Dagens citat: Sikkerhedsforanstaltningerne til festspillene i Bayreuth har været uhyre. Under prøveforløbet skulle alle medvirkende have en personlig dokumentation på sig. Den populære tenor Klaus Florian Fogt, som synger Parsifal, blev af vagterne taget med ind og undersøgt, da han under en prøve i soldaterkostume gik fra festspilhuset over til kantinen uden at have papiret med. Og festspilchefen Katharina Wagner fortæller, at hun en dag blev standset af en sikkerhedsfvagt: ”De har desværre ikke Deres Ausweis med fru Wagner. Jeg kan ikke tillade dem at komme ind.” Jo, det er ægte tysk.  

Bayreuth: Forhistorien til årets operapremiere på ”Parsifal” i Wagners Bayreuth har været barsk.  Men opførelsen, som den blev transmitteret over nettet, blev en overraskende god oplevelse. Opførelsen indeholdt scenisk mere ægte Wagner end de to foregående opsætninger af ”Parsifal” i Bayreuth, som jeg overærede på stedet, Christoph Schlingensiefs vildt voksende og Stefan Herheims historisk billedforkrampede. Musikalsk er nyopsætningen både ret helstøbt og spændende trods omstændighederne. Dem kommer jeg ind på lidt nede. Det har vist sig, at det skyldes en fejl, at jeg så premieren direkte. Den skule ikke være sendt til udlandet , og det har medført, at der nu dagen efter er blevet lukket for streamingen uden for Tyskland. Kun i Tyskland, Østrig ogSchweiz  kan man se "Parsifal" frem til nytår.

stemningen fik man kun inde fra salen. På en normal premiereaftenen er vejen op til og pladsen foran festspilhuset fyldt af mange hundreder nysgerrige, men i år er hele området på grund af terrorfaren lukket for alle, som ikke har såvel en operabillet som personlige papirer på sig. Man kan så spørge, om faren i Bayreuth er større end den til festspillene i München og Salzburg, hvor man endda har gjort opmærksom på, at der ingen ekstra forholdsregler er. Det er der nu faktisk nok, men man reklamerer blot ikke med dem.

Forhistorien

Det har været en hård vej mod årets premiere på ”Parsifal”. Skandalekunstneren Jonathan Meese var oprindeligt hyret til at sætte den op. Det skabte uro og debat. Han er kendt for at bringe Hitler-hilsenen ind på scenen som provokation – det er dog ikke det samme, som at han selv er nazist. Bayreuth indføjede i hans kontrakt, at man ikke ville se nogen hentydning til nazitiden i hans iscenesættelse. For to år siden satte Bayreuth så Meese fra opgaven med en anden begrundelse, at hans opsætning ville blive for dyr. I stedet valgte man Uwe Eric Laufenburg, skuespiller og teaterinstruktør af årgang 1960 og siden 2014 kunstnerisk succeschef for Staatstheater Wiesbaden med erfaring også som operainstruktør. Laufenburg har længe beskæftiget sig med ”Parsifal” med henblik på at sætte den op i Köln, hvilket aldrig blev.

Alt åndede ellers arbejdsro, da den udvalgte topdirigent Andris Nelsons langt inde i prøvearbejdet på ”Parsifal” pludselig uden forklaring rejste hjem til Letland. Man kunne kun gætte, hvorfor han var blevet træt af Bayreuth efter tidligere at have haft en kolossal succes med ”Lohengrin” på den grønne festspilhøj. En nærmest samlet tysk musikpresse hævdede, at det skyldtes Bayreuths musikchef, den fremragende dirigent Christian Thielemann, som skulle have blandet sig for hårdt i Nelsons arbejde, og her på jcklassisk.dk sprang jeg på og genfortalte historien. Men den er for længst kørt ud i et kviksand af løgn og opdigt, og den overfølsomme Nelsons har gennem sin kone, Metropolitan-sopranen Kristine Opolais, meddelt, at historien med Thielemann og ham intet har på sig. Akkurat som sidste års udbredte historie om forsøget på at forbyde den ældre Wagner-søster Eva adgang til festspilhuset viste sig at være opdigtet. Men den har alligevel holdt sig i år i en kendt københavneravis.

En kort prøvetid

Men tiden har været kort inden premieren. Dirigenten Hartmut Haenchen er sprunget ind. Han har bl.a. dirigeret ”Parsifal” på vort Kongelige Teater og kommer efter Bayreuth tilbage til København til kapelkoncerter. Haenchen har haft al for kort prøvetid til at sætte sit afgørende præg på Bayreuths ”Parsifal” og slet ingen tid til at koordinere ideerne med Laufenburg. Men det er fantastisk, hvad han og det fremragende Wagner-orkester har nået sammen. Haenchen celebrerer ikke ”Parsifal”, men han artikulerer og fortæller. Hans tempi er relativt hurtige, ikke så hurtige som en Pierre Boulez’, men tilpas til at musikkens specielle dobbeltbund af fortælling og eftertanke, de dramatiske momenter og den kolossale ro og indadvendthed kommer vekslende frem. Konturerne i orkesterspillet var klare, klangen dejligt åben.

Hvordan det lød i salen, kan vi trods alt kun gisne om. Wagner skrev ”Parsifal” i 1882 som det eneste værk til sit festspilhus, hvor orkestret fra den overdækkede orkestergrav tager ekstra tid til at nå op på scenen og derfra ud i salen. Det tager tid for en ny dirigent i Bayreuth at lære, hvordan og hvornår lyden i orkesterdybet skal være for at klinge rigtigt ud. Nogle dirigenter i Bayreuth har aldrig lært det og har måttet forlade festspillene efter den ene sæson. Det gjaldt et stort navn som Georg Solti, som kiksede nærmest totalt. Hans og Peter Halls ”Ringen” blev nok den mest fortvivlede, som jeg har overværet i Bayreuth. Haenchen har i de få dage haft sin assistent gennem mange år siddende i salen, og de har korresponderet gennem hustelefoner under alle prøverne, så Haenchen har kunnet indrette klangen omgående. Hjemme i mine højttalere var resultatet imponerende, og det vil blive endnu mere perfekt næste år, hvis Haenchen dirigerer igen, hvilket er både rimeligt og sandsynligt. Nelsons, som er en anderledes, blødere, mere indadvendt Wagner-dirigent, vil utvivlsomt/forhåbentlig vende tilbage med udhvilet hoved til en ny opsætning af ”Ringen” i 2020.    

En ny og stærk sangerbesætning

Sangerbesætningen er over middel for det nyere Bayreuth og uden svage punkter. Klaus Florian Vogt, der de seneste somre har været en populær Lohengrin, sang nu Parsifal, som kræver en bredere, mere ”voksen” tenorstemme, og den havde han fået fat i. Han forstod endda at klanglægge forskellen mellem den unge uvidende dåre, som intet forstår, og den modne forstående Parsifal. Den lyse og dog faste bas Genorg Zeppenfeld var en rent ud fantastisk Gurnemanz og Ryan MKinney en velklingende smertefuld Amfortas.

Den modne russiske mezzo Elena Pankratova var helt igennem spændende at lytte til, også fordi figurtegningen af de flere kvindetyper hos Kundry kom frem. Karl-Heinz Lehner mangledederimod  noget i farlighed som mørkets mand Titurel. Og så var der Eberhard Friedrichs kor, som garanteret ikke har sin lige i Wagner noget sted i verden. Men vi skal lære en ny, stærk generation af sangere at kende.  

Den utopiske verdensfred

I Uwe Eric Laufenburgs opsætning står det lidende, troende menneske i centrum. Amfortas afgiver modstræbende i smerter og klager sit blod, som gralsridderne må drikke for at finde kræfter til at udvirke det gode. Laufenburg forstod at ironisere herover. Han er selv  troende katolik, men kritisk overfor kirken,og han går ud fra, at Wagner selv ikke stillede spørgsmålstegn ved mysteriet om det lidende gudsmenneske, men nok ved kirkens uvæsen. Det er kernen i hans iscenesættelse, der finder sted i det nære Østen, nok Syrien, i hvert fald en mørk plet på jorden nærmere bestemt på en kæmpeprojektion af et landkort på scenen. Men der er ingen kritik af islam, men en mere generel kritik af udøvelsen af religionerne, og det er med kristendommen han fortæller sin centrale historie.

Handlingen foregår her i en tidløs nutid med flygtninge og med politi og militær. Gisbel Jägels scenografi er ikke pompøs i munkenes store korscener, men snarere privat og klart arabisk. Parsifal kommer i strikketrøje, en sød dreng. Amortas’ ”Nehmet hin mein Blut” erindrer om torturscener. Aktualiteten glemmes ikke. 

Blomsterpiger i burka’er

Andenakten overrasker, fordi Amfortas og senere Gurnemanz, som Wagner ellers begge har givet fri i hele akten, dukker op som ganske stærke genspejlninger af Kundrys og af Parsifals erindringer. Ellers fungerer denne dramatiske akt koncentreret, vil jeg mene. Det skal dog nok blive diskuteret, at blomsterhaven er uden blomster, og især at blomsterpigerne er iført burka’er, som de smider og i undertøj ligner alle andre kvinder. Men det er ikke nogen islam-kritik.

Koncentrationen synes dog at kunne svigte Laufenburg i sidste akt. Han falder for instruktør-ideen, at der skal ske noget. Gurnemanz og efter tur til sidst Kundry bevæger sig rundt i kørestol. Vi er på et  plejehjem. Til langfredagsmusikken, som ellers står så smukt i sig selv, bader nøgne kvinder i en romantisk sø. Parsifal afdækker gralen, og Kundry ikke alene dør (som hun ofte ikke gør i moderne iscenesættelser), men hendes dødsmaske, som projiceres stort op, glider over til at være Wagners dødsmaske. Slutbilledet er en utopisk verdensfred. .Ordet Erlösung er vanskeligt at komme om ved i vor tid. 

Der er en del at diskutere, men ikke så meget som ofte. Musikalsk er det en stor forestilling. Der er  meget at diskutere, men der er altså også meget at hente. Forestillingen viser en kerne af vor aktuelle tid. I forhold til det er det ret meningsløst at diskutere visse detaljer.

Der var behersket bifald efter første akt. Jeg er så gammel, at det generer mig med bifald her, for det er først kommet til i vor tid. For Wagner var det et kompromis, at alle forblev stille blot efter første akt i ærbødighed mod værkets centrale indhold.

Slutbifaldet lod vente på sig til det sidste lille lys var blevet slukket på scenen. Så brød det voldsomt løs med ganske få buh råb for instruktørholdet, men de forstummede hurtigt. Spurgt om buh-råb i et interview forinden havde Instruktøren Uwe Eric Laufenburg svaret, at han aldrig havde forstået meningen med dem. Han var altid gået sin vej i stedet.

Billede: Klaus Florian Vogt som Parsifal og blomsterpiger i burka. Foto:  Bayreuther Festspiele/ Enrico Nawrath

STAATSOPER MÜNCHENs streaming af  MESTERSANGERNE I NÜRNBERG SØNDAG DEN 31 JULI  ER AFLYST