af John Christiansen - d. 30. august 2016
Varme vemodige cellotoner for alle – Dansk senromantik med udtryk – Den længste danske symfoni - Ekstra: Pragtfuld skotsk violinist med to russiske koncerter
Først noget andet end stor dansk senromantik. ”More French
Pieces”, er titlen på en dansk cd. Betyder det ”Flere franske stykker” eller
”Nogle franske stykker”? Jeg kender ingen forgænger, så det er nok det sidste. Vi
får fransk cellomusik, mindre stykker, som i det stille er både varme og
vemodige, raffinerede og elegante, kort sagt ægte franske. Det er musik, som
det giver en indre ro og glæde at lytte til. Det er musik for alle, der enten
elsker eller trænger til denne meditative fryd. Så brænder spørgsmålet for mig
sig på: Hvorfor er de glimrende noter kun på engelsk? Når det netop er en cd,
som er en noget nær ideel gaveide også til tålmodige sjæle, som er på vej ind i
den klassiske musik? De samme ord eller bare lidt færre ville gøre godt for os,
som ikke kan engelsk.
Cellisten Henrik Dam Thomsen, cello-koncertmester hos DR
Symfoniorkestret og en fremragende kammermusiker, har indspillet et visitkort,
som bør vække opmærksomhed internationalt. Så varmt og udtryksfuldt musikalsk
klinger hans cellotone i musik af Debussy, Fauré, Vierne og Saint-Saëns, 12
mindre stykker, som indledes med Debussys sonate på 12 minutter, trods alt
cd’ens mest koncentrerede musik, og slutter med Saint-Saëns’ mest elskede
stykke musik, ”Le cygne eller ”Svanen”, som glider majestætisk afsted, og det
hos Dam Thomsen med en fint pointeret skønhed. Dam Thomsen har allieret sig med
pianisten Ulrich Stærk, som igen med sin fine musikalske intelligens er en
ideel partner, uanset om man lytter til cd’en gedigent forfra eller varmer op
bagfra. (More French Pieces. DRS, DR,
8.224727, distribution Dacapo, 46 minutter).
En herlig dansk
opdagelse
Senromantik med vilje til
udtryk. Det er en udmærket generel karakteristik i pladehæftet til den danske
senromantiker Gustav Helsteds (1857-1924) Decet i D-dur fra 1891 og
strygekvartetten i f-mol fra omkring 1917. Bjarne Mørchs gennemarbejdede noter
er på engelsk og dansk. Det sidste er altså væsentlig, når vi præsenteres for
en dansk komponist, som de færreste af os kender til. Men cd’en fra Dacapo er en
udpræget opdagelse og oplevelse. Randers Kammerorkester, som på udenlandsk
hedder The Danish Sinfonietta, med dets chef David Riddell i spidsen for det
mini-symfoniske orkester på ti musikere, fem blæsere og fem strygere, har gjort
et godt og betydningsfuldt stykke arbejde med udgivelsen af cd’en.
Noget karakteristisk for
Helsteds musik og i særdeleshed decetten er, at den såvel er ægte dansk og som
midteuropæisk, og det i en spændende vekselvirkning. Der er morgenstemning over
førstesatsen med en harmonisk spænding, som øges nærmest som solen stiger.
Helsted forstå at bygge større helheder op af mange fine detaljer, i
andensatsens andante syv charmerende variationer over et tema, som også har en
tone af vemod, i scherzoens vældige kontrapunktiske crescendo og i den ægte
senromantiske finale med dens overvældede afslutning.
Det andet værk er Helsteds
sidste af fem strygekvartetter. Her er der de spændende harmoniske skift, som
samtiden måske ikke helt havde vænnet sig til, men som vi i dag vel fornøjer os
med. Her er også temperament i andensatsen og en atmosfære af sørgemarch i den
tredje, mens finalen inden den romantiske forløsning igen bringer den stejlhed
i udtrykket, som Helsted mere eller mindre beundrende er blevet beskyldt for.
Der er tale om en inspireret
alsidig musik, som det er en fornøjelse at opdage. Og Randers Kammerorkester og
David Riddell viser tydeligt, at Randers har et fint fungerende kammerorkester (Gustav Helsted: Decet & Strygekvartet,
Randers Kammerorkester, David Riddell. Dacapo 8.226111, 62 minutter).
Den danske niende symfoni
Så er der Paul van Klenau
(1883-1946). Han forlod som helt ung Danmark utilfreds med det danske musikliv,
som han fandt kedeligt og provinsielt, og han foldede sig ud i Tyskland og
Østrig som komponist og blev kendt og anerkendt. Han vendte hjem til København
i 1939, men blev ikke specielt godt modtaget. Mange hæftede sig ved, at han ikke
havde vendt nazisterne ryggen i 1930’erne og stadig havde kontakter til de to lande,
som han havde boet i. På den anden side var han aldrig nazist, hvilket er
blevet ekstra dokumenteret af fundet af et bogmanuskript og andre papirer, som
var efterladt af et familiemedlem i Østrig.
Klenaus niende symfoni blev
for det væsentligste komponeret i København i 1945. Den varer 90 minutter og er
måske den længste danske symfoni. Den er ganske naturligt mere østrigsk og tysk
end dansk. Man aner Bruckner og nogle senromantikere i baggrunden. Klenau vidste
godt, at symfoniens førsteopførelse måtte vente på ”bedre tider”. Efter hans død
i 1946 tog hans østrigske hustru Klenaus blækskrevne symfoni på 225 partitursider
med til Østrig i 1946 sammen med de ovenfor omtalte tekstmanuskripter, og her
lå de uåbnede indtil 2001 hos hans barnebarn i Wien. Symfonien blev uropført på
en torsdagskoncert i marts 2014 under Michael Schønwandt, som også på
pladeindspilningen styrer værkets otte satser med DR Symfoniorkestret og Koret samt
fire solister sikkert og overvældende.
Symfonien har tekster fra
bl.a. den latinske dødsmesses sanctus- og agnus deus-led. Fjerdesatsen
overrasker med antagelig Klenaus egen tekst om modsætningen mellem heltedåd og
krig på den ene side og freden på den anden. Markant i musikken er en vekslende
sidestilling af dur/mol-musik og tolvtonerækker, dodekafonien, som Klenau
kendte fra tiden, da han var med i kredsen omkring Arnold Schönberg. For Klenau
var tolvtoneteknikken en naturlig del af udviklingen efter Wagner.
Man skal næppe betragte symfonien
som et requiem eller en dødsmesse på trods af teksterne. Niels Krabbe sammenligner
symfonien i pladehæftet med Benjamin Brittens ”War Requiem”, som er en dødsmesse
over krigens gru. Men der er så meget at hente, at jeg må overlade det til læserne
at lytte og opleve denne i sin art overvældende musik. Og det er en flot indspilning
med et glimrende orkesterspil, en stor korpræstation og en fin sangkvartet med sopranen
Cornelia Pfassek, mezzosopranen Susanne Resmark, tenoren Michael Weinius og bassen
Steffen Bruun. (Paul von Klenau: Symfoni nr.9.
DR Symfoniorkestret, dirigent Michael
Schönwandt. Dacapo 8. 226098-99, to cd’er, 89 minutter).
Ung skotte med russiske koncerter
Der skal en udenlandsk nyhed
med. Den med rette meget populære 29-årige skotske violinist Nicola Benedetti har
indspillet to meget forskellige russiske violinkoncerter. Lad os kalde det
usædvanligt, at hun har tilegnet sig den russiske violintone og har
temperamentet til det, men Nicola var i sin barndom elev af to russiske
violinister på Yehudi Menuhin skolen. Hos den ene, Natasja Boyarsky så hun en
film med David Oistrakh spille Sjostakovitj og forstod så pludselig ”violinens
betydning i den russiske musik”. Nicola Benedettis egen indspilning af
Sjostakovitjs’ første violinkoncert kan vi betragte som det bedste fra to
verdener. Oistrakhs specielt varme tone blev for hende en indfaldsvej til
Sjostakovitjs dobbeltbundede og anderledes inciterende musik, som komponeret i
1947 også er en bittert smertefuld kommentar til Stalins terror og Anden
Verdenskrigs lidelser. Sjostakovitj befandt sig selv under tyskernes belejring
i Leningrad (Senere Sankt Petersborg). Benedetti siger om den indledende
nocturne: ”du rejser, men du ankommer aldrig” og ”det er som at være i mørket,
hvor man ikke helt kan se”. Og alligevel vil man hævde, at Benedetti finder førstesatsens
mørke og samlingen på den følgende scherzo, som står for ”noget på kanten af
sindssyge”. Den følges af en passacaglia, en mørk sørgemarch. Det er en
koncert, som vil sige så meget. Hun gør meget af det umiddelbart forståeligt,
men det kan også være en smerte at trænge så dybt ind i Sjostakovitjs musik,
som Nicola Benedetti forstår den.
Der er en verden mellem Sjostakovitjs
koncert og Glazunovs virtuose koncert fra 1904. Men de hører sammen, også fordi
Sjostakovitj beundrede Glazunov. Hos Sjostakovitj kan sammenligningen med
Glazunof også åbne for forståelsen af den lidelsernes verden, han måtte
overleve i. Men hans musik overlevede. Pladenoterne
kommer ind på, hvor meget Glazunof drak. Derfor blev han både foragtet og var
genstand for morskab. Men hans musik som violinkoncerten her er bedre end til
at blive glemt så meget, som tilfældet er. I spidsen for Bournemouth Symphony
Orchestra, et af de bedste i England uden for London, står Kirill Karabits fra
Ukraine. Man forstår, hvorfor den skotske violinist har været så glad for
samarbejdet.
Jeg beklager, at jeg igen
har skrevet så meget. Men her var altså fire cd’er, som jeg kun kan håbe alle kommer
ud til mange lyttere.