For 50 år siden skiftede New Yorks West Side karakter fra et slumkvarter, hvor Manhattans voldsomste gangs and bands af afroamerikanere, sydamerikanere, italienske indvandrede og irske indvandrede kæmpede om magten på gaderne. Betonklodserne i det virkelige West Side dengang, som det er beskrevet i Leonard Bernstein musical ”West Side Story”, havde sin kerne i San Juan Hill netop der, hvor Metropolitan Operaen nu er kronen i det enestående kulturcenter Lincoln Center i et af New Yorks mere fornemme kvarterer.

For tre snese år tilbage var San Juan Hill et berygtet område og en torn i øjnene på New Yorks bystyre og den både berømte og berygtede byplanlægger Robert Moses, men da en række store kulturinstitutioner var ved at falde sammen og krævede nye omgivelser, blev ideen skabt at skabe et stort kulturcenter med en ny bydel omkring. Den 80 år gamle Metropolitan Opera var klemt inde mellem kontorbygninger på hjørnet af Fifth Avenue og mellem 39. og 40. Street, og operaens medvirkende måtte klæde om i lejede værelser i et hotel på den anden side af gaden. Arkitekten dengang i 1880’erne ”havde aldrig set et teater indendørs før”, og det måtte den gamle Metropolitan Opera lide under indtil den dag, da den nye Met blev åbnet ”i et crescendo af pragt”, som New York Times skrev. Åbningsforestillingen var Samuel Barbers ”Antony and Cleopatra” den 16. september 1966.

Billetter til den store operagalla

Lad os kalde operaen ”The Met”, som New York’erne elskværdigt benævner deres berømte opera, om de så har været inden for eller ej. Og dog. Nok er de dyreste billetter dyre, men de billigste er også billige. Og det fantastiske er, at nok er The Met stor med 3798 stolepladser og dertil 267 ståpladser, som sælges på forestillingsdagen, og nok er der langt fra scenekanten til den bagerste række på den femte balkon. Men selv øverst oppe hører man fantastisk. Det skal man have med i overvejelserne, når det skal afgøres, om man vil være med til The Mets gigantiske 50 års jubilæumsgalla søndag den 7. maj 2017. Den enestående mulighed er der nemlig. Alle 3798 pladser er udsolgt, men som arrangør af rejser til The Met i over et kvart århundrede har Kjeld Madsen fra Mangaard Travel Group i Aarhus sikret sig billetter både i den billigere og i den dyrere ende samt til fire ”almindelige” operaopførelser, hvis jeg kan tillade mig at kalde forestillinger på min yndlingsoperascene for almindelige. 

Der venter et tilbud til de opera-begejstrede, som er noget af det mest spændende, det mest imponerende og det mest sjældne, en usædvanlig operaaften af en art, som man kun kan opleve den på The Met. Op imod 40 af verdens bedste operasangere samles den 7. maj for at genoplive højdepunkter fra The Mets første 50 år i det ”nye” prægtige operahus. The Met viser denne aften også højdepunkter fra nogle af de forestillinger, som er på vej. Det foregår scenisk til projektioner, der viser de oprindelige dekorationer. The Met regner selv med 59 forskellige projektioner i alt.

En lang operafest

Det tager tid, men hvilken tid. Jeg var med til et tilsvarende magnum-operashow, da vi fejrede The Mets grand old man, dirigenten James Levines 25 års jubilæum på The Met i år 2000. Han har forladt The Met fra den nye sæson, men til operafesten kommer han nu nok. Dengang begyndte den kl. 18.00, som det også gør denne gang, og med to pauser varede den til over midnat. Jeg ved ikke, om man har lært at stramme programmet yderligere denne gang, men stemningen var euforisk til det sidste dengang. Det er jo en aften, som også er noget helt specielt for sangerne og det fremragende Met-orkester, så den ekstra ydelse, som bæres frem, betyder en ekstra nydelse i den fyldte opera.

Det må nævnes, at festen kan afsluttes på den anden side af Broadway over for The Met og Mangaard-rejsens hotel, The Empire Hotel, der ligger et stenkast fra operaen. Flere gode restauranter har stadig åbent efter midnat, men reserver plads. Undervejs kan man også få lidt at spise og naturligvis drikke på selve operaen. Man har nok lært siden min aften dengang, at der også skal være mad til anden pause.

Alle tidens store sangere

Hvem vil man så få at høre? Naturligvis the grand old Placido Domingo, nu baryton. Hvem vil så få det største bifald, amerikanernes Renée Fleming eller russernes Anna Netrebko? De to har næppe stået på samme scene før. En lignende venskabelig match bliver der mellem to af mine egne favoritter, mezzosopranerne Elina Garanca og Susan Graham. De tre tenorer findes ikke længere, men vi kan forvente at høre Juan Diego Florez synge perlekæden af høje C’er i Donizettis ”Regimentets datter” sammen med Diana Damrau, og den unge Vittorio Grigoli vil konkurrere med polakken Piotr Beczala om at være den førende i det klassiske repertoire. Nyd dem alle i sammenligning med den ”gamle” Rolando Vilazon og bel canto fænomenet Matthew Polenzani, men det skal ikke undre mig, om det nyeste tenorfund Michael Fabia får det største bifald. Jonas Kaufmann? Han kommer ikke til New York i denne sæson, og han må aflyse ret ofte i denne tid. 

Der er andre sopraner end de to nævnte. Variationerne er noget af det pragtfulde sådan en aften. Skal det være en charmerende Rossini-sangerinde som Joyce di Donato eller en pragtfuld dramatisk sopran som Sonya Yoncheva for ikke at glemme den strålende Kristine Opolais. De store dybere mandsstemmer er der også. Vor tid bedste italiener-baryton (efter min mening) Zeljko Lucic og i det dybere Wagner-repertoire den begavede Michael Volle og den herlige René Pape. Listen kan fortsætte, og der dukker ikke et nyt stort navn op inden maj næste år, som The Met ikke vil indfange. Og så er der nok verdens bedste operaorkester, der på skift dirigeres af alle, der har dirigentnavn på The Met, inklusive chefdirigenten på The Met fra 2020 kanadieren Jannick Nézet-Séguin.

Læs nærmere

Mangaard Travels operarejse har afrejse fra København med SAS fredag den 5. maj og hjemrejse med ankomst til København lørdag den 13. maj. Der bliver heldagstur med bus og sejlads ud til Frihedsgudinden den 6., da der også bliver mulighed for en fornøjelig aften på Café Taci med middag og serverende operasangere. Den store jubilæumsaften på The Met er den 7. maj, og i de følgende dage kan man også vælge mellem billetter til fire operaopførelser, Wagners ”Den flyvende hollænder” med Michael Volle i titelpartiet, Amber Wagner og tenoren Jay Hunter Morris (to virkelige opdagelser) dirigeret af  Nézet- Séguin, Richard Strauss’ ”Rosenkavaleren” med Renée Fleming og Elena Garanca i Robert Carsens opsætning, Franco Alfanos verismo-opera ”Cyrano de Bergerac”, som er vanskelig at synge, men ikke vanskeligt tilgængelig. Roberto Alagna synger titelpartiet sammen med The Mets fejrede Patricia Racette.  Endelig dirigeres Mozarts ”Don Giovanni” af Placido Domingo(!) med Marcusz Kwiecien i titelpartiet, Erwin Schrott som Leporello og Angela Meade som Donna Anna. Mangaard-Travel har reserveret billetter i flere prislag. Det er muligt at forme sin egen operarejse.

Nærmere oplysninger og tilmelding Mangaard Travel Group, Elkjærvej 31, 8230 Åbyhøj, telefon 86 75 48 40, e-mail: kjeld@mangaard-travel.dk