Dagens citat: ”Oplever vi det samme, når vi læser en bog, hører et stykke musik eller ser en forestilling? Ikke altid. Berlingske dobbeltanmelder fremover en række væsentlige værker. I sidste uge anmeldte kulturredaktør Anne Sophia Hermansen og historiker Bent Blüdnikow politikeren Ritt Bjerregaards erindringer. Nu har både operaredaktør Søren Schauser og erhvervsmand Asger Aamund været til premiere på Verdis opera »Rigoletto«”.

Sådan præsenterer Berlingske Tidende et nyt kulturtiltag, og jcklassisk.dk. lader troligt avisens ord  gå videre til vore læsere. Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen vil lade en række kendisser komme til som dobbeltanmeldere ved siden af bladets egne specialister. Jeg hørte først om det i ”Presselogen”, TV 2 News’ faste søndagsprogram, hvor ledende pressefolk tager pulsen på egne kiksere og bedrifter. Ingen af dem gik ind for Berlingske Tidendes ide. Det er forståeligt nok, for er det ikke svært at komme væk fra, at ideen mest lugter af snobberi for kendisser? Naturligvis kan der også komme lidt anderledes læseværdigt frem, når fremragende kulturskribenter skal ytre sig på andre områder end deres eget professionelle, men alligevel har Anne Sophia Hermansens idé efter min opfattelse fået hoppet avisen med på det aktuelle skråplan, som det er ikke at tage den professionelle fagindsigt alvorligt nok i forhold til at POPularisere.

Bemærkelsesværdigt endte både Berlingskes operaredaktør og erhvervsmanden med at give seks stjerner, men det nævnes her kun som et kuriosum. Stjerneafgivning er jo for overfladisk et system til at fortælle om ret meget. Der er jo også forskellige veje, som man kan finde frem til stjerneglæderne på. Forestillingen ”Rigoletto” på Operaen er moderne musikteater, som det ofte er umuligt at finde hoved og hale på, og så brydes meningerne let. Så er det et ekstra gode for læseren at være fortrolig med anmelderens faglige ekspertise for at forstå, hvad det måske går ud på.

Jeg vil nøjes med at kort at citere en enkelt af de to-stjernede anmeldelser af Verdis ”Rigoletto” på Operaen, nemlig Gregers Dirckinck-Holmfelds rubrik på nettet: ”RÆDSOMT - trods glimrende sang og orkesterspil”.

Og så til det mere fredelige, men her også mere alvorlige: Spændende nye klaver-cd’er af vidt forskellig art. Jeg kan anbefale dem alle, om end ikke for alle, men der er i hvert fald noget at finde for alle jcKlassik’s læsere. Rækkefølgen af de nedenstående anmeldelser betyder ikke noget specielt.  

En samling rariteter og klaverperler

Hvert år i slutningen af august bydes der i den charmerende vestkystby Husum i Slesvig på en gedigen klaverfestival, hvor klavertalenter fra den halve verden mødes på slottet og spiller sjældent hørt klavermusik. Og hvert år kommer Danacords Jesper Buhl til Husum for at optage koncerterne og sammen med festspillenes leder Peter Froundjian at stykke en cd sammen med highlights fra festivalen, som ligger parat, når stampublikummet kommer igen næste år. Det betyder, at cd’en fra 2016 er parat nu.  

Sådan har det været i 30 år. Det er en imponerende række af optagelser fra 30 festivaler med det samme cover, men naturligvis med årstallet skiftet ud. Farven er også forskellig. Jo, 30 forskellige varianter. Og alle 30 cd’er kan stadig fås hos Danacord i København eller hos de stadig færre pladeforretninger, som nu eksisterer herhjemme. De er et samlerobjekt i stil med juleplatter, om end måske ikke så efterspurgte. Jo, for rigtige klaverfans. Jeg har anmeldt de fleste af dem i min tid på Jyllands-Posten, men sjældent har jeg lyttet med så stor fornøjelse som til den seneste årgang 2016 med optagelser fra jubilæumsåret nummer 30. Sven Will står for optagelserne, og de klingen virkelig fornemt. De 22 stykker musik er spændende afvekslende både i indhold og i udførelse af ni forskellige solister og to duoer – hvis jeg tæller rigtigt. 78 og et halvt minuts spændende musik.   

I det brogede program er der langt mest musik fra 1800-tallet og lidt mindre fra første del af 1900-tallet. Netop de 150 år var også klaverets store tid. Der hviler generelt et romantisk skær over cd’en. Der er nyt at opdage, men der er ret naturligt ingen nutidsmusik, hvilket mange klavervenner måske ikke vil være kede af. For de fleste læsere vil godt halvdelen af komponistnavnene være velkendte. For dog at nævne et par titler, er der også et par kuriositeter spændende fortolket, Mozarts ouverture til ”Tryllefløjten” for klaverduo og Wagners ”Feuerzauber” fra ”Valkyrien” som en oplevelse for soloklaver. Jo, klavervenner kan glæde sig (Danacord DACOCD 789).  

Amerikanske rariteter

Danacord har specialiseret sig lidt i tilsvarende usædvanlige antologier. En så fremragende pianist som Cecile Licad, født i Manila, har foreløbig i to omgange indspillet amerikansk klavermusik. Hun blev undervist af sin mor, fra hun var tre år, og hun debuterede offentligt med en Beethoven-koncert, da hun var syv år. Som 12-årig flyttede hun til USA, hvor hendes hovedlærer blev den berømte Rudolf Serkin. Læg mærke til de mange lighedspunkter i hendes karriere med russeren Evgeny Kissins, som slutter denne pladeartikel. Hendes klaverspil er, hvad jeg vil kalde dejligt naturligt.  

På det første sæt spiller hun ”American First Sonatas” af Reinagle, Mac Dowell, Griffes og Siegmeister. Vi kender vist højst til de to mellemste af dem. Sæt nummer to byder på to cd’er med ”Music of the Night”, altså nocturner. Her kender vi flere af komponisterne, Georges Crumb, den mest avantgarde-musiker af dem alle, videre naturligvis Samuel Barber, den schweizisk-fødte Ernest Bloch, Charles Griffes igen,  og selvfølgelig Aaron Copland.

Klassisk musik af amerikanske komponister må naturligvis hentes fra en kortere periode. Den ældste komponist her er Louis M. Gottschalk født i 1829. De fleste er født senere i 1800-tallet og komponerede flittigt i 1900-tallet. Amerikansk musik? Jo, nogle har deres new world særpræg, men der er en del, som man i en musikalsk hvem ved hvad ville fastslå var europæere. Der er så mange af begge slags her, at det bliver umuligt at skrive om dem. Men det er i alt tre cd’er for nysgerrige klaverelskere. Og som nysgerrig vil man kunne gå på opdagelse og finde nyt, omend måske ikke det samme for alle. (Vol 1, én cd, Danacord DACOCD 774, vol. 2, to cd’er DACOCD 783-84).

Drømme og grå skyer

Den norske pianist Pål Eide er født i Bergen, men han studerede på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, senere også på Tjaikovskij-konservatoriet i Moskva. Han er med sin familie blevet boende i Danmark, også som udgangsland for sin internationale koncertvirksomhed. Hans anden solo cd er også optaget i Hamburg. Man føler, at Eide virkelig har gennemtænkt og gennemlevet opbygningen af musikken på pladen. Jeg har som lytter følt mig fasttømret i en større helhed. Det må ikke misforstås i retning af, at Franz Liszt, Maurice Ravel, Claude Debussy og Igor Stravinskij ikke fortolkes som de store individualister, som de er, for det bliver de. Men de afspejler her hinanden på en overraskende rig måde, samtidig med de forbliver sig selv. Det er for mig en ekstra gevinst ved denne spændende klaverplade.

Franz Liszt indleder og afslutter. Liszt besøgte sin svigersøn Richard Wagner i Venezia i 1882, året før Wagners død. Han drømte en nat, at en gondol sejlede ned ad Canale Grande med en ligkiste, og Liszt tænkte, at det kunne have været et forvarsel om Wagners død. Han skrev da klaverstykket ”La lugubre gondula” (Begravelsesgondolen). Antagelig skrev han så ”La lugbra gondula II” tre år senere som et varsel om sin egen død. Gondolmusikken indleder stemnings-intensivt sammen med Liszts tidligere og om Debussys mindende stykke ”Nuages gris” (Grå skyer, som også er pladens titel: Grey Clouds). Visionerne fortsætter i Ravels ”Gaspard de la nuit” (Nattesyner) i tre billeder af en havfrue, en morder hængende på galgen og af en elendig stakkels dansende dværg. Fire stykker af den store impressionist Debussy fortsætter naturligt med ”Reflets dans l’eau” (Spejlbilleder) og ”Den sunkne katedral”. Vi får også den med rette ovenud populære ”Clair de lune” (Måneskin). Tre uddrag fra Stravinskijs ballet om dukken Petrusjka”, som han selv skrev om for klaveret, tilhører denne drømmende verden, som vi på cd’en får i så mange varianter. Pål Eide spiller den flotte, tætte klaverstemme så imponerende, at man her nærmest hører det oprindelige orkester bag samtidig (CDKlassisk cdk 1143).

Nostalgi for de overlevende

Kan Victor Schiøler sælges endnu? Danacord har udsendt sin anden cd med den populære pianist, som erobrede dansk tv i dets ungdom. Det er endda et dobbeltsæt med Tono- og HMV-indspilninger fra 1950’erne. Men Claus Byrith har igen overført gammel dansk guld til en nyere og bedre klang, så de musikelskere, som har alderen til det, vil glædes over, hvor godt det klinger. I et tilfælde vil det være den rene nostalgi. Tjaikovskijs b-mol klaverkoncert, som Schiøler indspillede to gange i 1945 og 1950 – den sidste er med her – på fire 78-plader. Men det var den effektfulde indledning, som de fleste gik efter.  De havde hørt den i biografen som reklame for Barbett-barberblade og kaldte den ”Barbett-koncerten”. Victor Schiølers indspilning med Radiosymfoniorkestret og Erik Tuxen er - stadig - fejende flot og musikalsk spændende. Jeg foretrækker den frem for de fleste nyere, som jeg har hørt.

Solo med Schiøler får man også i Schumanns ”Karneval”, i Brahms og i Mozarts dengang også populære c-mol-fantasi. (Jeg gik i folkeskolen i klasse med en dreng, som spilede netop Tjaikovskij, men kun Barbett-optakten” og Mozart, som var vanskeligere for ham. Men jeg var imponeret af hans Tjaikovskij). To andre værker, som stadig er værd at lytte til, er Beethovens ”Kreutzer”-sonate med den store violinist Emil Telmányi og Schuberts B-dur trio med violinisten Henry Holst og cellisten Erling Blöndal Bengtsson foruden Schiøler. Jo, det er nu gammel toneguld. (The Great Danish Pianist Victor Schiøler, vol. 2. To cd’er. Danacord DACOCD 781-782).  

Et vidunderbarn er blevet større

Vi slutter på den store internationale scene, for der hører den russiskfødte pianist Evgeny/Jevgenij Kissin hjemme. Hans forrygende internationale karriere begyndte som vidunderbarn. Han debuterede som seks-årig og gav sin første koncert med orkester som ti-årig. Dengang rejste han relativt frit rundt i verden sammen med sin mor, som også var hans musiklærer. Vi fik indtryk af, at hun førte ham i stramme tøjler. Han imponerede både som virtuos og som en meget følelsesfuld klaverspiller, og han indspillede plader med tidens største dirigenter. Flere af læserne har måske hans tolkning af Tjakovskijs popuiære b-mol klaverkoncert under Herbert von Karajan. For Deutsche Grammophon indspillede han også plader med Claudio Abbado. Som voksen flyttede han til USA, men som jøde blev han britisk og israelsk statsborger efter seneste århundredeskifte

Han vender nu tilbage til Deutsche Grammophon efter 25 års pause fra selskabet og ti års pause fra pladestudiet med en dobbelt-cd med udvalgte Beethoven-værker. Trods hans store pianistisk virtuose kunnen, som kunne have ført ham nærmere mere virtuost bevidste komponister, er Beethoven forblevet hans yndlingskomponist. Han tolker Beethoven med en stor inderlighed kombineret med en egen friskhed, altså netop med den omtalte dobbelthed af fri virtuoseri og ydmyg følelsesfuldhed. Resultatet er en fantastisk klarhed, som åbner for Beethovens dobbeltbundethed. Karakteristisk for cd’en er også, at Kissin selv har udvalgt værkerne af sine koncertoptagelser mellem 2006 og 2012, altså i vekslende lokaliteter og på forskellige instrumenter. Det er også spændene at høre, hvordan det inspirerer ham. Kissin understreger, at det at spille for et publikum inspirerer ham yderligere. Det er noget af det fantastiske, når man betænker, at mange vidunderbørn på en eller anden måde går i står i deres voksne udvikling, at det ikke er sket for Kissin. Tværtimod.

Kissin har fra Beethovens store klaverrepertoire valgt værker, som fortæller om komponistens udvikling. De 32 variationer over eget tema i c-mol står for sig, og det er herligt at høre de fine nuancer, han henter frem i kontrasterne i variationerne. Resten er fem udvalgte sonater af Beethovens 32, også nogle af de mest populære, således nr. 14 i cis mol, som er kendt som ”Måneskinssonaten”, men både her og i nr. 23, ”Appassionata”s personligt temperamentsfyldte virtuose kraft får man fremførelser, som bringer nye sider frem ved siden af de indspilninger, som man måtte have i forvejen. Den næste sonate i rækken, nr. 26 i rækken, kaldet ”Les Adieux” er for mig en af de mest bevægende også her, hvor den spilles med en kolossal åbenhed. De tre satser kan betragtes som programmatiske over de forbundne livstemaer afsked, fravær og gensyn. Slutapoteosen er sonaten nr. 32 i c-mol, den store opus 111 i to satser, hvor Beethoven er nået langt, imellem foruroligende langt, men bagved hører man Beethovens kamp med døvheden. De seks værker på Kissins cd kan også høres som en historie, Beethovens historie (To cd’er, DG 479 75819).

Jeg må vist undskylde, at denne artikel er blevet så lang, men der er jo så meget godt at skrive om – heldigvis ikke altid for de samme læsere.