af John Christiansen - d. 23. september 2017
Det gælder klavermusik både for almindelige musikelskere og for fagfolk. Men først dagens citat om, ja, er det nu et spændende tiltag eller en ny gang overfladisk pop?
Dagens citat: ”Oplever vi det samme, når vi læser en bog,
hører et stykke musik eller ser en forestilling? Ikke altid. Berlingske
dobbeltanmelder fremover en række væsentlige værker. I sidste uge anmeldte
kulturredaktør Anne Sophia Hermansen og historiker Bent Blüdnikow politikeren
Ritt Bjerregaards erindringer. Nu har både operaredaktør Søren Schauser og
erhvervsmand Asger Aamund været til premiere på Verdis opera »Rigoletto«”.
Sådan præsenterer Berlingske Tidende et nyt kulturtiltag, og
jcklassisk.dk. lader troligt avisens ord
gå videre til vore læsere. Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia
Hermansen vil lade en række kendisser komme til som dobbeltanmeldere ved siden
af bladets egne specialister. Jeg hørte først om det i ”Presselogen”, TV 2 News’
faste søndagsprogram, hvor ledende pressefolk tager pulsen på egne kiksere og bedrifter.
Ingen af dem gik ind for Berlingske Tidendes ide. Det er forståeligt nok, for er
det ikke svært at komme væk fra, at ideen mest lugter af snobberi for kendisser?
Naturligvis kan der også komme lidt anderledes læseværdigt frem, når fremragende
kulturskribenter skal ytre sig på andre områder end deres eget professionelle,
men alligevel har Anne Sophia Hermansens idé efter min opfattelse fået hoppet avisen
med på det aktuelle skråplan, som det er ikke at tage den professionelle fagindsigt
alvorligt nok i forhold til at POPularisere.
Bemærkelsesværdigt endte både Berlingskes operaredaktør og erhvervsmanden
med at give seks stjerner, men det nævnes her kun som et kuriosum. Stjerneafgivning
er jo for overfladisk et system til at fortælle om ret meget. Der er jo også forskellige
veje, som man kan finde frem til stjerneglæderne på. Forestillingen ”Rigoletto”
på Operaen er moderne musikteater, som det ofte er umuligt at finde hoved og
hale på, og så brydes meningerne let. Så er det et ekstra gode for læseren at være
fortrolig med anmelderens faglige ekspertise for at forstå, hvad det måske går ud på.
Jeg vil nøjes med at kort at citere en enkelt af de to-stjernede
anmeldelser af Verdis ”Rigoletto” på Operaen, nemlig Gregers Dirckinck-Holmfelds
rubrik på nettet: ”RÆDSOMT - trods
glimrende sang og orkesterspil”.
Og så til det mere fredelige, men her også mere alvorlige: Spændende
nye klaver-cd’er af vidt forskellig art. Jeg kan anbefale dem alle, om end ikke
for alle, men der er i hvert fald noget at finde for alle jcKlassik’s læsere. Rækkefølgen
af de nedenstående anmeldelser betyder ikke noget specielt.
En samling rariteter
og klaverperler
Hvert år i slutningen af august bydes der i den charmerende
vestkystby Husum i Slesvig på en gedigen klaverfestival, hvor klavertalenter
fra den halve verden mødes på slottet og spiller sjældent hørt klavermusik. Og
hvert år kommer Danacords Jesper Buhl til Husum for at optage koncerterne og
sammen med festspillenes leder Peter Froundjian at stykke en cd sammen med highlights
fra festivalen, som ligger parat, når stampublikummet kommer igen næste år. Det
betyder, at cd’en fra 2016 er parat nu.
Sådan har det været i 30 år. Det er en imponerende række af
optagelser fra 30 festivaler med det samme cover, men naturligvis med årstallet
skiftet ud. Farven er også forskellig. Jo, 30 forskellige varianter. Og alle 30
cd’er kan stadig fås hos Danacord i København eller hos de stadig færre
pladeforretninger, som nu eksisterer herhjemme. De er et samlerobjekt i stil
med juleplatter, om end måske ikke så efterspurgte. Jo, for rigtige klaverfans.
Jeg har anmeldt de fleste af dem i min tid på Jyllands-Posten, men sjældent har
jeg lyttet med så stor fornøjelse som til den seneste årgang 2016 med optagelser
fra jubilæumsåret nummer 30. Sven Will står for optagelserne, og de klingen
virkelig fornemt. De 22 stykker musik er spændende afvekslende både i indhold
og i udførelse af ni forskellige solister og to duoer – hvis jeg tæller
rigtigt. 78 og et halvt minuts spændende musik.
I det brogede program er der langt mest musik fra
1800-tallet og lidt mindre fra første del af 1900-tallet. Netop de 150 år var
også klaverets store tid. Der hviler generelt et romantisk skær over cd’en. Der
er nyt at opdage, men der er ret naturligt ingen nutidsmusik, hvilket mange
klavervenner måske ikke vil være kede af. For de fleste læsere vil godt
halvdelen af komponistnavnene være velkendte. For dog at nævne et par titler,
er der også et par kuriositeter spændende fortolket, Mozarts ouverture til ”Tryllefløjten”
for klaverduo og Wagners ”Feuerzauber” fra ”Valkyrien” som en oplevelse for
soloklaver. Jo, klavervenner kan glæde sig (Danacord
DACOCD 789).
Amerikanske rariteter
Danacord har specialiseret sig lidt i tilsvarende usædvanlige
antologier. En så fremragende pianist som Cecile Licad, født i Manila, har foreløbig
i to omgange indspillet amerikansk klavermusik. Hun blev undervist af sin mor,
fra hun var tre år, og hun debuterede offentligt med en Beethoven-koncert, da
hun var syv år. Som 12-årig flyttede hun til USA, hvor hendes hovedlærer blev
den berømte Rudolf Serkin. Læg mærke til de mange lighedspunkter i hendes karriere
med russeren Evgeny Kissins, som slutter denne pladeartikel. Hendes klaverspil
er, hvad jeg vil kalde dejligt naturligt.
På det første sæt spiller hun ”American First Sonatas” af Reinagle,
Mac Dowell, Griffes og Siegmeister. Vi kender vist højst til de to mellemste af
dem. Sæt nummer to byder på to cd’er med ”Music of the Night”, altså nocturner. Her kender vi
flere af komponisterne, Georges Crumb, den mest avantgarde-musiker af dem alle,
videre naturligvis Samuel Barber, den schweizisk-fødte Ernest Bloch, Charles
Griffes igen, og selvfølgelig Aaron
Copland.
Klassisk musik af amerikanske komponister må naturligvis hentes
fra en kortere periode. Den ældste komponist her er Louis M. Gottschalk født i
1829. De fleste er født senere i 1800-tallet og komponerede flittigt i
1900-tallet. Amerikansk musik? Jo, nogle har deres new world særpræg, men der
er en del, som man i en musikalsk hvem ved hvad ville fastslå var europæere. Der
er så mange af begge slags her, at det bliver umuligt at skrive om dem. Men det
er i alt tre cd’er for nysgerrige klaverelskere. Og som nysgerrig vil man kunne
gå på opdagelse og finde nyt, omend måske ikke det samme for alle. (Vol 1, én cd, Danacord DACOCD 774, vol. 2, to
cd’er DACOCD 783-84).
Drømme og grå skyer
Den norske pianist Pål Eide er født i Bergen, men han
studerede på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, senere også på
Tjaikovskij-konservatoriet i Moskva. Han er med sin familie blevet boende i Danmark,
også som udgangsland for sin internationale koncertvirksomhed. Hans anden solo cd
er også optaget i Hamburg. Man føler, at Eide virkelig har gennemtænkt og
gennemlevet opbygningen af musikken på pladen. Jeg har som lytter følt mig fasttømret
i en større helhed. Det må ikke misforstås i retning af, at Franz Liszt,
Maurice Ravel, Claude Debussy og Igor Stravinskij ikke fortolkes som de store individualister,
som de er, for det bliver de. Men de afspejler her hinanden på en overraskende rig
måde, samtidig med de forbliver sig selv. Det er for mig en ekstra gevinst ved
denne spændende klaverplade.
Franz Liszt indleder og afslutter. Liszt besøgte sin
svigersøn Richard Wagner i Venezia i 1882, året før Wagners død. Han drømte en
nat, at en gondol sejlede ned ad Canale Grande med en ligkiste, og Liszt
tænkte, at det kunne have været et forvarsel om Wagners død. Han skrev da klaverstykket
”La lugubre gondula” (Begravelsesgondolen). Antagelig skrev han så ”La lugbra
gondula II” tre år senere som et varsel om sin egen død. Gondolmusikken
indleder stemnings-intensivt sammen med Liszts tidligere og om Debussys
mindende stykke ”Nuages gris” (Grå skyer, som også er pladens titel: Grey
Clouds). Visionerne fortsætter i Ravels ”Gaspard de la nuit” (Nattesyner) i tre
billeder af en havfrue, en morder hængende på galgen og af en elendig stakkels dansende
dværg. Fire stykker af den store impressionist Debussy fortsætter naturligt med
”Reflets dans l’eau” (Spejlbilleder) og ”Den sunkne katedral”. Vi får også den
med rette ovenud populære ”Clair de lune” (Måneskin). Tre uddrag fra Stravinskijs
ballet om dukken Petrusjka”, som han selv skrev om for klaveret, tilhører denne
drømmende verden, som vi på cd’en får i så mange varianter. Pål Eide spiller
den flotte, tætte klaverstemme så imponerende, at man her nærmest hører det
oprindelige orkester bag samtidig (CDKlassisk
cdk 1143).
Nostalgi for de overlevende
Kan Victor Schiøler sælges endnu? Danacord har udsendt sin anden
cd med den populære pianist, som erobrede dansk tv i dets ungdom. Det er endda et
dobbeltsæt med Tono- og HMV-indspilninger fra 1950’erne. Men Claus Byrith har
igen overført gammel dansk guld til en nyere og bedre klang, så de musikelskere,
som har alderen til det, vil glædes over, hvor godt det klinger. I et tilfælde
vil det være den rene nostalgi. Tjaikovskijs b-mol klaverkoncert, som Schiøler
indspillede to gange i 1945 og 1950 – den sidste er med her – på fire 78-plader.
Men det var den effektfulde indledning, som de fleste gik efter. De havde hørt den i biografen som reklame for
Barbett-barberblade og kaldte den ”Barbett-koncerten”. Victor Schiølers
indspilning med Radiosymfoniorkestret og Erik Tuxen er - stadig - fejende flot og
musikalsk spændende. Jeg foretrækker den frem for de fleste nyere, som jeg har
hørt.
Solo med Schiøler får man også i Schumanns ”Karneval”, i
Brahms og i Mozarts dengang også populære c-mol-fantasi. (Jeg gik i folkeskolen
i klasse med en dreng, som spilede netop Tjaikovskij, men kun Barbett-optakten”
og Mozart, som var vanskeligere for ham. Men jeg var imponeret af hans
Tjaikovskij). To andre værker, som stadig er værd at lytte til, er Beethovens ”Kreutzer”-sonate
med den store violinist Emil Telmányi og Schuberts B-dur trio med violinisten Henry
Holst og cellisten Erling Blöndal Bengtsson foruden Schiøler. Jo, det er nu gammel
toneguld. (The Great Danish Pianist Victor
Schiøler, vol. 2. To cd’er. Danacord DACOCD 781-782).
Et vidunderbarn er
blevet større
Vi slutter på den store internationale scene, for der hører
den russiskfødte pianist Evgeny/Jevgenij Kissin hjemme. Hans forrygende internationale
karriere begyndte som vidunderbarn. Han debuterede som seks-årig og gav sin
første koncert med orkester som ti-årig. Dengang rejste han relativt frit rundt
i verden sammen med sin mor, som også var hans musiklærer. Vi fik indtryk af,
at hun førte ham i stramme tøjler. Han imponerede både som virtuos og som en
meget følelsesfuld klaverspiller, og han indspillede plader med tidens største dirigenter.
Flere af læserne har måske hans tolkning af Tjakovskijs popuiære b-mol
klaverkoncert under Herbert von Karajan. For Deutsche Grammophon indspillede
han også plader med Claudio Abbado. Som voksen flyttede han til USA, men som
jøde blev han britisk og israelsk statsborger efter seneste århundredeskifte
Han vender nu tilbage til Deutsche Grammophon efter 25 års
pause fra selskabet og ti års pause fra pladestudiet med en dobbelt-cd med
udvalgte Beethoven-værker. Trods hans store pianistisk virtuose kunnen, som
kunne have ført ham nærmere mere virtuost bevidste komponister, er Beethoven forblevet
hans yndlingskomponist. Han tolker Beethoven med en stor inderlighed kombineret
med en egen friskhed, altså netop med den omtalte dobbelthed af fri virtuoseri
og ydmyg følelsesfuldhed. Resultatet er en fantastisk klarhed, som åbner for Beethovens
dobbeltbundethed. Karakteristisk for cd’en er også, at Kissin selv har udvalgt værkerne
af sine koncertoptagelser mellem 2006 og 2012, altså i vekslende lokaliteter og
på forskellige instrumenter. Det er også spændene at høre, hvordan det
inspirerer ham. Kissin understreger, at det at spille for et publikum
inspirerer ham yderligere. Det er noget af det fantastiske, når man betænker, at
mange vidunderbørn på en eller anden måde går i står i deres voksne udvikling,
at det ikke er sket for Kissin. Tværtimod.
Kissin har fra Beethovens store klaverrepertoire valgt
værker, som fortæller om komponistens udvikling. De 32 variationer over eget
tema i c-mol står for sig, og det er herligt at høre de fine nuancer, han
henter frem i kontrasterne i variationerne. Resten er fem udvalgte sonater af
Beethovens 32, også nogle af de mest populære, således nr. 14 i cis mol, som er
kendt som ”Måneskinssonaten”, men både her og i nr. 23, ”Appassionata”s
personligt temperamentsfyldte virtuose kraft får man fremførelser, som bringer
nye sider frem ved siden af de indspilninger, som man måtte have i forvejen. Den
næste sonate i rækken, nr. 26 i rækken, kaldet ”Les Adieux” er for mig en af de
mest bevægende også her, hvor den spilles med en kolossal åbenhed. De tre
satser kan betragtes som programmatiske over de forbundne livstemaer afsked,
fravær og gensyn. Slutapoteosen er sonaten nr. 32 i c-mol, den store opus 111 i
to satser, hvor Beethoven er nået langt, imellem foruroligende langt, men bagved
hører man Beethovens kamp med døvheden. De seks værker på Kissins cd kan også
høres som en historie, Beethovens historie (To
cd’er, DG 479 75819).
Jeg må vist undskylde, at denne artikel er blevet så lang,
men der er jo så meget godt at skrive om – heldigvis ikke altid for de samme
læsere.