Sjostakovitjs mystik

Sjostakovitjs symfonier og strygekvartetter byder stadig på en del mystik. Sjostakovitj måtte altid være forsigtig, for hver gang en ny symfoni blev uropført, sad regimets lyttende vagthunde parat til at opdage, om Sjostakovitj nu igen generede styret og endda Stalin selv. Derfor kunne Sjostakovitj i højere grad udtrykke sig friere i strygekvartetterne, som blev spillet på mere stille steder. Det er stadig ofte et spørgsmål: Hvad mente Sjostakovitj egentlig med sin musik?

To aktuelle anledninger til at tage emnet kort op her er dels, at Aarhus Symfoniorkester spiller den syvende, fem kvarter store, såkaldte ”Leningrad”-symfoni den 2. og 3. november i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus, dels en aktuel artikel ”Happy Birthday for den russiske revolution” i Neue Zürcher Zeitung den 12. oktober. Den schweiziske avis er en af Europas absolut førende kulturaviser, og forfatteren er musikvidenskabsmanden Jakob Knaus, tidligere chef for Radio SRP2 Kultur. Artiklen handler om det musikalske citat, som for Dmitrij Sjostakovitj var et hemmeligt våben til at give udtryk for sine sande meninger. Denne specielle subtekst i hans musik byder stadig på mange overraskelser, skriver Knaus.

Et ironisk citat

Med det omtalte citat af ”Happy Birthday”-melodien "gratulerede” den kun 21-årige Sjostakovitj den russiske revolutions 10 års jubilæum i sin anden symfoni. Det var et bestillingsværk fra propaganda-afdelingen for det statslige musikforlag. Men i takt 23 lod Sjostakovitj en trompet med dæmper midt i et musikalsk mylder spille sin egen melodi, som bortset fra de to første toner var identisk med ”Happy Birthday”. Knaus betegner det som et stærkt stykke af Sjostakovitj i en statsligt bestilling at citere netop ærkefjendens ”markedsmærke”. Sjostakovitj fik i det tilfælde fred. Citatet blev ikke opdaget i Stalins tid.

Sjostakovitjs syvende, som vi skal høre i Aarhus, er hans første programsymfoni, som skildrer de stærke russiske følelser under tyskernes belejring af Leningrad, nu Sankt Petersborg. Den 22. juni 1941 brød tyskerne ind i Rusland og belejrede byen. Sjostakovitj var der. Han havde påbegyndt arbejdet på sin symfoni allerede i 1939 og havde færdiggjort førstesatsen. Det mest markante tema i første sats er et citat af Franz Lehars ”Da geh ich zu Maxim” fra ”Den glade enke”. Det varieres tolv gange i en stor stigning. Maxim var engang en populær, også dyr og fornem variete i Paris med piger og can-can dans.

Nogle har givet udtryk for, at Sjostakovitj hadede Lehars musik, men passer det nu helt ind i billedet af hans overraskede brede musiksmag? Man har også læst, at Sjostakovitj gjorde brug af Maxim-melodien for at gøre grin med de tyske tropper, som stod uden for Leningrad, men han havde faktisk færdigkomponeret hele førstesatsen af den år og dag før tyskernes angreb på Rusland. Så skete det paradoksale, at Lehars tyske melodi i denne russiske kampsymfoni blev et motto for russerne, et tegn på russisk patriotisme, en ægte revolutionsmelodi!  Det var helt i orden i Sovjet, for Lehar var en af Stalins absolutte yndlingskomponister.

 Et parallelt sidespring: Efter afslutningen på Anden Verdenskrig fandt man i Hitlers underjordiske sikkerhedsfæstning i Berlin Hitlers private klassiske pladesamling, der indeholdt meget andet end Wagner, bl.a. også stor russisk musik, som ellers var forbudt for alle andre tyskere i nazitiden.   

Den 7. symfoni blev smuglet til USA, og Arturo Toscanini dirigerede den under stor vestlig bevågenhed og med en landsdækkende radiotransmission den 4. november 1943. Den berømte russiske cellist Mstiaslav Rostropovitj fortæller, at den blev symbol på håbet om en snarlig fred. Sjostakovitj selv beretter, at han i under belejringen i Leningrad pludselig var i stand til at arbejde og færdiggøre med en umenneskelig intensitet, som han aldrig før i sit liv havde mærket. Men hvad mente han i virkeligheden med at benytte en operettemelodi så intensivt i en symfoni, som han ret hurtigt vidste ville komme til at handle om krigen?

Jeg fik lejlighed – via tolk naturligvis - til at komme ind på emnet under en frokost, da Sjostakovitj i 1973 modtog Leonie Sonnings Musikpris. Men hvor var han da forsigtig med at svare, selvom der var gået 20 år siden hans onde ånd Stalins død. Sjostakovitj talte lidt uden om, men han slog fast, at han gerne citerede andre komponister, når det gav mening i hans egen musikalske sammenhæng. Han svarede lidt mere uddybende på et spørgsmål om den 15. og sidste symfoni, hvor han citerer både Rossini og Wagners skæbnemusik i anden akt af ”Valkyrien”. I dansk radio var Wagner-citatet blevet omtalt som tegn på, at Sjostakovitj ikke kunne lide Wagner, men komponisten hævdede derimod meget troværdigt, at han beundrede Wagner.   

Aalborg som Bette-Bayreuth  

Kom til Aalborg og se Richard Wagner, der i levende live (1813-1883) var en meget lille mand af statur. I Aalborg kunne han fra i onsdags beses fire steder, men her har han i form af statuer en højde på 3,5 meter hver. Kommer man til byen med fly, hilses man allerede velkommen af komponisten ude ved lufthavnen. I byen står han opstillet ved City Syd og naturligvis nede ved Limfjorden ved siden af Musikkens Hus. Men man skal hilse på ham på Nytorv. Her blev statuen officielt afsløret i onsdags. Her boede jeg såmænd også en tid som dreng. Jo, jeg kendte godt til hans musik allerede som dreng, men jeg havde ikke set det komme, at komponisten af en sådan række storværker skulle indtage Aalborg.

Statuerne er hentet i Wagners festspilby Bayreuth, hvor de var at se i sommeren 2013, 200-året for Richards fødsel, som dog fandt sted i Leipzig. Nu hviler de på imposante sokler fremstillet af Aalborg Produktionshøjskole og Industriprint A/S. Det skyldes naturligvis, at ”Laurits Melchior International Singing Competition” (lmisc.dk) afholdes i Aalborg for tredje gang efter 2010 og 2014 og nærmere bestemt fra 10. til 18. november med semifinaler den 15. og finalen den 18 november sammen med Aalborg Symfoniorkester. lmisc.dk kalder sig verdens største Wagner sangkonkurrence, hvad de så siger til det i Seatle på USA's vestkyst. Men den danske konkurrence har hurtigt nået en imponerende kvalitet og udsagns-kraft med 100 deltagere fra 13 lande.

For lige at sætte det på plads. Bayreuth har små 75.000 indbyggere og intet symfoniorkester. Aalborg har ca. 208 000 indbyggere og et symfoniorkester, der nok skal vide at tage sig godt af Wagners musik.

Lauritz Melchior (1890-1973) var den store danske tenor, som man roligt kan betegne som den førende internationale heltetenor i hele grammofonens tid. Og bag konkurrencen står en anden dansk Bayreuth-sanger gennem mange år, tenoren Poul Elming, gammel aalborgdreng, der fik ideen og førte den ud i livet, da han var musikchef for Aalborg Symfoniorkester. I 2014 fik tenoren Magnus Vigilius en fortjent anden plads, og han har, så vidt jeg har kunnet overskue det, opnået den betydeligste videre karriere af deltagerne dengang.  Der er derfor masser af mening i at nævne tenorerne først, når vi her bringer navnelisten på de 16 udvalgte sangere, der kommer til Aalborg.  

De udvalgte sangere

Der er også en dansk tenor med denne gang, Lucas Christian Noerbel, som efter start i Tyskland fra denne sæson er ansat på Den kgl. Opera. Han får nordisk konkurrence af svenskeren Anders Håkansson. Den tyrkiske Deniz Yilmaz synger bl.a. Tannhäuser på tyske scener, mens den amerikanske tenor Cameron Schutza debuterede et helt andet sted, nemlig i Bellinis ”Norma”.  Så er der to dybere mandsstemmer, den koreanske baryton Insu Hwang og den lidt dybere Eugen Richards.

De kvindelige sangere er i overtal med hele otte sopraner, hvorimellem er svenskeren Cornelia Beskow, som debuterede i København for fem år siden og synger store partier hjemme i Sverige, den norske Elisabeth Teige, som har sunget Senta og Elsa, den finske Emrika Salonen, den franske Camille Schnoor, som først uddannede sig som pianist, den britiske Lisa Horwart, den slovenske Juras Jadranka, den russiske Ksenia Muslova, som samler på internationale priser, og den canadiske Sarah Marie Kramer, som også er uddannet i Holland.  Ja, det er mange mod to mezzosopraner, den tyske Michaela Editha Diermeier og som en spændende dansk afslutning på listen Ingeborg Børch, som er uddannet på konservatoriet og operaskolen i København. Hvem når finalekoncerterne?

Mindre gage uden tøj  

Måske virker det lidt overraskende her på jcklassisk.dk med en rubrik, som fortæller, at de nøgne skal gå ned i gage. Men den er god nok. Den berømte og herlige Metropolitan Opera i New York fik med sæsonen 2016-17 sin anden sæson i træk med underskud. Dog er det mindre end sæsonen før, så det går fremad igen. Men operachef Peter Gelb er stadig på udkig efter nye områder at spare på. Det har vakt speciel opmærksomhed, at han nu har sløjfet et traditionelt, meget specielt tilskud til alle, som på scenen optræder i sparsomt kostume eller slet intet. Den ekstra takst for at være nøgen på scenen har været på 200 dollars pr. aften, og så har det været lige meget, om det gjaldt en statist eller en sanger. Der har nu altid været flest af den første slags.

Den første forestilling, som operaen nu sparer lidt ekstra penge på, er Offenbachs ”Hoffmanns fortællinger”. Den spilles i øjeblikket måneden ud, nærmere den 18., 21., 24. og 28. oktober til orientering, hvis man skulle komme forbi. Det kunne være, fordi Hoffmann synges af Vittorio Grigoli. Af de medvirkende syv balletdansere danser fire uden en trevl på kroppen. Det sparer The Met altså 800 dollars pr. opførelse på. Så vidt vides har ingen fagforening blandet sig endnu. 

Se Verdis "Don Carlos" fra Paris på Arte

Man kan se og høre sæsonens åbningsforestilling direkte fra Bastille Operaen i Paris på torsdag den 19. oktober kl. 20.15 på den tyske tv-station Arte. Det specielle er, at den spilles i originalversionen på fransk fra 1867, som ellers sjældent opføres nu. Sangerbesætningen er også fornem med Jonas Kaufmann i titelpartiet, de fremragende damer Elina Garanca og Sonya Yonchiva, tidens bedste Verdi-baryton Lodovic Tézierm og bassen IldarAbdrazokow. Man kan glæde sig til at lytte til dirigenten Philipp Jordan, som i sommer dirigerede "Mestersangerne" i Bayreuth. Instruktøren er russeren Krzystof Warlokowski.   

Lang Lang aflyser indtil sommeren

Den populære kinesiske stjerne-pianist Lang Lang må aflyse alle sine engagemeter i hvert fald  til 1. juni. Under stærk øvning på Ravel fik han en senebetændelse i venstre arm. Han gennemførte en koncert i New York, hvor han kun spillede med højre hånd og overlod venstre hånd til en elev. Efter lægens henstillliing vil han være helt i orden, inden han optræder igen. 

Billlede: Richard Wagner, da han i 2013 stod foran sit festspilhus i Bayreuth. Nu indsnuser han duften af Limfjorden. Mit Gewitter und Sturm.