Dagens citater: “Jeg havde billetter til Renée Fleming i Bellinis ”Il pirata”, men hun sang ikke den aften. Jeg læste hendes bog nogle år senere og erfarede, at hun havde skadet sin stemme ved at skrige efter sin teenager datter”. Cathy Lewis i det amerikanske net-musikblad Operavore som en af mange kommentarer til en artikel om sangeres tiltagende afbud til operaforestillinger. Det er ikke altid kedeligt med erstatningen. Operavore nævner et tilfælde på, at en sanger er blevet berømt ved at springe ind, som da Kiri Te Kanawa havde sin debut på Metropolitan Operaen den 9. februar 1974 som Desdemona i den radiotransmitterede ”Otello”. Hun afløste den indisponerede Teresa Stratas. Eller hvad måtte publikum ikke opleve af skuffelse og derpå af glæde den 20. januar 1982, da scenelederen matte ind foran tæppet og sige: ”Vi beklager at måtte meddele, at José Carreras er indisponeret og ikke er i stand til at synge i aftenens opførelse ”Luisa Miller”. I stedet vil rollen som Rodolfo blive sunget for første gang på Metropolitan Operaen af Luciano Pavarotti”.   

Revylegender  

En notits om en revyudgivelse på tre cd’ skulle ikke være fremmed for jcklassisk´s læsere. Nogle læsere har endda alderen til at kunne nyde nostalgien ved ”flere danske revy-legender” fra 1920’erne, 1930’erne og op til krigens afslutning i 1945, om end de ikke har været med helt tilbage. Det var den danske guldalder inden for revyvisen med en speciel humor, en mere elegant satire og en romantik, der er mindre banal end vore dages. Revyviserne fra dengang har stadig et indhold, som kan gøre sin lytter i godt humør. Man får 54 revyviser, som er levende historie. Deraf er en snes fra besættelsestiden. De er i sig selv et stykke historie med de alvorlige antydninger til omstændighederne og finter til tyskerne. De var ofte raffinerede. Alt i alt en anden tid. Tre årtier, som også havde noget andet, som man godt kan længes efter.

Navnet, som går igen, er Kai Normann Andersen. Der var nu en særlig kvalitet i hans melodier. Stjernen er Liva Weel, men her er også Olga Svendsen, Marguerite Viby, Ludvig Brandstrup, Osvald Helmuth, PH, Ib Schönberg, Erika Voigt og mange flere. Sættet er udgivet af Dacapo, men dette randrepertoire er en del af selskabets arbejde med at udsende dansk musik. Det er den anden revyudgivelse, for i 2008 udsendtes ”Danske revy-legender”- hvis man søger bestemte viser. Dacapo, flere danske revyviser, tre cd’er, DCCD9827-29. 192 min.

Fællesopførelse af ”Gurrelieder”

Fra Normann Andersen til Schönberg. Nu er det tiden, da Arnold Schönbergs ”Gurrelieder” står for at blive opført i Aalborg fredag den 19. januar aften og i Aarhus lørdagen efter kl. 15.00. Hver eneste billet er solgt i Aarhus, men i Aalborg i Musikkens Hus skulle der endnu være billetter. Ingen undskyldning gælder for ikke at tage til Aalborg. Arnold Schönberg er nok kendt som komponist af tolvtonemusik, men det var han endnu ikke ved overgangen mellem 1800-tallet og 1900-tallet, da ”Gurrelieder” blev til. Værket er også dansk, baseret på en direkte oversættelse af J.P.Jacobsens ”Gurresange” fra slutningen af 1860´erne, og jeg vil påstå, at man kan fornemme, hvordan noget dansk er kommet ind i Schönbergs musik i den timelange førstedel, hvor man fornemmer skoven ved Gurre på Nordsjælland, hvor kærligheden mellem kong Valdemar Atterdag og hans elskerinde, skøn Tove udfoldede sig. Ifølge folkevisen døde hun i badstuen, og den jaloux dronning skulle stå bag.

Der står enorme instrumentale og vokale kræfter bag Schönbergs musik, som er et rigt og spændende, kromatisk harmonisk, måske voldsomt, men også lyrisk værk, som nær aldrig var blevet opført.  Det havde ligget ufuldført i en halv snes år, da førstedelen ret tilfældigt blev opført, og Schönberg genopdagede sin musik, som han nu skrev de to sidste dele til. To pianister havde travlt, da de overtog en orkesterstemme på hele 8 fløjter, 5 oboer og engelskhorn, 2 fagotter, 10 horn, 6 trompeter, bastrompet, 6 basuner, kontrabasun, masser af slagtøj inklusive store jernkæder, 80 strygere og store kor. Det klinger ikke blot af Wagner, men af næsten alt, hvad der var kommet efter.

Førstedelen klinger af natur og kærlighed. Valdemar (Torsten Kerl) ankommer til Gurre og modtages af Tove. (Miina-Liisa Värelä). De erklærer hinanden deres kærlighed fulgt af et erotisk mellemspil, som kulminerer med mordet på Tove. Første del slutter med Skovduens (Elena Batoukova-Kerl) sang om Toves begravelse. Anden del er blot på fem mere barske minutter, hvor Valdemar nærmest angriber Gud for at have taget Tove fra ham. I tredjedelen er også Valdemar død, og han kalder på sine døde mænd for at ride ud. Det beskrives af en troende bonde (Petri Lindroos). Valdemars sorg når en ny højde, og han beslutter sig til at storme himlen i et stærkt orkesterudbrud. Mændene vender trætte tilbage til deres grave, og der forbliver de. Men naturen har endnu et afgørende ord, og vi hører en fortæller (Stig Fogh Andersen) i et melodrama, en skarpt rytmisk talt tekst i skiftende højder inden for taleområdet. Koret slutter med en hyldest til den farveglade sol. 

 Til operabal i Wien

For mange er det en drøm at komme til bal i Wien, ikke mindst til Operaballet, som er det mest berømte, Wiener Philharmonikernes bal i Musikverein er det flotteste, det smukkeste. Her kan man endda et kort øjeblik danse til live musik af verdens mest berømte orkester. På kejserens vinterpalads Hofburg afholdes de fleste, og de er mange, for bagere, læger, caféejere etc. afholder hver deres eget bal, men til de fleste kan enhver købe sig adgang. En wiener har normalt ret til en årlig fridag dagen efter sit bal.

Operaballet finder i år sted torsdag den 8. februar, og der forventes 5.500 gæster i Statsoperaen og 1,5 millioner seere til en mange timer lang transmission i det østrigske fjernsyn. Jeg går stærkt ud fra, at der allerede er udsolgt. Parkettet er bygget op, så det går i ét med scenen, hvor der bygges loger op som i tilskuerrummet. Det koster 290 euro, altså omkring 2.175 kroner, blot at komme ind, for man får ikke så meget som en stol at sidde på eller en pølse at spise gratis. Men alt fra pølser til delikatesser kan købes. Man kan leje en af operaens loger med udsyn for rundt regnet 90.000 kr. eller nøjes med en bordplads til 1500 kr. et sted i operaen, hvor alle rum tømmes for at bliver taget i brug til ballet. Der danses flere steder, så man kan vælge hvordan.  

Ballets hovedpersoner er de 144 debutantpar fra Wiens førende danseskoler, der har fået en egen koreografi til Strauss-polkaen ”Stürmisch in Lieb und Tanz”. Så er der en lille koncert med statsoperaorkestret, den østrigske sopran Daniele Fally, for hvem denne aften sikkert vil betyde, at hun er sikret de første par år med engagementer, og stjernetenoren Pavol Breslik, der har sine kontrakter hjemme for flere år allerede nu. Der bliver meget fransk musik i år. Så danser wienerballetten ud, og endelig bliver det alles tur til at indtage gulvet. I begyndelsen kan det være lige meget, om man kan danse wienervals, for plads bliver der ikke de første par timer. Der danses flere traditionelle ”quadrillen”, den sidste kl. 4 morgen. 

Jeg har været til baller såvel i Staatsoper, Musikverein som på Hofburg, hvor jeg modtog mit livs største dansenederlag. Ud på aftenen skulle det være, tænkte jeg, og inklinerede for en af de unge debutanter. Jeg kunne grundtrinene i wienervalsen og lidt til. Men ret hurtigt mærkede jeg min dame overtage føringen, og hun kunne og ville alt. En wienervals er hårdt arbejde i rundt regnet otte minutter, men fem-seks minutter inde måtte jeg erkende det totale nederlag. Min dame gav klart udtryk for, at en så elendig dansepartner havde hun aldrig før været ude for. Jeg havde begået en forbrydelse mod hendes kære wienervals. Udmattet måtte jeg undskylde min vaklende flugt. Siden har jeg kun lyttet til wienervalse.

Billede: Elbphilharmonie i Hamburg har været en succes med nærmest udelukkende udsolgte koncerter i sit første år, som rundedes forleden. Plaza-etagen med udsigt hele vejen rundt har været besøgt af 4,5 millioner mennesker. Det konstateres, at det er flere, end der besøgte det Sixtinske Kapel i Rom og det sydtyske slot Neuschwanstein. Foto: Ralph Lamann.