musikken, Marc-Antoine Charpentier, Marin Marais, Jean-Marie Leclair og som sagt Jean Philippe Rameau, alle ældre eller yngre samtidige med Johann Sebastian Bach, men alle mere dramatiske end deres berømte tyske kollega. 

Heltinder og tryllekvinder

De fælles hoverpersoner er heltinder, som også kan betragtes som tryllekvinder. Først var der Medea, hvis sammensatte karakter blev gengivet fra to sider, den hævngerrige og grusomme Medea og den hengivne og menneskelige Medea. Marc Antoine Charpentier komponerede et musikalsk levende portræt af hende og af hendes søster Circe (kendt fra Ovids metamorfoser og fra Richard Strauss’ ”Ariadne på Naxos). De var begge troldkvinder, som selv blev svigtet. Rameau søgte kærlighedens væsen i alle dens afskygninger uden at glemme adskillelsen og døden, der følger kærlighedens glæder.  Leif V.S. Balthzersen havde oversat den franske programartikel til dansk, og vi fik stor og dejlig barokmusik at høre, Det var også en fornøjelse at lytte til de 17 musikere i barokensemblet Amarilis, der har en fantastisk sans for et skiftende klangspil tilsat musikalsk liv. Fransk musik på toppen. Men det gik skævt.  

Der blev sikkert diskuteret livligt i Aarhus, om franskmændene burde have aflyst eller gennemført den forkortede version. Begge meninger har noget i sig. Personligt var jeg glad for, hvad jeg fik, men man kan ikke forlange, at alle var det. Men hvis Musikhuset havde haft en aftenspilleleder (for at oversætte direkte fra tysk), som kunne kommunikere med franskmændende, ville meget måske have være vundet.  

Foto: Patricia Petitbon