af John Christiansen - d. 23. november 2016
Festspillene i Aix-en-Provence og Edinburgh spillede Mozarts ”Cosi fan tutte” omplantet til Afrika ”som en brutal og pinlig oplevelse for hvide”
Denne historie i flere lag er fra i sommer, men den har nogle
perspektiver, som gør den værd at tage op omend lidt forsinket. Jeg var der desværre
ikke selv. Min hovedkilde er den britiske avis The Guardian. Historien gælder
et sydafrikansk operakor, som var med i en opførelse af Mozarts ”Cosi fan
tutte”, først opført på festspillene i Aix-en-Provence og dernæst på
festspillene i Edinburgh. Måske overværede nogle af læserne den specielle og
kontroversielle, men overvejende godt modtagne forestilling?
Forargelsen kan trives på flere områder. Her er stof for
dem, som mener, at en operaopførelse skal være tro mod librettistens og
komponisters tanker og ide. Den sydfranske festival i Aix-en-Provence, som
generelt kan anbefales varmt, og den franske instruktør Christophe Honoré omplantede
historien fra 1700-tallets Napoli til Nordafrika, til Eritrea, i 1930’erne, da
Mussolini regerede i Italien. Guglielmo og Ferrando er et par italienske, strengt
styrede facistiske soldater, som keder sig, og som seksuelt og voldeligt
undertrykker deres lokale hvide veninder Fiordiligi og Dorabella, hvis forhold
til mændene til gengæld er fyldt af både foragt og begær. De fire samt Despina
og den gamle kyniker Don Alfonso synges af hvide sangere. Alfonso har kun rå
foragt til overs for kvinder, men allermest over for de sorte. Under ouverturen
ser man en sort pige danse calypso og blive voldtaget af en hvid soldat.
Den voldsomt provokative og udpræget seksuelle handling
kulminerer, da de to mænd med sortmalede ansigter forfører hinandens kærester
og voldtager sorte kvinder. The Guardians anmelder Chris Johnstons anmelder
konstaterer, at opførelsen for hvide, og det vil både i Aix-en-Provence og Edinburgh
sige for den langt overvejende del af det festspilklædte publikum, ”ofte er en
brutal og skamfuld oplevelse”, men han betragter forestillingen som ”en potent
teateroplevelse, en mørk krævende iscenesættelse som meget klart har noget at
sige vor tid”.
Skal man lade sig
forarge over en sådan forestilling? En gang imellem er den vel en nødvendighed?
Historie 2: Det
underbetalte kor
Forestillingen er sat op af festspillene i Aix-en-Provence.
Koret, som normalt i ”Cosi fan tutte” har meget lidt at gøre, var her tildelt
en langt større ”statist”rolle. De 12
sangere fik individuelle karakterer og var på scenen, hvor man normalt ikke ser
dem. De var samlet blevet hyret som en korgruppe fra Sydafrikas mest betydende
scene, Cape Town Opera (herefter CTO). Her ville man betale dem efter den
lokale tarif, hvilket omregnet betød fra 2.800 til godt 5.000 kr. for syv ugers
prøver og forestillinger med et temmelig hårdt arbejdsprogram.
Ved et tilfælde opdagede sangerne, at kontrakterne mellem Aix-festspillene
og CPT lød på meget højere beløb, omkring 30.000 kr. pr. sanger. De klagede
forgæves til CTO og antydede, ar de ville strejke. Så besluttede både Aix og
Edinburgh at ville betale honoraret individuelt til sangerne i stedet for til
CTO. I Edinburgh fik hver sanger ubetalt 4.500 kr. for hver af de tre
forestillinger, plus 270 kr. pr. dag under opholdet og gratis logi.
Da de 12 sangere og deres turleder vendte tilbage til Cape
Down, blev de fyret og desuden stillet for retten for at have modtaget
honorarerne foruden at have beholdt deres mindre godtgørelse fra CTO. Hvordan
retssagen gik, hvis den er færdig, ved jeg ikke.
”Den frihed og respekt vi erfarede i Aix gav enhver af os en
anden vision af, hvordan ethvert menneske skal behandles”, sagde et kormedlem
med 13 års arbejde bag sig i operaen i Cape Town. En anden fortalte, at den
oprindelige kontrakt med Aix-festspillene blev opdaget ved en fejltagelse. ”Vi
spurgte til den, men fik ingen direkte svar”. Nogle af sangerne mente, at
behandlingen af dem skyldtes, at de var sorte.
CTPs chef Michael Williams siger, at han altid har arbejdet
for at skaffe arbejde til kunstnere af alle racer. ”De forventede penge for
gæstespillet skulle være gået til operaen. Jeg arbejder for alle sydafrikanere,
for at skabe opera i alle townships. Jeg føler mig dybt disillusioneret og
skuffet. Hvad får vi ud af det? Kun hovedpine, dårlig presse og et ødelagt ry”.
Faktisk har Williams et godt ry for at arbejde flittigt på operaen og også for at
gøre det for den sorte befolkningsdel.
Alle er forargede. Har
alle ikke også en større eller mindre grund til at være det?
Historie 3: Publikum fik
penge tilbage på forhånd
I slutningen af august nåede forestillingen frem til Edinburgh,
men forinden fik festspilledelsen våde fødder efter at have læst det
frygtelige, som skete i den – læs ovenstående kapitel 1. Festspillene fik sendt
New York Times’ anmeldelse fra folk, som allerede havde købt billetter til
opførelserne i Edinburgh. Og festspillene tilbød at betale pengene tilbage til
alle, som ønskede det.
En talsmand for festspillene fortalte avisen The Scotsman: ”Vi
vil normalt give så megen information som muligt om en forestilling, når vi
åbner for billetsalget, men dette er en brand new samproduktion med
festspillene i Aix-en-Provence. Sagen er, at vi ikke nøjagtigt vidste, hvordan
den var, indtil vi så premieren i Frankrig i sidste måned. Vi vil ikke såre
nogen. Hvis nogen, som har købt en billet, ikke tror, at forestillingen er
passende for dem og ikke ønsker at komme, vil vi klart prøve at hjælpe dem”.
The Scotsmans operaanmelder Ken Walton betegnede
festspillenes beslutning på forhånd at betale penge tilbage som et mål af panik:
”Hvis man vil sætte noget kontroversielt op - som man kunne forvente at dette
ville blive med instruktøren Christopher Honorés ry - hvorfor så ikke have så
meget selvtillid at se på hele forløbet uden at undskylde på forhånd. Anmeldelserne (fra Frankrig) var at læse og en
video af forestillingen at se, så enhver kunne gøre sit hjemmearbejde og dømme
for sig selv”.
Jeg ved ikke, hvor mange der ville have pengene tilbage, men
de tre annoncerede opførelser var alle næsten udsolgt, og begejstringen betegnes
som stor.
Er det så også foragteligt
med festspilledelsens blanding af angst og måske også foragt for sit publikum?
Korte læserkommentarer
modtages gerne.
Scenebillede fra
forestillingen. Foto: Pascal Victor, ArtConArt.