af John Christiansen - d. 3. oktober 2017
Introduktion til Den jyske Operas charmerende ”Kærlighedsdrikken”, en lille operahistorie, som er et større mesterværk, end man nok tror
For tredje gang – i hvert fald – opfører Den jyske Opera
Donizettis ”L’elisir d’amore” Og det kaldes operaen verden over enten på originalt
italiensk eller oversat direkte til mange sprog som ”Kærlighedsdrikken”. Det er
lige undtagen i Danmark af alle lande, hvor man har holdt fast i at kalde den
”Elskovsdrikken”. Det har sin egen historie. Operaen blev uropførrt i operabyen
Milano i 1832 på Teatro della Canobbiana, hvor flere kendte operaer fra tiden
omkring blev førsteopført. Kun ni år efter i 1841 kom en rejsende italiensk
operatrup til København og gav 72 opførelser af forskellige operaer, hvoraf
”L’elisir d’amore” vakte størst opmærksomhed. Men da den var ukendt, skulle den
først sælges, og så blev ordet kærlighed falsk oversat til elskov. Den blev en
stor succes og slog sig fast som ”Elskovsdrikken”. Da den første danske
opførelse fandt sted på Det kgl. Teater i 1856, var det så en selvfølgelig sag
at kalde den det.
Problemet er, at elskov stort set betød det samme som sex i
dag, blot med en mere romantisk klang, men der er ikke anelse af sex i
Donizettis gnistrende og fine musikalske fortælling om ung kærlighed. Nu tager
Den jyske Opera på tur rundt i landet og spiller ”Elskovsdrikken” fra den 6.
oktober i Odense til afslutningen i Aarhus den 4. december. Aldrig har Den
jyske Opera været på så spredt en turné. Vi får så at se, om instruktøren har
indlagt rigtige elskovsscener. Det er
i alle tilfælde den samme opera, som jeg her stædigt vil kalde ved det originale ”Kærlighedsdrikken”.
Angående spilledage og spillesteder, medvirkende
og andet, så tryk blot på annoncen øverst til højre, og et væld af oplysninger
kommer frem
Komisk eller lyrisk
opera?
”Kærligheddrikken” regnes stadig som en af de førende
buffooperaer, komiske operaer, efter Rossinis ”Barberen i Sevilla” og Donizettis
egen ”Don Pasquale”. Og som sådan begynder den. Men på vejen skifter den
karakter. Det tiltagende kærlighedsforhold mellem bondeknøsen Nemorino (lyrisk
tenor) og den attråede Adina (lyrisk koloratursopran), en rig forpagterske, får
en mere alvorlig og mere følsom karakter.
Der er to personer, som hører hjemme i buffooperaen, Officeren
og Nemorinos rival Belcore (baryton i den lyriske retning) og sælgeren af
kærlighedsdrikken, som i virkeligheden er en god rød landvin, den omrejsende
medicus Dulcamara (buffobas). I øvrigt: Sikke en chance for de mange arrangører
på turnéen at få en ekstra udskænkning i gang til forestillingerne: En god
rødvin solgt som ægte elskovsdrik. Donizetti skrev også en opera, som passer
ideelt sammen med et ekstra glas.
Første billede
Man bliver i godt humør af ”Kærlighedsdrikken” - med eller uden
et glas i hånden. Man opdager Donizettis mesterskab fra begyndelsen. Det første
billede bæres af de tre hovedsangere, som hver synger en cavatina, en kort
arie, som er lyrisk i karakteren uden koloraturer. Manglen her skyldes indholdet. Adina har ellers et stærkt udsmykket sangparti. Det fine er, at de
tre cavatina’er fortæller hver sit om de tre personer, så vi straks lærer dem
at kende. Nemorino er sky og forsigtig, men hans forelskelse i Adina, som
befinder sig på et højere strå, er ægte og varm. Hun er både rigere på penge og
mere kold i tanke, og man forstår, at det ikke er første gang, at hun afviser
Nemorinos kærlighedserklæring.
Adinas cavatina er en oplæsning af den gamle
vandrefortælling om Tristan og Isolde. Men hun røber i sin oplæsning intet engagement
i parrets ubrydelige og katastrofale kærlighedshistorie. Først senere viser det
sig, at også hun har et følsomt sind.
En trommehvirvel annoncerer en soldatertrup anført af den
pralende Belcore, som har fået tildelt indkvartering i Adinas hus. Han lægger straks
an på Adina, og hun føler sig smigret på trods af hans arrogante optræden, men
hun får udskudt sit afgørende svar til officeren. Hun afviser også nok lidt
legende Nemorinos jalousi og gentagne kærlighedserklæring.
Donizettis mesterskab viser sig også på måden, han
opbygger scenen med tre ellers selvstændige små arier efter tur. Han drager det
medlevende kor stærkt ind. Koret, altså landsbybefolkningen har i operaen sin
egen styrende kraft til at få handlingsforløbet til at glide. Her i første
scene mobber de Nemorino, men om han virker latterlig eller ej, er overladt til
instruktøren og sangeren at bestemme. Musikken er ikke latterliggørende. Koret
er nærmest en ekstra hovedperson. Det er derfor også ekstra spændende, hvor
meget den britiske instruktør Harry Fehr formår at hente de mange sceniske muligheder
frem, som vi ved er netop i Den jyske Operas kor.
Andet billede
Nu dukker den snakkesalige kvaksalver Dulcamara op i
landsbyen og tilbyder sit vidundermiddel, der virker mod alle skavanker og
sygdomme. Den naive Nemorino fatter håb og spørger, om han også har dronning
Isoldes kærlighedsdrik. Naturligvis har Dulcamara den. Men han advarer om, at den
først virker efter 24 timer. Sådan vil han for længst være ude af byen, når
falskneriet med landvinen opdages.
Der sker en første omvæltning med Nemorino. Vidunderdrikkens
promiller virker, og han forkynder glad, at hans kærlighedssorg vil være overstået
dagen efter. Det pikerer Adina så meget, at hun lover Belcore at ægte ham seks
dage senere. Men det generer ikke længere Nemorino, der ”ved”, at Adina vil
ligge for hans fødder dagen efter. Men da Belcore får ordre om, at han og
regimentet skal afrejse dagen efter, indvilliger Adina endnu mere pikeret over
Nemorinos pludselige ligegyldighed over for hende at ægte Belcore inden dennes afrejse.
Igen vender humøret bort fra Nemorino, som trygler Adina om at vente i hvert fald
24 timer med at gifte sig, men han får nej. Nemorino bliver lidenskabeligt
fortvivlet, han næsten græder. ”Quasi
piangenti” står der endda i partituret, så orkestret kan græde stille med. .
Adina inviterer alle til bryllup, og Nemorino udsættes for
landsbyens spot. Hele denne scene er regulær komisk opera, men den får alligevel et
strejf af tragedie blandet med lidt psykologi. Donizetti mestrede flere strenge
på én og samme gang.
Anden akt
Under festmåltidet før brylluppet kommer notaren med
ægteskabskontrakten. Nadina tøver med at underskrive den. Nemorino er ikke kommet, og uden hans tilstedeværelse vil
hendes hævn over hans ligegyldige opførsel ikke være tilstrækkelig. Da han
kommer, er han optaget af at forhandle med Dulcamara om en ekstra portion
kærlighedsdrik, men han har ikke flere penge. Han får dog tid til at lade sig
hverve til Belcores soldatertrup og vinde Adinas kærlighed inden sin afrejse.
Så spredes - nærmest som et deus ex machina, en pludselig indtræffen
af en anden karaker – rygtet, at Nemorinos onkel, som han er enearving til, er
død. Og alle byens skønjomfruer begynder at sværme om ham. Endnu engang er
Nemorino, som ikke kender til rygtet, overbevist om drikkens kraft. Da Adina hører, at han har solgt sig som
soldat for hendes skyld, sker omvæltningen i hende. Hun køber ham fri for
soldatertjenesten og tilstår endelig sin kærlighed til ham. Altså: En ung, rig og
stolt kvinde, som har leet hysterisk for at skjule at være grebet af historien
om Tristan og Isolde, og som har villet foregive, at kærlighed for hende kun var
en leg, og det for at skjule sin angst for at lade sig binde, Efter at være
drevet ud i en slags sadisme mod den elskede bliver hun bliver pludselig sig
selv, blid og blød. Eller er det at dreje Adinas indre omvæltning en tak for meget?
Men spændende nok er det noget lignende, som hændte for Puccinis Turandot 94 år
senere.
Men med Dulcamara er vi til allersidst tilbage i
buffoperaen. Han sælger hele sit varelager af landvin til hele landsbyen, som alle
også ønsker at virke yngre og smukkere.
Donizetti havde skrevet flere operaer inden ”Kærlighedsdrikken”,
men han havde opfattet det at komponere som en ”metier”, som et arbejde. Til
”Kærlighedsdrikken” fik og brugte han kun to uger, og det frigav tilsyneladende
en ny kunnen, en ny sprælsk intensitet i ham. Han komponerede omkring 70
operaer i løbet af 27 år. Så ramte vanviddet ham. Han døde i 1848 år af den
samme sygdom, som fulgte Schumann, Hugo Wolf, Smetana og Duparc til
graven.
Man kan næppe forestille sig to operaer så langt fra
hinanden som den Den jyske Operas sommeraktuelle ”Brødre” om følgerne af en dansk soldats deltagelse
i krigen i Afghanistan og så denne efterårets komedie om kærligheden, og
alligevel har de to værker til fælles, at de handler om mennesker og deres indbyrdes
forhold. På hver sin måde fortæller de en historie, som er vedkommende. Gik man
knuget fra ”Brødre”, kan man gå glad og let i sindet fra ”Kærlighedsdrikken”. Men
også føle sig påvirket af en musikalsk trylledrik.
Uddrag af Den jyske Operas pressemeddelelse:
”Klassisk opera i nye
rammer Den populære italienske opera, der også var på plakaten i Den Jyske
Operas første sæson i 1947 (og for 10 år siden), er denne gang lagt i hænderne
på den britiske instruktør Harry Fehr, som har debut på Den Jyske Opera. Harry
Fehr instruerede som en del af Royal Opera Covent Garden’s Young Artist Programmer
flere operaer. I sin fortolkning af Elskovsdrikken har Harry Fehr valgt at
sætte fokus på operaens paralleller til nutidens samfund: ”Handel synes at være i centrum i værket. På nær hovedpersonen,
Nemorino, er alle karaktererne i historien styret af penge og deres værdi og
betydning. Derfor har vi besluttet, at rammen for historien skal være
’kapitalismens tempel’: et moderne shoppingcenter. Scenografien er designet
af græske Yannis Thavoris, der har designet scenografi og kostumer til en række
operaproduktioner og tidligere arbejdet med instruktør Harry Fehr”.
Giv et let tryk på
annoncen for ”Elskovsdrikken” øverst til højre og læs alt om opførelsen hvor,
hvornår og hvordan.
Foto fra prøverne på Den
jyske Operas opførelse. Den svenske dirigent Per-Otto Johansson står til venstre.
Fotograf Ditte Chemnitz. Et scenebillede forelå ikke her tre aftener før premieren