Koncerten i Musikhuset Aarhus med to russiske mestervirtuoser blev noget andet end det forventede. Men lad det straks være sagt, at de 22 musikere i det af Gidon Kremer i 1997 oprettede kammerorkester Kremerata Baltica gav mesterlige udførelser af værker af Schubert og Mendelssohn. Det var lækkert og elegant og sprællevende. Oprindelig blev vi lovet verdenssolister som violinisten Gidon Kremer og den yngre fantastiske pianist David Trifonov, men så blev den sidstnævnte indkaldt af det amerikanske immigrationskontor netop nu, og for en russisk kunstner at blive godkendt af amerikanerne betyder det, at en hel ny verden lettere åbner sig. Kremerata Baltica havde for lidt tid til at finde en erstatning og kom uden pianist, og programmet måtte lægges om.  

Det begyndte ægte baltisk. Lepo Sumera er et stort navn i Estlands musikliv, han har endda været kulturminister Hans Symphone for strygere og slagtøj, som han skrev i 1998 to år før sin død som 50-årig, var en spændende åbning på koncerten i dens minimalistiske foranderlighed, der var mere åben og udtryksrig end det meste af den musik, som vi regner til minimalismen. Jeg mente at konstatere, at publikums stærke bifald overraskede musikerne.

Så kom Gidon Kremer i Franz Schuberts sene fantasi i C-dur, hvor han spillede den originale violinstemme, mens strygeorkestret tog sig af den oprindelige klaverstemme i den flittige komponist Victor Kissines bearbejdelse, der blev spillet første gang 2017 i Berliner Philharmonien. Fantasien skiftede helt karakter i bearbejdelsen uden det kraftigere og kontrastrigere flygel. Gidon Kremer og orkester kappedes næsten om at spille indad, smukt og hemmelighedsfuldt som en understregning af, at det var musik, som Schubert skrev næsten samtidig med liedercyklen ”Winterreise” mindre end et år før sin tidlige død i 1828. Det kunne i overgange blive så stille, at man næsten syntes, at Symfonisk Sals akustik stjal for meget af musikken. Men i al sin inderlighed var det fantastisk spillet af både Gidon Kremer og orkestret.

Jeg havde egentlig håbet, at Gidon Kremer ville spille med i den 16-årige Felix Mendelssohns mesterværk, oktetten for en dobbelt strygekvartet, her udvidet til 22 musikere, som det allerede var Mendelssohns ide. Men igen var strygeorkestrets spil lifligt med en ungdommelig glød og beundringsværdig præcision. Med et baltisk ekstranummer, formoder jeg, varede koncerten 1 time og 40 minutter. Koncertnormen siger to timer. Kunne orkestret ikke have fundet endnu et værk, hvor Gidon Kremer så kunne have været med? Hvor fremragende han end var, blev han ikke koncertens hovedattraktion. Det var Kremerata Baltica. Men orkestret er jo også næsten hans ejendom.  

Der burde have være endnu flere tilhørere, men man savnede ”de sidste dages billetkøbere”. Det er lidt naturstridigt at gå til indendørs koncert midt i en hedebølge. Men temperaturen i Symfonisk Sal var i orden.

Billede: Kremerata Baltica med Gidon Kremer i hvid skjorte

.