af John Christiansen - d. 15. november 2016
Det er 225-året for Mozarts død. Deutsche Grammophon og Decca har udsendt 200 cd’er med hans musik komplet, mange alternativer og et par nye ajourførte bøger
Dagens citat: "Ohne Musik wäre alles nichts". Sagt af Johannes Chrystomus Wolfgangus Theophilius Mozart, som han blev døbt.
Komplette indspilninger af den ene eller den anden slags
musik eller af en komponists samtlige værker er blevet mere almindeligt. Hvorfor
købe én Beethoven-symfoni, når de alle ni ikke fylder væsentlig mere eller
endog ikke behøver at være meget dyrere?
Men Mozart komplet er det fornemste af alt. De tre store
selskaber i Universal har alle i et stort Mozart-år udsendt en samling. Philips
lagde ud i 1956 til 200års fødselsdagen. Udgivelsen var ikke komplet, men den
indeholdt mange betydelige indspilninger, som er musikalsk gods den dag i dag. Decca
fulgte efter til Mozarts 250-år i 2006 med en berømmet komplet udgave med 180
cd’er.
Ny forskning og
nyopdaget sang
Nu er det Deutsche Grammophons tur til sammen med Decca at
overgå alle med Mozart mere komplet og mere spændende end alle forgængerne. Anledningen er 225-året for Mozarts død. Der
er ikke fundet meget mere musik, men der er dog et enkelt nyt værk, en sang
komponeret af Mozarts i en venskabelig konkurrence med komponistkollegaen
Salieri. Den blev fundet i 2015. Så kan man med det samme slå fast, at filmen
og skuespillet Amadeus, som udstillede både Antonio Salieri og Mozart, for en
god del er digt og tom underholdning.
I de få år siden 2006-udgaven er der sket usædvanligt meget
i Mozart-forskningen. Sammen med 200 cd’er får man en ny stor biografi, skrevet
af professor på King’s College i London Cliff Eisen. Her er den seneste
forskning indarbejdet. Endnu flere af de gamle klicheer er smidt ud. En anden
hardback bog indeholder 30 eksperters kommentarer om en lang række af Mozarts
værker. Find et aktuelt værk og bliv inspireret og klogere på det på et
øjeblik. Der er for eksempel også indlagt fem tryk af originalt
Mozart-materiale. Og så er den nye reviderede Köchel-liste over Mozarts værker
endelig at se.
240 timers musik
På de 200 cd’er lytter man til 600 af verdens bedste
solister og 60 orkestre. Den nye nodeudgivelse, Die neue Mozart-Ausgabe har
haft indflydelse på valget af indspilninger. Det tager 240 timer, ti fulde døgn
at høre det hele. Med en ”arbejdsdag” på
otte timer er man gennem Mozart på en måned. Så får man et væld af fragmenter
og alt, hvad Mozart skrev af arrangementer af musik af Bach og Händel med.
Noget helt nyt er, at man har fundet de eksisterende
instrumenter fra Mozarts tid frem fra museer etc. og indspillet et par cd’er
med dem. Meget af det kronologiske grundstof er fra Decca-udgaven, men 70 % i den nye boks var
ikke med i Decca –udgaven. Heriblandt forskellige alternative indspilninger på
de sidste 30 cd’er, Billedet af Mozarts musik og tolkningen af den er udvidet
på en spændende måde.
Mozart 225. Det står som skrevet for 225-året for Mozarts
død. Mozart 225 kaldes den mest autoritative, komplette og videnskabelige cd-boks
udgivet af en enkelt komponists værk nogensinde. Med alt det ekstra stof må den
også kaldes den mest spændende, anderledes og opkvikkende cd-boks nogensinde. Alt
pakket ind i en stor fiffigt opbygget og nummereret kasse. Den vejer omkring 12
kilo. Find selv ud af prisen. Den er jo både høj – med sine 200 cd’er og alt
det andet – og lav - superbillig i betragtning af hvor meget gedigent man får.
Al musik af verdens største komponist, nå ja, som kun var 158
cm. høj/lav,er gjort aktuel. God fornøjelse.
Læs også omstående pladeanmeldelser af den nye ”Figaros bryllup” og af Anna Netrebkos seneste cd
kaldet ”Verisme”