Danske aviser kender normalt ikke Metropolitan operaen i New York. Men forleden skete det. The Met stod med den første skandale inden for den klassiske musik og operaen i trængselsrækken, der var blevet udløst af filmmanden Harwey Weinstein. ”En dirigent på Metropolitan-operaen i New York er blevet udelukket på grund af seksuelt misbrug” kunne man læse. Andre steder fik man navnet med. ”En dirigent” er en af de mest anerkendte og betydningsfulde musikere i verden, den 74-årige James Levine. I fire årtier var Levine musikchef for et af verdens betydeligste musikteatre, inden han forrige år måtte tage sin afsked på grund af sygdom. Her på The Met har han dirigeret mere end 2.500 forestillinger.

Efter filmen, teatret, show-business og tv-verdenen er turen altså kommet til den klassiske musik, måske det mest umulige sted for mange at forestille sig skandaler. Den lettiske topdirigent Andris Nelsons, chef for symfoniorkestrene i Boston og Leipzig, har for eksempel med henblik på Weinstein-sagen erklæret, at seksuel forulempelse ikke spillede nogen rolle i den klassiske musik. Det var før den aktuelle sag. Mange har reageret mod Nelsons mening, ikke blot fordi den måske er naiv i sig selv, men fordi man mener, at den har kunnet tjene til at forskønne seksuel forulempelse.

Gerningsmand i det ophøjede rige

Vi må se i øjnene, at også seksuelle misbrugere mod unge kan skabe stor musik. Man er ikke bedre, fordi man beskæftiger sig med klassisk musik. Hitler og Stalin var jo musikalske og elskede klassisk musik. Men i det aktuelle tilfælde kommer det foruroligende nært på og synes uforståeligt, for Levine har for os skabt så mange af disse store oplevelser, som synes båret af en menneskelig forståelse og ligefrem en ophøjethed. Men mennesker er mærkværdigt sammensatte. Her vil jeg indskyde, at Süddeutsche Zeitungs artikel om sagen havde rubrikken/overskriften ”Täter im Reich des Erhabenen” (Gerningsmand i det ophøjedes rige). 

Sagen kom offentlig frem lørdag den 2. december, da New York Times meget detaljeret gengav tre navngivne mænds beretninger om en række episoder for op til fire årtier siden. Ingen af dem er så aktuelle, at James Levine kommer for retten. Men de giver hans ry mørke skygger. Én af de tre dengang unge musikere citeres for at sige: ”Jeg var sårbar. Jeg var fortryllet af denne mand. Jeg så en beskytter i ham. Det udnyttede han. Han misbrugte mig. Han har ødelagt mig”. New York Times’ beretninger blev offentliggjort, netop mens James Levine nu som gæst dirigerede Verdis ”Requiem” på The Met. Værket var næsten symbolsk.

På The Met har Levine de sidste tre år dirigeret siddende i en specielt bygget kørestol eller nærmere kørevogn. Han lider af Parkinson. Levine skal ikke dirigere mere, intet have at gøre med Metropolitan operaen, så længe anklagerne undersøges af uafhængige jurister, har The Met bestemt. Men det bliver nok aldrig mere. En premiere på Puccinis ”Tosca” skulle være den store nyhed til årsskiftet. Metropolitan har meddelt, at de er gået i gang med at finde nye dirigenter, som skal erstatte ham.  

Anklagerne er ikke nye

Anklagerne er slet ikke nye, selv om det utvivlsomt er det aktuelle metoo forløb, der har fået ofrene til at træde offentligt frem nu. Da Levine i 1997-98 skulle ansættes som chefdirigent for Münchens filharmoniske Orkester, som han var til 2004, samtidig med at han var musikchef på The Met, blev rygterne om hans misbrug omtalt i dele af den tyske presse, men de blev ikke undersøgt. Tværtimod var mange for Levine, deriblandt en anset musikskribent som Klaus Umbach, der i Der Spiegel skældte anklagerne af Levine ud for være ”intriganten Schmierfinken” og ”selbsternannten Sittenwächtern”. I hvert fald lokalpolitikerne i München åndede lettet op, da de kunne lade Celibidache afløse Levine. Men Levine har også nu så stort et navn i Tyskland, at han for en måned siden dirigerede Mahlers tredje symfoni med Barenboims Berliner Staatskapelle som led i 275-års festlighederne for Staatsoper Unter den Linden. Der blev indlagt en pause efter den lange førstesats. Levine skulle have en pause. Men anmelderne var begejsterede

På The Met indrømmer operachefen Peter Gelb, at The Met tidligere har fået tilsendt beskyldninger mod James Levine for seksuelle overgreb, men ”vi mente ikke, at der var noget sandt i disse beskyldninger”. Man lod dem ligge. Det var den lette løsning. Men Peter Gelb har ret i, at ”det er en tragedie for alle, hvis liv er blevet ramt”.

Sidste store koncert i kulturhovedstad

Kulturhovedstadsværdigheden kom til Aarhus, og Aarhus Symfoniorkester har også fået lov til at afholde nogle koncerter med store værker, der kræver flere musikere, end man har til hverdag. Den sidste af dem finder sted torsdag og fredag den 14. og 15. december. Det er ikke en julekoncert, men en hjertekoncert for chefdirigent Marc Soustrot, som dirigerer Gustav Mahlers tredje symfoni. Soustrot siger: ”Det bliver sæsonens højdepunkt. Selvfølgelig... Det bliver spektakulært”.

Det er en usædvanlig symfoni. Den kræver et stort orkester, og Det jyske Musikkonservatorium og andre assisterer langt over orkestrets sædvanlige størrelse. Spilles symfonien hurtigt, tager den godt 90 minutter. Vælger dirigenten at spille den langsomt, tager den over 100 minutter. Der er hele seks satser. Allerede optakten er usædvanlig. Otte horn intonerer unisont et tema, der er en blanding af en march og en folkesang. Det er hverken trist eller muntert. Men det er nødvendigt som et opråb til det, der følger i den godt en halv time lange førstesats. Mahler sagde, netop da han arbejdede med den tredje symfoni: ”En symfoni betyder for mig netop med alle midler, som er for hånden, at bygge en verden op”.

Han gav denne verdens seks satser navne, som vi godt kan tage, fordi de fortæller noget, selvom han slettede dem igen, fordi han frygtede, at ville blive misforstået. ”Pan vokser. Sommeren marcherer ind”, skulle førstesatsen hede. Anden sats: ”Hvad blomsterne i engen fortæller mig”. Tredje sats. ”Hvad dyrene i skoven fortæller mig”. Og videre: ”Hvad mennesket fortæller mig” – ”Hvad englen fortæller mig” – kulminerende med ”Hvad kærligheden fortæller mig”. Orkestret er stort, men meget af musikken er sart. Den er meget varieret.  Når mennesket fortæller, kommer en kontraalt med som solist, og i satsen med englen også voksenkor og pigekor. Solisten er den finske mezzo Lilli Paasikivi.

Sæsonåbning på La Scala

Scala-operaen i Milano åbner sæsonen hvert år den 7. december. I år var det med Umberto Giordanos ”Andre Chenier” med ægteparret Anna Netrebko og Yusif Eyvazof. Igen hørte man forinden udtalelser, at tenoren Eyvazov ikke var den rette til at overtage titelrollen som digteren Andre Chenier i kærlighedsdramaet fra revolutionsårene i Paris 1789 til 1794. Man kan naturligvis diskutere, om de har ret.  Det er ikke første gang, at der råbes højt om, at han kun er med, fordi hun kræver det til gengæld for selv at synge. Men musikchefen på La Scala, dirigenten Riccardo Chailly afviser det skarpt. Han siger i et interview i Corriere della Sera: ”Eyvazof har en imponerende stemme. At høre ham i duetten sammen med Anna i fjerde akt er dybt bevægende. Denne opera forlanger store stemmer og store sangere”. 

Det er 32 år siden, at ”Andre Chenier” sidst blev opført på La Scala. Dengang dirigerede Riccardo Chailly som gæst. Nu gjorde han det igen som musikchef. ”Chaillys dirigerede med vitalitet og drive”, skriver The Financal Times, som var hurtigt ude med en anmeldelse. Om Yusif Eyvasof skriver avisen: ”Hvis han frygtede at blive stillet i skyggen af sin kone Anna Netrebko, behøvede han ikke at have bekymringer. Yusif Eyvasof vandt publikums hjerter”. Gerard blev sunget af Luca Salsi, hvis navn man nok skal lægge mærke til. Iscenesætter var filmmanden Mario Martone.

La Scala har allerede bekendtgjort, at næste sæson indledes den 7. december 2018 med Verdis ”Attila”.

Billede: James Levine

Læs også artiklen ”En klaver- og violin-fest om nogle nye fantastiske cd’er.