af John Christiansen - d. 28. september 2016
Den jyske Opera spiller fra 7. oktober Rossinis opera ”La Cenerentola”, en anderledes og charmerende udgave af ”Askepot”, et eventyr for forelskede i alle aldre. En introduktion til operaen beregnet for hele familien.
Dagens citat: Da
Gioacchino Rossini indstuderede ”La Cenerentola” fra sit cembalo inden premieren
i januar 1817 i Teatro Valle i Rom, var han frygtet af de musikere, som ikke
indfriede hans forventninger. Kun anden-klarinettisten blev aldrig skældt ud.
Første-oboisten, som ikke før havde spillet under Rossini, undrede sig og
spurgte første-klarinettisten: ”Hvorfor giver
maestro aldrig så meget som en anelse af kritik til din klarinet-kollega? Han
er jo på ingen måde bedre end os andre”. Svaret lød: ”Har ingen fortalt dig det? Min klarinettist-kollega er af profession
barber. Maestro bliver hver dag barberet af ham” Citatet er fundet i Reclams
muntre operabog ”Immer bekommt der blöde Tenor die Dame”, hvor mange af
historierne er autentiske. Men mon denne er?
Rossinis musik gør
glad
Man bliver i godt humør, når man lytter til Rossinis musik.
Det gælder også med ”La Cenerentola”, på dansk ”Askepot”. Det var en af de
operaer, som Rossini selv var mest glad for. En gang erklærede han endda ”allermest
for La Cenerentola”. Det er heller ikke en skrøne, at han skrev partituret på
godt tre uger. Man må blot ikke tro, at det er en eventyropera for børn. Jo, lad
os bare kalde den en opera for børn i alle aldre, og naturligvis kan de rigtige
børn også være med til at se og lytte på Rossinis eventyr. Det ved forældrene nok
bedst selv. Men Rossini skrev sin opera for voksne, og voksne lytter på en
anden måde. Den kendte eventyrhistorie er anderledes i sig selv, men den er stadig
nem og lige til.
Hvad vigtigt er: Operaen er fyldt med musikalske
raffinementer, som det er en ren fornøjelse at lytte til. Man kan ikke undgå at
blive i godt humør – hvis opførelsen er til det. Operaen var i en årrække endnu
mere populær end ”Barberen i Sevilla”, men så fulgte en tid, da det blev
vanskeligere at finde tilstrækkeligt gode sangere. Denne ”Askepot” er vanskelig,
for den kræver smidige, lettere stemmer. Og snart fulgte netop en tid, da
tungere, kraftigere stemmer blev populære ikke mindst i Verdis operaer. ”La Cenerentola”
kræver også en dirigent, som kan få musikken til at danse meningsfuldt og uden
at der danses hen over raffinementerne, og det kræver sangere, der kan fortælle
med stemmerne. Jacopo Ferretti skrev nok operateksten uden at imponere med den
store humor, men den og livsglæden havde Rossini, og han har mærkbart nydt at
skrive musikken.
Af de tre samtidige italienere, Rossini, Donizetti og
Bellini, som var forrest i den italienske bel canto periode i første del af
1800-tallet, var Rossini ikke den, som trængte dybest ind i følelsernes
problemverden, men hans musik kan boble som få andres. Bel canto bør ikke
oversættes ”skønsang”, som er et mere intetsigende begreb, men ”den smukke
sang”, som også går på indholdet.
Rossini genbrugte
flittigt
Rossini havde travlt i de tre uger, som han brugte på
værket, men han fik hjælp, også af sig selv. Som så ofte genbrugte han en ouverture,
i dette tilfælde den fra den mindre betydelige opera ”La gazetta” (Avisen).
Herfra hentede han også et par andre mindre indslag og lod kollegaen Luca
Angolini skrive recitativer og komponere et par arier og et kor. Den slags var
helt i orden dengang. Operaen har været udsat for flere bearbejdelser gennem
tiderne, men dirigenten Alberto Zedda gav operaen en hovedrengøring, så den kom
Rossinis original nærmere. Denne version, som siden spilles overalt, blev
opført første gang på festspillene i Edinburgh i 1971 og har været den
foretrukne version siden. Denne åndfulde opførelse, som blev dirigeret af
Claudio Abbado med Teresa Berganza, Luigi Alva og Renato Capeccchi, blev
optaget af Deutsche Grammophon og må stadig betragtes som den foretrukne
pladeudgivelse (Deutsche Grammophon 415
698-2, tre cd’er, 148 minutter).
Skal det være en dvd/bluray version af ”La Cenerentola”, må
det blive Deccas med to så fantastiske sangere som den vittigt-smidige mezzosopran
Joyce di Donato og den elegante tenor Juan Diego Flórez. Resten af
sangerbesætningen er i orden, og Patrick Summers, som ofte dirigerer på
Metropolitan Operaen i New York i dette repertoire, leder det sprudlende
operaorkester på Gran Teatre del Liceu i Barcelona med livfuldhed.
Iscenesættelsen er lagt i hænderne på komediantgruppen Joan Font. Det betyder
comedia dell’arte helt igennem med spraglede flotte kostumer og masser af
levende (menneske)dyr på scenen. Kongens trone er en hest med et hoved i hver
ende. Det er altså også for børn, men stadig for børn i alle aldre. (Decca dvd eller blu-ray disc. Den sidste
version har nummeret 074 3333. 166 minutter plus 13 minutter interview med
Joyce di Donato og Juan Diego Flórez).
En kort version af
handlingen
Først handlingen i en kort
version inspireret af Robert Deavers ”Den lille operafører” udgivet på Holkenfeldt.
Den er vel i første række beregnet for ægtemænd, som ikke gider opera, men som
er blevet trukket med af konerne:
Første akt:
Filosoffen Alidoro kommer forklædt som tigger til Don Magnificos hus for at
lede efter en kone til prinsen. Døtrene Thisbe og Clorinda jager ham på porten,
men Askepot får ondt af ham og giver ham mad. Prinsen dukker op forklædt som
kammertjener. Han vil elskes for sin egen skyld og ikke fordi han er prins. Han
møder Askepot og forelsker sig i hende. Alidoro sørger for, at også Askepot
kommer med til ballet på slottet, selv om hun ikke må for sin stedfar Don
Magnifico.
Anden akt: På
ballet giver Askepot prinsen, der stadig er forklædt som kammertjener, det ene
af sine to ens armbånd. Prinsen, der nu er klædt som sig selv, kommer til
Askepots hjem. Han opdager, at hun bærer et tilsvarende armbånd. Kærlighed og
Lykke!
En lidt grundigere version
Ouverturen har ikke noget at gøre med handlingen og har
bedst af at blive stående for sig selv uden påklistret scenestøj. Hvis man til den
hurtige impulsstærke hovedmelodi tænker på en travl avisredaktion, er man næppe
ved siden af, for som sagt lånte Rossini ouverturen af sig selv fra operaen ”La
gazette” (Avisen).
Efter operaens originalbeskrivelse er vi i et faldefærdigt
lille slot ejet af baron Don Magnifico. Hans to døtre Clorinda og Tisbe kæmper
om at udstille deres forfængelighed. Begge betragter sig som uimodståelige.
Deres stedsøster Angelina/Askepot står for al husarbejdet og opmuntrer sig med
en sang, som fortæller historien om netop Askepot, ”Una volta c’era un re” (Der var engang en konge), som af tre
kvinder vælger den mest uskyldige og den af sind mest gode som sin brud.
Angelinas godhed viser sig, da den gamle filosof Alidoro banker på døren og
vises bort af de to søstre, hvorimod Angelina giver ham noget mad.
Clorinda og Tisbe bliver opflammet, da det meddeles, at
prinsen vil komme og indbyde til en fest på slottet for at finde sin kommende
brud. Fader Magnifico håber naturligvis på, at en af hans to(!) døtre bliver
udvalgt. Prinsen Don Ramiro kommer, men han er klædt ud som kammertjeneren
Dandini, og alle tror på forklædningen. ”Dandini” og Angelina forelsker sig
straks. Øjeblikket efter kommer kammertjeneren forklædt som prins og overdænges
med Magnificos, Clorindas og Thisbes ret latterlige opmærksomhed. Faderen
bestemmer, at de to piger siger ja til invitationen til ballet, men Angelina får
ikke lov. Han erklærer endda hende for død, da Alidoro kommer og spørger til
hende. Det er optakten til en nøglescene, en fin kvintet, ”Signora una parola” (Et ord, min herre). Filosoffen har
gennemskuet situationen, og han er igangsætter af spillet, der gør, at prinsen
og Angelina til sidst får hinanden. Da de andre er taget afsted til slottet,
lover han Angelina at hjælpe hende ”La
del ciel nell’arcano profondo” (I himlens hemmelighedsfyldte dybde).
På slottet bliver Don Magnifico i en komisk scene udnævnt
til ”æreskældermester” af kammertjeneren og prinsen stadig i forklædning. De to
betragter Clorinda og Thisbe, som meget beklemte konstaterer, at en smuk dame,
som kommer til, ligner deres Askepot, som de jo mener nu gør rent hjemme.
Efter pausen
Dandini, som stadig udgiver sig for prinsen, gør kur til den
skønne ubekendte (Angelina), men hun svarer ham, at hun elsker hans ”tjener”. Don
Ramiro, som stadig spiller tjeneren, erklærer hende sin kærlighed. Ingen af de
to mænd har bag hendes fornemme ydre opdaget hendes virkelige eksistens. Hun
giver Ramiro det ene af sine to ens armbånd og synger, at han kan lede efter
hende, og hvis han finder hende og stadig elsker hende, vil hun gifte sig med
ham. Magnificos vrede udløses, da han af Dandini får at vide, at denne slet
ikke er prinsen, men hans tjener.
Hjemme gør Askepot rent som altid, da faderen og
stedsøstrene vender hjem og beroliges, da Angelina så ikke kan være den skønne
dame, som de har mødt. Et uvejr bryder løs – det ligner det i ”Barberen i
Sevilla”. Denne scene er en speciel udfordring til scenografen. Prinsen beder
om husly efter et uheld med sin vogn, som er brudt sammen, og Magnifico tror
igen på at en datter afsat til prinsen, men må se på, at prinsen og deres Askepot,
Angelina finder hinanden. Et sådant eventyr skal have en på alle måder god
slutning, og den kommer, da Don Ramiro og Angelina i slottets kronsal tilgiver faderen
og de to stedsøstre.
Askepot – en opera
med kontraster
”La cenerentola” kan ikke låses fast i et form som et korset.
Den er en buffo opera med italiensk komik, men flere gange slår de tragiske
øjeblikke stærkt igennem. Der er elementer af et tryllespil og af en lignelse
styret af filosoffen Alidoro hen imod undertitlen”La bontà in triumfo” (Det
godes triumf). Og musikken følger disse skift. Mens prinsen fører sig frem som
kammertjener, er hans musik enkel og folkelig, men da han som prins i anden akt
leder efter pigen, som gav ham sit ene armbånd, har hans musik fået melodiske
nuancer af en helt anden alvor og karakterstyrke, ”Si, retrovarla io giuro” (Ja, jeg sværger at ville genfinde
hende). Kammertjeneren i prinseforklædning opvarter derimod med ironiske patetiske
floskler.
Angelina/Askepot selv gennemgår en udvikling fra sin meget enkle
åbningssang til sin ret fantastiske slutrondo, da hun i finalesatsen tilgiver
sin familie. En tilsvarende udvikling har man bemærket før i en sekstet, da
trådene redes ud og fortæller om menneskelig forvirring, der fører til forståelse,
og om blindhed, der glider over i indsigt, ”Questo
è un modo avviluppato” (Forvirringen er stor, alle står som fortumlede). Denne
også menneskelige spændvidde i Rossinis opera gør, at ”Askepot” er mere end
blot et eventyr for alle forelskede.
Premieren på ”La
cenerentola” på Alsion i Sønderborg (bemærk ovenstående annonce herfra) er den
7. oktober. Rossini spilles over hele landet med pausedage frem til 3.
december. Tryk på den lyserøde ”Askepot”-annonce øverst til højre og få alle
oplysninger om opførelser og medvirkende etc.
Opsætningen er et
samarbejde med sommeroperaen Holland Park i London, hvor den havde premiere i juli.
Victoria Simmonds, som ses yderst til venstre, synger også Askepot på Den jyske
Opera. Foto fra Holland Park: Robert Workman.