af John Christiansen - d. 6. marts 2018
To artikler: En koncert med mening herhjemme og en Wagner-helts tanker som 80-årig
Den japanske
pianist Aki Takahashi gav sin første koncert herhjemme i 1974 i Aarhus. Nu
vendte hun tilbage og brillerede i det, som hendes lærer både i Tokyo og Aarhus
Georg Vasarhelyi var ked af, at hun brugte så megen energi på, nemlig ny musik.
Han ville have hende til at spille sin elskede Schubert. Men hun har skabt sig et
navn ude i verden på at turnere mellem festivaler og spille ny musik. I Musikhuset Aarhus i Lille sal spillede hun nu musik af tre danske og to japanske komponister. Hun har spillet andet dansk
musik i den halve verden, men til Aarhus havde Jens Rossel, der som formand for
AUT var bagmand for hendes koncert 1974 og altså nu igen sammen med Arbejdsgruppe
Gunnar Berg for hendes koncert i Musikhuset Aarhus, fundet værker af tre danske
1900-tals komponister frem til hende, som hun mærkbart har kastet sig over med
både kunnen og begejstring.
Der var en
dejlig klarhed og renhed allerede over Poul Rovsing Olsens tre gange ”Nocturner”,
som angiver aftenstemninger, tre gange hommages, hyldester til Debussy, den
indiske musiker Ali Abbar og Chopin. Så fulgte Gunnar Bergs ”Gaffky’s 2”,
jamen, den var jo ikke spor svær at lytte til (protester?), men selvfølgelig at
spille, men igen var der en fantastisk klarhed og bevægelighed. Især havde
Takahashi styr i enkelttonernes bestandige styrkeskift og indre balance. Tredje
dansker var Axel Borup-Jørgensen med de i øjeblikket stadig vejr-aktuelle fire ”winter
pieces”, isklare vinterbilleder også nuanceret klart spillet.
To japanske
komponister gav særlige nuancer til programmet, men fælles for begge værker
var, at de blev opført på de herlige Musikdage, som Louise
Lerche-Lerchenborg arrangerede på Lerchenborg slot. I 1988 spillede Aki
Takahashi Joji Yuasas’ ”Cosmos Haptic II”, som hun havde uropført to år før. Nu
gentog hun musikken med dens ekstraordinære klange fremkaldt af pedalbrugen. Til
Lerchenborg Musikdages 25-års jubilæum i 1990 bad Louise Lerche-Lerchenborg Per
Nørgård vælge et tema fra Poul Rovsing Olsens ”Planetene”. Det blev Luna (Månen), 19 komponister blev inviteret til at komponere mindre variationer over det. Her
bidrog Yoritsumé Matsudaira med en minivariation for klaver. Noget af det spændende
ved den var sammenstødene eller rettere sammenglidningerne af japanske og af vestlige
tonerækker.
Som man
forhåbentlig vil kunne forstå, var det en herlig, afvekslende og øreudvidende
første del. Men så skete der noget i pausen. Førstedelens klarhed forsvandt, da
Aki Takahashi nu spillede Schuberts G-dur sonate, Deutsch 894. Man
kunne høre, at hun ikke havde lært Schubert hos Vasarhelyi. Ville hun i stedet skabe
ekstra klangeffekter a la Joji Yuusas? Lad os huske koncerten med glæde for
hele første afdeling med dansk og japansk nyere musik. Ekstra bonus: Et smukt,
fyldigt programhæfte.
Men, men, men.
Omkring 50 lyttere til et så spændende koncertprogram er for lidt, for dårligt.
En mængde selskaber, institutioner, læreanstalter som nu konservatoriet, der har
hjemme i samme bygning, som koncerten fandt sted i, havde fået orientering og i
hvert fald til dels også tilbud om rabat på de i forvejen billige koncertbilletter.
Men for få kom.
I dag onsdag den 7. marts er der
mulighed for at opleve Aki Takahashi som lærer på en masterclass i Musikhuset Aarhus.
Det er endda gratis, og Det Jyske Musikkonservatorium og Arbejdsgruppe Gunnar
Berg byder alle velkomne. Kl. 10 gælder det Schubert og kl. 11 Ravel og igen
kl. 13 Prokokief og kl. 14 en ny Schubert.
Foto af Aki Takahashi
René Kollo bliver 80 og snakker
”Det er ikke nær så godt, som det var i min tid”. Har man en
80+-årig i familien, kender man omkvædet i mange varianter. Når jeg selv drøfter
fortiden med tidligere kolleger, kan vi dog hurtigt enes om det mere positive
udtryk: ”Vi fik altså den gode tid”. Den sætning passer ideelt på kulturstoffet
i aviserne, ikke mindst på den stadigt mindre del med den klassiske musik. Men her
gælder det den tyske tenor René Kollo, som i et langt interview i Berliner
Morgenpost siger så meget af samme skuffe, at jeg ikke kan dy mig for at citere
hans urørlige skuffelser over nutiden.
Mange husker sikkert endnu René Kollo herhjemme, men i
Tyskland er han stadig et idol, som havde to samtidige karrierer som populær
operette- og underholdningssanger og som førende Wagner-tenor. Han sang alle de
store Wagner-helte i Bayreuth fra 1969 og det næste dusin år. Så invaderede han
the Met i New York og blev en kort tid chef (”Intendant”) for det gedigne
underholdnings Metropol-Theater i Berlin. I fredags gav han som 80-årig en
koncert i det gamle nostalgisk sitrende teater som led i en længere
afskeds-turné på foreløbig 15 koncerter. ”I
2013 sagde De ellers, at De ikke længere havde lyst til at stå på scenen”, indvender
Berliner Morgenpost, og Kollo svarer:
”Jeg har bestemt, at
det ikke skal hedde afskedskoncert. Afsked klinger så endegyldigt, som er man næsten
død. Min stemme er endnu fuldkommen ok. Jeg kender ingen tenor, for hvem det er
sådan i den alder. Der kommer det mig velsagtens til gode med min berliner
dovenskab. Jeg har altid sørget for pauser. Ellers ville De vel heller ikke
have kunnet sidde her og interviewe mig”.
Mødet mellem sangeren og avisen finder sted på den legendariske
restaurant Dressler på Kurfürstendamm i Berlin. Kollo, som i et halvt
århundrede har boet på Mallorca, har valgt stedet, men nu beklager han sig over,
at de åbner alt for sent og ikke serverer morgenmad længere. Tonen er dermed lagt.
Man kan tolke René Kollos ord forskelligt og nok også som dobbeltbundet. Intervieweren
spørger, om han, Kollo, går i operaen, når han er i Berlin. Og svaret lyder: ”Jeg bliver allerede efter 10 minutter så
vred, når jeg ser, at alt gøres så falsk. Men så kan jeg ikke gå, for folk
kender mig jo. Altså går jeg ikke i operaen”.
”Det, som de kalder
regi (iscenesættelse), er nu for
størstedelen noget vrøvl. Mange sætter ikke værket i scene, men sig selv, og de
fylder bankkontoen. Det har jeg ikke brug for… Ja, det var anderledes i min
tid. Når jeg arbejdede sammen med Rudolf Noelte, se det var teater, som der
slet ikke findes længere”. (Noelte var både tv-, teater- og
operainstruktør, som arbejdede både minutiøst og originalt, men værktro. Han
døde i 2002).
På spørgsmålet, hvad denne ændring skyldes, svarer Kollo, at
det skyldes pressen, kritikken ”Kritikeren
må løbende i teatret. Det er naturligvis et grufuldt job. Og han er naturligvis
glad, når han ser det stykke, som han har set 100 gange, bliver gjort anderledes.
For ham er det herligt. Altså skriver han, hvor interessant det er. Men teatret
går til grunde derved. Jeg taler naturligvis helt subjektivt”. Intervieweren
får spurgt, hvornår Kollo sidst var i Bayreuth. ”Det var til ”Rhinguldet”, som varede to en halv time uden pause, og
man kunne ikke komme ud. Jeg klarede at gennemføre det, og så måtte jeg bruge
to timer i ”Weihenstefan” med megen rødvin for at blive menneske igen. Så megen dumhed har jeg aldrig set i mit
liv”.
Intervieweren kommer ind på René Kollos 8o-års fødselsdag i
november og alt det, der da blev skrevet om ham i aviserne og spørger, om han
da ikke har læst det? ”Nej, det har jeg
heller ikke læst. Der må jeg også skuffe dem. Jeg har ikke læst aviser i flere
år… aviser, politik og alt dette snak?.
Det behøver jeg ikke. Politik interesserer mig meget. Derfor læser jeg det ikke”.
Et lille p.s.: Rene Kollo var i ti år gift med Dorthe
Larsen, og hun, Dorthe Kollo, bor i Bremen og er stadig hele Tysklands Dorthe aus Dänemark.
René Kollos koncert synes ikke at have berlinerpressens
store bevågenhed, men jeg har fundet Der Tagesspiegels anmeldelse af den mig
ukendte Elisabeth Binder, ”Opfyldte drømme”, der mere er en hyldest til et
livslangt kunstnerliv og en positiv stemningsrapport. Kollo sluttede af med
Wagners Siegmund og som ekstranummer sin egen sang””Willst du das Land meiner
Träume sein?” Og til dette spørgsmål, om du vil være mit livs drømme, svarer
skribenten: ”Det klang så let, så dejligt
og indlysende”.
Den jyske Opera er over
halvvejs gennem sin landsturné med Verdis ”La traviata”. Endnu mangler Sjælland
og Fyn at få besøg. Tryk på annoncen øverst til højre på hovedsiden, og
spilleplanen og meget mere kommer frem. Læs også artiklen ”Kurtisane og operaheltinde”
under ”Nyheder og foromtaler” om forskellen mellem virkelighedens Violetta og
Verdis Violetta og en introduktion til Verdis mesterværk.