af John Christiansen - d. 2. juli 2018
Roberto Alagna melder afbud til Wagner-festspillene tre dage før prøverne på årets premiere – Piotr Beczala springer ind - Må kvinderne i New York Philharmonic endelig spille i kjole og hvidt? – Kæresten skrev et falskt afbud
NYT: Piotr Beczaala, den fremragende polske tenor, er allerede onsdag den 4. juli ankommet til prøvescenen i Bayreuth for at synge Lohengrin i stedet for Roberto Alagna, som i en mærkværdig blandng af angst og uforskammethed, som det hedder i Die Weit, meldte afbud to dage før prøverne skulle begynde i mandags. Han kan partiet, som han for to år siden sang i Dresden under Christian Thielemann, som også dirigerer i Bayreuth Der er for mig ingen tvivl om, at man nu får en bedre Lohengrin, men spændingen formindskes.Her er den oprindelige historie om Alagnas afbud:
Mandag
den 2. juli begyndte de intensive prøver med sangerne på årets premiere på
Wagner-festspillene i Bayreuth. ”Lohengrin” har premiere den 25. juli. Men så
sent som i fredags kom der afbud fra den fransk-italienske, mest franske tenor
Roberto Alagna, som for fire år siden blev engageret til at synge titelpartiet i
”Lohengrin”. Nu indrømmer han åbent, at han ikke kan partiet. Han har haft for
mange travle engagementer, som har taget tiden. Han har haft succeser i mere tunge
partier som Saint-Saëns’ Samson og Verdis Otello, men han har ikke fået tid til
lære Lohengrin. Afbud er en velkendt sag i det hårde internationale operaliv,
men Alagnas begrundelse er uhørt dum-fræk.
Hans Lohengrin var imødeset med spænding. Han har endnu
intet tenorparti sunget på tysk, men hans franske lyrisk-dramatiske tilgang til
partiet åbnede for nye muligheder. Det er den tyske tekst, ikke musikken, som
volder Alagna besvær. I september for tre år siden erklærede han på et
pressemøde i München, at han nu begyndte på indstuderingen. Bare rolig, han
lærte hurtigt, på et par måneder sad en nyt parti fast, og det tyske ville hans
kone, sopranen Alexandre Kurzak, hjælpe ham med, sagde han. Men nu indrømmer
han, at han ikke kan den tyske tekst udenad, som det er nødvenligt i Bayreuth. Her kan man ikke installere en teleprompter på scenen, som kollega Anna
Netrebko benyttede sig af, da hun i 2016 sang Elsa i Dresden (Indspillet på DVD
af DGG). Netrebko skulle også have sunget Elsa nu i Bayreuth, men hun har for
længst meldt afbud på grund af det tyske sprog. I stedet synger Münchens fremragende
Anja Harteros Elsa.
Men hvem skal nu være hendes Lohengrin? Den mest oplagte er
polakken Piotr Beczala, som er Netrebkos fornemme Lohengrin på indspilningen
fra Dresden. Han har naturligvis sommersæsonen besat blandt andet med at synge
på Puccini-festivalen i Torre del Lago, og han var med rette skuffet, da han
ikke blev valgt til Bayreuth. (Nyt: Der forlyder intet om, Beczala også kan klare disse kontrakter). En anden mulighed er Klaus Florian Vogt, der var
Bayreuths seneste meget succesrige lyriske Lohengrin, men han synger i forvejen
i ”Mestersangerne i Nürnberg” Walther von Stolzing i Bayreuth, og det kan blive
for hårdt med to serier forestillinger med så store og forskellige
Wagner-partier for ham. Vogt er kendt for at passe på sin stemme. Bayreuth har
fået et problem. At have satset på Alagna kan kaldes poker. Har Bayreuth tabt,
eller har festspillene i al stilhed haft en erstatning parat?
München-avisen ”Merkur”, som navnet fortæller er en forretningsmands
avis, har spurgt festspillenes chef Katharina Wagner, hvad de vil gøre over for
Roberto Alagna? Hun svarer ”I hvert fald
vil vi undersøge sagen juridisk og eventuelt kræve erstatning”. I de fleste sager med kunstnerafbud er der
ikke noget at gøre. Men her er der ingen lægeerklæring, kun et alt for sent
afbud med mangel på respekt fra Alagnas side, så for operabranchens skyld ville
det være godt med en seriøs juridisk sag. I sit ”communique” til Bayreuth
slutter Alagna af med at udtrykke håbet om, at han eventuelt står til disposition
til næste sommer!!
Spændingen til den nye ”Lohengrin”-forestilling er stadig intakt
på grund af at Neo Rauch står for sceneopbygningen. Han regnes for Tysklands
førende maler. Af samme grund er den moderne amerikanske teater- og operainstruktør
Yuval Sharon kommet til som instruktør i stedet for den oprindeligt påtænkte Alvis
Hermanis.Christian Thielemann dirigerer.
jcklassisk vil i de kommende dage følge historien op med det,
som måtte komme.
Kvindelige musikere i kjole og hvidt
Amerikas ældste orkester og et af de bedste i USA, dog ikke
det allerbedste, New York Philharmonic Orchestra, som nu begynder sin 176.
sæson, er det eneste af de 20 førende amerikanske orkestre, som stadig forbyder
sine kvindelige musikere at spille til aftenkoncerterne iført bukser i stedet
for lange kjoler eller sorte, lange nederdele til orkestrets aftenkoncerter. Orkesteret
har 44 faste kvindelige musikere og 50 mandlige.
Men forbuddet vedvarer ikke længe, skriver New York Times.
Orkestrets mange kvindelige musikere slår på, at kravene til de ukomfortable kjoler
formindsker musikernes bevægelighed og dermed den musikalske kvalitet, og man
søger at udarbejde en ny moderne dresscode. New York´erne halter i
virkeligheden kun bagud i forhold til mange andre symfoniorkestre, som har løsnet
formen.
Man håber derved også at få et yngre publikum ind. Af en
eller anden grund synes alverdens orkestre at være mere glade for det unge
publikum, som det ikke har, end for det traditionelle, mere modne publikum, som
holder det klassiske musikliv i live. De fleste får jo først tid til den
klassiske musik, når børnene vokser ud af huset. Men mon tøjet i virkeligheden
betyder noget væsentligt for at få taget i et nyt ungt publikum?
Ifølge den lange artikel i New York Times, som endnu har råd
til og tror på værdien af at skrive langt, tænker man stort hos New York
filharmonikerne. Alt i koncertsammenhæng skal gøres lettere og behageligere. Et
af forbillederne er hornisten Julie Ann Giacobassi, som fik revolutioneret
dress coden for San Francisco Symphony, efter at en ventil på hendes horn sad
uhjælpeligt fast i kjolens store folder (imens hun må have lagt instrumentet i
skødet) under en opførelse af Mahlers anden symfoni i 1980’erne. Hun anskaffede
sig et kjolesæt som sine mandlige kolleger, og det hørte hun en del for. På et
europæisk gæstespil i Firenze kom en tilhører bagefter op og skældte hende ud. Men
nu indgår kjole og hvidt som en fri mulighed også for kvindelige musikere i San
Francisco orkestrets tøjvejledning.
Løsningerne for et orkesters påklædning er mange og
forskellige. Det er væsentligt, at den er præget af en vis enhed, fordi
musikken klinger som en enhed. Det vil for de fleste tilhørere nok formindske
oplevelsen af en strygergruppe, hvis musikerne sidder i tilfældigt forskelligt
tøj. Men det må heller ikke give indtryk
af at være uniformer det hele, og her gør de små raffinerede nuancer i de
kvindelige musikeres påklædning totalbilledet af orkestret mere let i samklang
med musikken. Et orkester må aldrig virke tilfældigt påklædt. Musikerne skal
også i tøjet udstråle, at deres koncert er en begivenhed, noget ganske særligt.
Alt dette har man mere eller mindre været sig bevidst vel i flere generationer,
men det er stadigt aktuelt og tilmed lidt sjovt, når det nu tages op i New York.
Kæresten ville ikke af med ham
New York Times fortæller også om en talentfuld canadisk
klarinettist, som i 1913 fik muligheden for at studere videre under en anset
professor i Los Angeles endda med alle udgifter betalt. Men hans kæreste
ønskede ikke, at han skulle forlade Canada. Hun loggede ind på hans computer og
fik opsnappet hans tilsagn og sendte i stedet afbud til tilbuddet om at studere
under klarinetprofessoren Yehuda Gilad, der kun accepterer at have én, højst to
elever årligt. De har til gengæld altid fået toppladser i de amerikanske
orkestre.
Vor klarinettist Eric Abramovitz troede, at han var blevet
afvist og tog i stedet en bachelor-grad hjemme på universitetet i Montreal, og videre
frem slog han af andre grunde op med sin kæreste, kaldet Ms. Lee. Drømmen om at
spille under Yehuda Gilad havde han ikke glemt, og han tog et par år efter til
Los Angeles til audition hos den berømte klarinetprofessor, der undrede sig,
for han havde jo allerede sagt ja til ham. Abramovitz fortalte ham, at han
havde fået et afbud fra ham på ”giladyehuda09”, som professoren kunne afvise som
et falskneri. Abramovitz begyndte i 2016 efter en ny optagelsesprøve at studere
på University of Southern California, hvor Gilad også underviser.
Abramovitz anmeldte ekskæresten hjemme i Canada, og
professoren tog affære i USA, og Ms. Lee er blevet dømt til at betale sin tidligere
klarinet-kæreste 300.000 canadiske dollars som erstatning for manglende
undervisning og indkomst, hvortil kommer 75.000 af de lidt mere værdifulde amerikanske
dollars fra retten i Californien som kompensation for ”som en person, som han
troede på, men i stedet havde snappet hans drøm”. New York Times regner ikke med,
at Ms. Lee kan betale dette beløb svarende til langt over en million kroner,
men glæder sig over, at Eric Abramovitz nu er på vej hjem til Canada, hvor han
skal være førsteklarinettist for et af Canadas bedste orkestre, Toronto
Symphony Orchestra.
Billede: Roberto
Alagna har meldt afbud som Lohengrin til Bayreuth under pinlige omstændigheder.