af John Christiansen - d. 11. august 2016
Den anden artikel om Den jyske Operas ”Puritanerne”, som kombinerer dens originale franske historie om kampen mellem protestanter og katolikker med den senere nordirske konflikt.
Dagens citat: ”Vi gamle indspiste wagnerianere er dog de
mest taknemmelige Bellini- og Rossini-tilhørere”, skrev filosoffen Friedrich
Nietzsche.. Richard Wagner selv gav flere gange udtryk for sin
beundring for Bellinis musik.
I denne anden introduktionsartikel til Den jyske Operas
opførelse af Bellinis ”Puritanerne” går vi dirtekte til hans sidste opera. Bellini
og hans faste og fremragende librettist Felice Romani var i 1833 blevet
uvenner. Fans af den store Romani og fans af Bellini havde i avisspalter kæmpet
om, hvem af de to, der have skyld i, at deres opera ”Beatrice di Tenda” året
før var blevet en fiasko. Bellini havde tiet, men så blandede Romani sig i
avisdebatten til egen fordel, og Bellini fyrede ham fyldt af både vrede og
vemod. Han fandt en ny tekstforfatter i en italiensk emigrant, den
teateruerfarne og stive litterat Carlo Pepoli, og Bellini havde problemer, som
det fremgår af et brev fra ham til Pepoli, hvori han fortæller hvilken
strålende musik, han vil skrive:”…trods
dig og alle dine absurde regler, som alle ganske vist er gode til at skabe en
gang sludder, dog aldrig vil kunne
overbevise et menneske, som er fortrolig med den vanskelige kunst, hvordan man
med sang bringes til at græde (nella difficile arte di dover far piangere
cantando)”, …endda til at dø over sangen. Bellini talte mere end én gang
om, at hans musik skulle få tilhørerne til at græde. Pepoli fandt en vaudeville
netop opført i Paris, ”Tetes rondes et cavaliers” (Rundhoveder og kavalerer),
men hans tekst fik ikke den naturlighed, som Bellini ønskede. Alligevel fandt han
i versene en alvor, som inspirerede ham. Han ønskede også at komponere et
historisk drama. At handlingen er ren digt er en anden sag.
Bellini gav orkesterstemmen i ”Puritanerne” mere farve og
udtrykskraft. Han vidste, hvem der skulle synge hovedpartierne, så han lod
roligt tenoren Arturo flere gange bevæge sig over det høje C, noterede ham
endda en enkelt gang for det tostrøgede F, uden at tonen altid nås, mens
sopranen specielt i Elviras vanvidsscene fik ekstremt vanskelige koloraturer at
synge. Men det skal understreges, at koloraturerne her i modsætning til i
1700-tallets tekniske udfoldelse ikke er et mål i sig selv, men tjener til at
vise heltindens indre uro med dets mere eller mindre åbenlyse vanvid. Man vil
også bemærke melodier, som gentages som erindringstemaer lidt i retning af
Wagners ledemotiver.
Bellinis sangere på premieren var helt igennem tidens
største i det italienske fag, og med tenoren Giovanni Battista Rubini og
sopranen Giulia Grisi, som havde været Bellinis elskerinde, var der garanteret ingen
problemer. Succesen var stor ikke blot i Paris. Men han nåede ikke at skrive
den grand opera, som han gerne ville
i genren, som da var ved at erobre operaen i Paris. Han døde i september 1835
ikke engang 34 år.
Donizetti har i ”Lucia di Lammermoor” – uropført i Napoli to
dage efter Bellinis død i september 1835 – taget mærkbart ved lære af Bellinis
musikalske landvindinger. Også Donizettis opera krones af en vanvidsscene. Donizetti
skrev efter Bellinis død en messe til ære for vennen.
Den historiske baggrund
Baggrunden for handlingen er historisk, men operaen er ikke
baseret på en historisk tildragelse. De politiske forhold i England var
turbulente, da Shakespeare skrev sine bedste dramaer og Ben Johnsons og John
Donnes poesi blev til. Forholdet mellem kronen og parlamentet blev tilspidset
under kong Charles I (1625-49) og en dyr og nytteløs krig mod Spanien. I 11 år
regerede Charles uden sit parlament, og da det blev samlet igen, protesterede
det mod kongen og samlede sin egen hær i 1642. Krigen fulgte mellem
puritanerne, rundhovederne og parlamentet (ifølge instruktøren Annilese
Miskimmon ”meget strikse, strengt klædte,
undertrykkende kristne, som ønskede fuldt demokrati”) og kavalererne,
royalisterne eller cavaliers (”ofte fashionabelt
klædte med langt hår. De blev af puritanerne karakteriseret som amoralske
gudløse, drikfældige og frivole”).
Puritanerne fik overtaget, da Oliver Cromwell blev deres leder,
og kongen flygtede til den skotske hær, som overgav ham til det engelske
parlament, og Charles I blev dømt og halshugget i 1649. Operaen tager sin
begyndelse på dette tidspunkt. Til sidst i operaen synges: ”Siate liete” (Vær glad, i dette øjeblik tager en lang tids glade
fred sin begyndelse). Den historiske virkelighed blev, at England i 11 år var
uden konge, mens Cromwell regerede med jernhånd.
Cromwell undertrykte også Irland med had og blodsudgydelse.
Hans brutale hærgen er stadig en smertefuld erindring blandt
Irlands katolske indbyggere. Derimod har dele af unionist-samfundet, de
protestantiske indbyggere i Nordirland, stadig Oliver Cromwell som deres helt, ærer
ham i hvert fald som protestantismens frelser. En del af Nordirland rev sig i 1920'erne fri som
Eire, men i Belfast og Nordirland holdt modsætningen sig og kulminerede igen i
1970’erne. Da begynder operaen og Annilese Miskimmons iscenesættelse. Hun er selv
protestant fra Belfast og er gift med en katolsk mand. I den første artikel
”Bellini og bel canto sangen” fortalte hun om sine bedsteforældres kampe og
trængsler som katolik og protestant i den tid, da dagliglivet blev ødelagt for
folk med mord og bombesprængninger som fast bestanddel af hverdagen.
Miskimmon har i sin iscenesættelse kombineret de to historiske
begivenheder. Elvira er protestant i 1970’erne, og hendes loge ærer stadig
Cromwell. Da hun bliver vanvittig, projicerer hun sig tilbage i tiden og føler
sig som en del af en endeløs cyklus af religiøs konflikt. I Elviras forestilling
har hendes og katolikken Arturos konflikt drevet hende ind i et vanvid, der
fører dem tilbage til den engelske borgerkrig 300 år før. Det følgende
handlingsresume er samlet på grundlag af originalen:
Den nøgterne handling
På en
puritanerfæstning synger Cromwells soldater beredte til kamp. Fra borgen hører
man Elvira synge en morgenhymne. Hun hilses af officeren Riccardo og sin onkel Georgio
og hoffolk med en bryllupshymne til sit forestående bryllup. Riccardo er nedslået
over, at nok havde han fået Elviras far, Gualtiero Valtons tilsagn om at ægte
Elvira, men faderen har nu givet efter for sin datters egne ønsker og vil gifte
hende med katolikken Arturo. Riccardo erklærer, at kun døden kan få ham til at
glemme den elskede, ”Ah! Per sempre io ti perdei (Ak, for altid mistede jeg dig).
I den næste scene tror
Elvira endnu, at hun skal giftes med Riccardo, men hendes onkel Georgio
fortæller, at han har overtalt sin bror til at skifte mening, og at hendes
tilkommende bliver Arturo. Jagthorn melder Arturos ankomst, og Elvira og onklen
priser den lykkelige vending.
Bryllupsgæsterne hilser
Elvira. Arturo glæder sig over, at han og Elvira ikke længere skal ses
hemmeligt, ”A te o cara, amor talra” (Til dig min kære førte mig kærligheden
hemmeligt). Gualtiero Valton meddeler, at han tjenstligt skal føre en ukendt dame
til parlamentet i London. Hun mistænkes for at være spion for royalisterne. Da
Arturo bliver ene med hende, afslører hun sig som dronning Enrichetta
(Henriette af Frankrig), kong Charles enke. Arturo lover at befri hende. Elvira
kommer tilbage og viser sit brudeslør. ”Son vergin vezzosa in vesta di osa”
(Jeg er en smuk jomfru i brudeklæder). Denne arie blev skrevet til en følgende
opførelse i London med Maria Malibran. Bellini skrev en del om hertil, men
denne anden version af operaen spilles uhyre sjældent som helhed.
Da Elvira er vendt
tilbage til gæsterne, vil Arturo smugle enkedronningen bort gemt bag Elviras
slør. De overraskes ganske vist af Riccardo, men han hjælper dem for at blive af
med sin rival, som han ved vil komme i miskredit. Arturo lykkes med flugten. Da Elvira
og hendes venner kommer tilbage og opdager Arturos tilsyneladende forræderi mod
hende, tror hun i sit vanvid først, at han er vendt tilbage, men bryder så ud i
et fortvivlet skrig.
Efter pausen
Elviras venner giver udtryk
for deres sorg over hendes sindsforvirring. Riccardo beretter, at parlamentet
har dødsdømt Arturo, fordi han hjalp enkedronningen. Elvira er beredt til at dø,
hvis Arturo ikke vender tilbage: Qui la voce sua soave” (Hans milde stemme
kaldte på mig, og så forsvandt han). Georgio og Riccardo prøver at kalde hende
tilbage til virkelighedens verden, men hun tænker kun på Arturos tilbagevenden,
”Vien, diletto, è in ciel la luna” (Kom elskede, månen står på himlen). De
melodisk virtuose koloraturer giver udtryk for såvel hendes forhåbninger som hendes
vanvid. De tre numre er bemærkelsesværdigt forbundne uden recitativer. Da Elvira er gået, beder Giorgio Ricardo om
at redde Arturo for Elviras skyld. Giorgiu ved, at Ricardo er medskyldig, og
til slut lover denne at ville skåne Arturo, undtagen hvis de belejrende
kongetro går til angreb og Arturo er mellem dem. Akten slutter med en kampglad
duet for de to basser, ”Suoni la tromba” (Lad trompeten klinge).
Sidste akt
Arturo er undsluppet og
håber at gense Elvira og forklare hende, at han stadig elsker hende. Han hører
Elviras sørgmodige ballade og istemmer den selv. Hun hører ham, men finder ham ikke straks. Han beder om forladelse og forklarer, hvorfor han måtte flygte med
dronningen. Her kunne operaen være slut, men den lykkelige forening er kort. Trommehvirvler
høres, og Elviras sind formørkes atter, da Riccardo truer Arturo. Denne erklærer
gerne at ville dø ved siden af Elvira og synger et sidste farvel og beder sine
fjender tage hensyn til Elviras sindstilstand. Da kommer et bud med et brev, at royalisterne
er endeligt besejret, og at alle kongens tilhængere er benådet, altså også
Arturo. Så har Elvira bare at blive sund og rask igen, og det gør hun
Slutningen kan virke påklistret og handlingen tynd. Men den
melodirige musik og dens indhold er både stærk og smuk. Og så må jeg vel sige
undskyld for en meget lang introduktion fordelt over to artikler. Jeg er selv
så glad for operaen, at jeg ikke kunne få mig til at gøre den kortere. Læs
(eventuelt) også ”Bellini og bel canto sangen”.
”I puritani” spilles
17. og 19. august kl. 19.30 og 21. august kl. 15.00. Spilletid tre timer.
Musikhuset Aarhus. Billetter: http://www.billetlugen.dk/da/event/I-puritani/billetter.
Henriette Bonde Hansen
synger Elvira og Leonardo Ferrando Arturo. David Kempster er Riccardo og Jens
Bové Elviras far, Gualtiero Valton. Desuden
høres Per Bach Nissen, Jens Christian Tvilum, Matilda Paulsson, mens Merete
Mærkedahl er skuespiller. Den jyske Operas Kor og Aarhus Symfoniorkester
dirigeres af Tobias Ringborg. Instruktion Annilese Miskimmon.
Foto: Annilese Miskimmon. Bag Den jyske Operas ovenstående annonce skjuler sig bag dette billede et interview med operachefen.
Læs også artiklen Bellini og bel canto
Good fornøjelse med I puritani. . Det vil sikkert give sig selv.