Optakten var usædvanlig til Aarhus Symfoniorkesters åbningskoncert på sæsonen - festugekoncerten springer vi over. Musikerne kom ikke ind enkeltvis efter normal sædvane, alt efter behov og lyst, men samlet til bifald, og der var ikke tid til at varme instrumenterne op i salen, inden aftenens anden koncertmester Stanislav Pronin gav tegn til, at kammertonen skulle stemmes. Først derefter kom aftenens første koncertmester Ian van Rensburg ind til et solo bifald. Vejen var efter fransk skik og stil åben for chefdirigent Marc Soustrot. Den nye skik, som det utvivlsomt bliver, har nu nok også et andet formål, nemlig at samle både orkestret og publikum om, at nu begyndte den koncentrerede fest. Og det blev en fest med flere nuancer.

Besøg af kulturpolitikere

På første række på balkonen sad den nye musikchef Kristian Rahbek Knudsen. Programvalget i denne sæson er endnu ikke hans, men Palle Kjeldgaards. Rundt omkring i salen sad Aarhus Kommunes kulturudvalg og fik gode private råd med på vejen og kunne ved at lytte til orkester og til publikum konstatere, at Aarhus har et kvalitetsorkester, som vil kunne fortælle også eventuelle udenlandske publikummer i kulturhovedstadsåret 2017, at byen i dette orkester har noget særligt.

Publikum i Symfonisk Sal har for flertallet nået den alder, da de er blevet fri af børn og karriere og har fået tid til at kunne opleve den symfoniske musiks store indhold. Her var en lejlighed for de gæstende politikere til på et tidspunkt, da de ældres behov politisk tilsyneladende er udset til at være generelt lettest at skære yderligere ned i, også at konstatere, hvor meningsløst det er yderligere at skade den store livgivende og udviklende kvalitetsmusik.  

Et flot udvidet orkester

Aftenens orkester var stort. Foreningen Aarhus Symfoniorkesters Venner havde støttet udvidelsen (bliv medlem). Det var et orkester på trods, der viste, at de omkring 80 musikere er den ideelle størrelse i Symfonisk Sal til at udnytte kvaliteten hos de tre snese, der er tilbage nu. Den internationale standard er ganske vist endnu en snes musikere yderligere. Men de fire snese er en størrelse, som der er mening i at stile efter. Det bliver naturligvis ikke i morgen.  

Føltes der ikke også i salen en klang af, at en lysning er på vej? Koncert på trods skrev jeg ovenfor i rubrikken. Der er positiv trods med i spillet, når tre vidt forskellige, men hver på sin måde vanskelige værker, bringes så flot frem. Berlioz’ ouverture (1838) til operaen om den berømte italienske guldsmed Benvenuto Cellini er brusende flot om end også med en alvorligere undertone. Det var bemærkelsesværdigt, at chefdirigent Marc Soustrot fik en fransk præget klang og karakter frem, for nok er han fransk, men orkestret er ikke.

Fra fransk til russisk

Den store orkesterpræstation kom dog med 11 satser trukket ud af de tre suiter (1936-37 og 1944), som Prokofief udvalgte fra sin balletmusik til Shakespeares kærlighedstragedie om Romeo og Julie . Vi fik 45 minutter, omkring en tredjedel af den samlede balletmusik. Der er aldrig skrevet bedre balletmusik. Den kan høres som dans, uden at man har dansen for øje. Man kan høre dansen allerede fra festen hos Capulet’erne i Verona, hvor også Romeo fra den rivaliserende Montague-slægt kommer og ser Julie, og historiens mest udødelige kærlighedshistorie med dødelig udgang opstår. Men behøver heller ikke at have set Det Kgl. Teaters fremragende John Neumeier-ballet for at kunne høre Julie dø til den inderlige musik, en død med en bevægende billedstyrke, som også er stærk flere andre steder i dette mesterlige partitur.

Det blev spillet virkelig flot, nu med en helt anden orkesterklang end den franske før pausen. Selv i de store kraftfulde tutti-udladninger stod de enkelte stemmer klart i Symfonisk sals fine akustik, men netop under de gunstige omstændigheder hørtes det, at der blev spillet dejligt rent. Jeg var også imponeret af modsætningen, de meget enkle, både sarte og skarpe strygerklange, som er så specielle for Prokofief.

Solistindslaget var anderledes, Saint-Saëns’ femte klaverkoncert, kaldet ”Den egyptiske”, fordi den midterste – og mest interessante - af de tre satser citerer en nubisk folkemelodi, som komponisten havde hørt i Egypten. Med den franske pianist Romain Descharmes blev det en nodefest uden lige. En forrygende vital tour de force på klaverets tangenter. Men hvor elegant og ægte fransk spillet.

Først af ekstra beskederne: Koncerten gentages allerede fredag aften den 9. i Symfonisk sal i Musikhuset Aarhus. Forhåbentlig har læserne fået et indtryk af, hvad der venter.

Dernæst: Den cd, som Marc Soustrot indspillede med Aarhus Symfoniorkester i juni måned, er stærkt på vej mod sin udgivelse hos selskabet Danacord. Den fremragende producer Preben Iwan har stået for teknikken, og Soustrot siges at være yderst tilfreds med resultatet. Hans og orkestrets koncert med fransk musik den 26. maj var noget af en oplevelse (læs omstående anmeldelse).    

Nu da talen er om fransk musik, kan det nævnes, at Aarhus Symfoniorkester også er gået i gang med at indspille orkestermusik af Svend Erik Tarp, som kommer til at fylde tre cd’er. Hans musik er ofte diverterende dansk, men den er også præget af fransk elegance ikke mindst fra komponisterne i gruppen Le Six.