af John Christiansen - d. 10. december 2018
Leif V.S.Balthersen har skrevet om Richard Strauss’ orkesterværker. Bogen er en opkvikker
Der udkommer
for øjeblikket ret mange biografier og
klassiske musikbøger om komponister og musikere, og det skal hilses velkommen. Der
vil komme flere anmeldelser her på jcklassisk.dk, men i denne omgang gælder det
Leif V.S.Balthzerzen, som i sin nye bog har valgt at gennemgå Richard Strauss orkestermusik.
Det er en god ide, for der sker netop meget i Strauss’ musik, som med fordel kan
oversættes til ord. Når man læser dem, kommer man ikke blot nærmere på Richard
Strauss, men i særdeleshed på hans musik. Leif V.S.Balthzersens bog har som undertitel
”En brugsanvisning til Richard Strauss’ orkesterværker”. Den er meget mere end
det. Den er en opkvikker til Richard Strauss’ orkesterværker.
Baltherzen fik for mange år siden Aarhus Universitets
guldmedalje for en prisopgave om Richard Strauss, og nu har det grundige
arbejde fra guldmedalje-tiden også fået del i en bogudgivelse. Det er virkelig en
musikindføring for alle. Man mærker naturligvis forfatterens erfaringer fra sin
foredragsvirksomhed, der har gjort, at folk, som kendte forholdsvis lidt til klassisk
musik, er gået derfra med større ører. Man oplever også den musikvidenskabelige
indlevelse, som gør, at læsere, der troede, at de kunne deres Richard Strauss, i
hans bog finder nye vinkler og nye detaljer, som man hos Strauss vist roligt kan
kalde nye delikatesser i musikken.
Et godt eksempel
Lad os blot blive i gourmetens verden. Efter Hugo von
Hofmannsthals og Richard Strauss’ succes med ”Rosenkavaleren” gik de to i gang
med noget, som godt kan kaldes et eksperiment. Digteren bearbejdede og koncentrerede
Molieres klassiske og morsomme skuespil ”Le bourgeois gentilhomme” (Den adelsgale
borger). Hos Moliere sluttede skuespillet i 1670 med en ballet til musik af
Lully. Hos Hofmannsthal sluttede ”Der Bürger als Edelmann ” med en hel opera,
nemlig i 1912 med premieren på Richard Strauss’ ”Ariadne på Naxos”. Men det gik
ikke med et skuespil først og en opera derefter. Det krævede to slags publikum og
megen tålmodighed. ”Ariadne på Naxos” blev senere genskabt i den længere
udgave, som kendes nu. Men Strauss ville ikke lade skuespillets orkesterindslag
gå tabt og samlede i 1920 en dejlig og vittig suite på ni satser derfra.
Den niende sidste sats beskriver måltidet hos titelfiguren
Jourdain, som uden held gør stormende kur til en smuk enke. Første ret er laks
fra Rhinen, hvilket man hører i et citat med rhindøtrenes musik fra Wagners ”Rhinguldet”.
Hovedretten er lammekølle, og her citerer Strauss fårene fra sin egen ”Don
Quixote”. Så serveres ”en lille ret af drosler og lærker på salvie og timian”,
hvortil man hører sangfuglene fra begyndelsen af ”Rosenkavaleren” samt – af
uransagelige grunde, som der står i Baltherzens bog – ”La donna en mobile” fra
Verdis ”Rigoletto”. Det er blot en prøve på et af mange præcise og billedrige uddybelser
af musikken. Musikken ”smager” jo bedre, når man kender noget til ”måltidet”.
Det er også her valgt som et eksempel blandt mange, fordi jeg kender til, at når
man endelig hører suiten opført, så er det slet ikke hverdagskost, at man får noget
at vide om dette indhold i programnoterne.
Beskrivelser som giver musikken liv
Richard Strauss beskriver i sin musik oftere noget bestemt, noget
billedligt, noget som kan fortælles, end de fleste andre komponister gør det. Derfor
er beskrivelser væsentlige, og Leif Baltherzens er fyldige og velskrevne. De
kan bero på hans egen fortolkning, og de kan fortælle, hvad samtiden og eftertiden
har ment. Men Richard Strauss har heldigvis selv ofte udtalt sig.
Det væsentlige er, at man, når man læser bogens
beskrivelser, får lyst til at høre musikken. Man står netop så meget bedre
rustet til at gøre det. Man kan læse bogen som en samlet historie om Strauss’
orkestermusik, og den historie er i selv spændende, men bogen kan også stå på
boghylden som en let åbnet guide til det orkesterværk af Strauss, som man mere
eller mindre tilfældigt støder på.
De store tonedigte
Hvilken musik har vi med at gøre? Richard Strauss
(1864-1949) fik undervisning i komposition allerede som 11-årig. Da hans opus 1
med en for ham meget karakteristisk titel ”Festmarch for stort orkester” blev
uropført i München i 1881, havde han allerede komponeret sin første symfoni af
to og det ældste værk af de 25 meget forskellige stykker musik, som i bogen bliver
mere selvstændigt beskrevet. ”Macbeth” fra 1887 er det første af de store
tonedigte, som lagde grundstenen til Richard Strauss’ berømmelse. Det er også
det mørkeste i grundfarven af dem og et af de sværeste at lytte sig ind til
handlingen i og nok derfor heller ikke et af de mest spillede. Den 24-årige
Strauss’ virkelige gennembrudsværk var ”Don Juan”, som man møder i forførelsesforsøg
på hele tre kvinder. Inspirationen havde han fra Nikolaus Lenaus dramatiske
digt, der såmænd også var inspireret af Lorenzo da Pontes libretto til Mozarts
opera. Her får vi Strauss’ første forførelsesscene, hvor kvinden er
repræsenteret af soloviolinen. Senere i ”Ein Heldenleben” møder vi en helt
anderledes kvinde i en soloviolin, nemlig fru Pauline Strauss højst personligt.
Jeg har et andet steds læst en beskrivelse af ”Don Juan”, hvor Donna Elvira bliver
karakteriseret som rødhåret(!), men den slags friere tolkninger holder
Baltherzen sig fra. Hvem ved, om hun ikke også havde farvet håret?
I tonedigtet ”Tod und
Verklärung” (Død og forklarelse) følger musikken ret tydeligt Strauss’ egen
forklaring, og den er god at have på skrift. Mange år senere, da Strauss lå på
sit dødsleje, konstaterede han ikke fri for begejstring, at døden netop var,
som han som ung selv havde beskrevet den i sin musik. Det festlige
gavtyveportræt ”Till Eulenspiegel” fulgte. Ih hvor er der her meget genfortalt af
forfatteren, som man let og med fornøjelse kan lytte efter i den fortællende og
undertiden også sjove musik. Noget helt andet fulgte, nemlig den af Nietzsche
inspirerede ”Also sprach Zarathustra”, der var en persisk profet. Baltherzen
understreger, at Strauss betegnede værket som frit efter Nietzsche, som
ikke blot var en stor filosof, men også en ganske god komponist.
De to næste tonedigte, som Strauss komponerede næsten
samtidigt, er ”Don Quixote” efter Cervantes berømte 1600-tals fortælling og
”Ein Heldenleben”, en klingende kunstnerbiografi, som var et tidstypisk
fænomen. Her citerer Strauss ivrigt af sin egen tidligere musik, men man forstår
også, at ”Ein Heldenleben” kun med store begrænsninger kan betragtes som selvbiografisk.
”Intet lå for Strauss fjernere i disse år end verdensflugt og tilbagetrækning”.
Den biografiske linje, som Strauss her var kommet ind på, fortsætter han i
udpræget grad i den familiære selvbiografi ”Symphonia Domestica”, men der er
tale om to meget forskellige værker med to meget forskellige ”helte”. Tilbage af
tonedigte står efter 12 års pause Strauss’ imponerede flotte naturbeskrivelse i
”Alpesymfonien”. Operaen blev derefter Strauss’ hovedinteresse som komponist. De
seneste år bragte dog, hvad der kaldes stor og småt for orkester. Den gribende
afslutning er mesterværket ”Matamorphosen” for 23 solostrygere.
Righoldig og spændende musik
Jeg håber, at ovenstående rids skulle giver et indtryk af,
hvor stor, spændende og righoldig Richard Strauss’ orkestermusik er. Det er, som
vist allerede noteret, en fornøjelse i sig selv at læse Leif Baltherzens grundige
og levende indføring i den, naturligvis betinget af musikkens eget liv og egen alsidighed.
Bogen fortæller endnu mere om Richard Strauss, end hvad der står i selve gennemgangen
af værkerne. Læs bogen og hør musikken på plader, i radio og på nettet og
naturligvis i koncertsalen. Richard Strauss’ tonedigte er også noget af det
bedste at høre og arbejde med, hvis man vil udvide sin egen evne til at lytte, opdage
og opleve.
Jeg har i de seneste år ikke fulgt tilstrækkeligt med til at
kunne anbefale nogle specielt blandt de nyere indspilninger, men jeg vil
erindre om de musikalsk herligste gengivelser, som tænkes kan af Strauss’
orkestermusik, nemlig de i alt nu ni cd’er, som Rudolf Kempe og Staatskapelle
Dresden indspillede i 1970’erne for EMI, og som i en senere digital remastering
stadig lyder godt. Men er de til at få, nu da EMI ikke længere eksisterer? Interessant er, at Richard Strauss som
dirigent selv indspillede en del af sin egen musik. Det er langt fra altid, at
komponister er de bedste til at gengive deres egen musik. Men Richard Strauss
kunne det.
Bog: Leif V.S.
Balthzersen: Richard Strauss’ orkesterværker. En brugsanvisning. Aarhus
Universitetsforlag.165 sider, pænt illustreret. Pris199.95 kr.