af John Christiansen - d. 1. februar 2019
Aarhus Symfoniorkester sagde farvel til sin fremragende solofagottist Eric Besselin – Orkestret har udgivet en fin cd med koncertmester Ian van Rensburg og musik af Knudåge Riisager
Den ene torsdag storstilet og alvorligt med Bruckner, den
anden torsdag med hele tre stykker musik, hvor humoren var med i alle tre værker,
uden dog at dominere alt for voldsomt. De gode gamle Mozart og Beethoven slog
sig begge lidt løs, og unge Hans Abrahamsen gav sin musik mange ansigter, såvel
lette og alvorligere.
En af Aarhus Symfoniorkesters tro tjenere som solofagottist gennem
28 år spillede farvel, men det er heldigvis kun som solofagottist, at han siger
stop. Eric Beselin gjorde det som solist i Mozarts sprudlende koncert for sit instrument.
Der var ingen mening i, at5han skulle holde op, tænkte man lidt mismodigt. Han skulle og kunne være
fortsat. Men man erfarede heldigvis, at
han forbliver som anden solofagottist ved siden af den unge australier Justin
Sun, som tiltræder i orkestret den 1. marts. Som fagottist har man ofte en
tilbagetrukken plads i orkesterklangen, men fagotten er uhyre vigtig, for den
er en slags garant som en samler af helhedsklangen, og det har været pragtfuldt
at have så sikker og så følsomt fornemmende en musiker på denne post gennem de
mange år.
Mozarts fagotkoncert har kun en fejl. Den er at for kort.
Man mærker, at Mozart har nydt at skrive den, og man mærkede, at Eric Beselin
nød at spille den. Han legede med de mange store ekvilibristiske spring i
fagottens melodiske bevægelser, som er karakteristisk for denne ældste
blæserkoncert, vi har fra Mozarts hånd. Her synes Mozart at ville vise sit gode
humør og i en behersket form vise, at der også godt måtte være lidt komik i
hans musik. Finalen blev af Beselin spillet, så man opdagede de indre
modsætninger, som er her med den egentlig stive dans menuet sat ud for og mod
fagottens festlige spillehumør. Den varede kun 16 minutter. Vi kunne godt have
fået den hele en gang til som ekstranummer. Vi ville ikke være gået ud over den
klassiske koncerts normale to timer. Men det ville nok have været mentalt for
hårdt for solisten at skulle gentage sin fornemme præstation.ntasifuldt forskellige i ide og formning. Her var også humor.
Sådan virkede også slutsatsen, som kunne være ”stjålet” fra et stykke festlig
barokmusik. Den unge (antagelig) schweiziske dirigent Victor Aviat, som ser sig
selv ”som en musiker, der blev dirigent” havde et godt tag på det vekslende
liv. Og orkesterspillet var dejligt præcist. Han dirigerede Aarhus
Symfoniorkester i sidste sæson og blev altså genengageret,
Beethovens ottende symfoni strutter af livsglæde. Det er
lidt mærkværdigt, at den ikke spilles oftere, men det er nok fordi, at den er indeklemt
mellem den store syvende symfoni kaldet ”Dansens apoteose” og den endnu større
niende med slutsatsen komponeret over Schillers ”Ode an die Freude”. Når den ottende så får lov til at komme ud for
sig selv, oplever man den desto mere som en festlig og kraftfuld opdagelse. Selvfølgelig
er der en vekslen af lys og skygger i den, men først og fremmest en dejlig
energi, og den fik Victor Aviat godt frem. Men det orkesterspil, han fik frem,
var ikke af sædvanlig helhedskvalitet. Den interne balance mellem instrumenterne
virkede alt for ofte tilfældig i klang og styrke. Men hvor var det pragtfuldt at kunne benytte
ordet humor i forbindelse med alle tre værker, selv om den ikke glimtede i
fuldt omfang.
Spændende cd med Riisager fra
orkestret
Aarhus Symfoniorkester har i nærmest stilhed indspillet en
cd med kontrastfyldt musik af Knudåge Riisager. Det alvorlige værk er hans
violinkoncert fra 1951, en ægte solistkoncert i to satser, den første ret
rolig, den anden decideret livfuld. Aarhus Symfoniorkesters koncertmester i
mere end 25 år Ian van Rensburg henter sig her en personlig succes med sit
smukke solospil, hvori indgår mange aspekter også af virtuost krævende art. Det
er en koncert værd at høre, og forhåbentlig bliver den snart at høre i
Symfonisk Sal med Ian van Rensburg som solist. På cd er den en bedrift med
Andreas Delfs som dirigent. Han er nu led i i Aarhus Symfoniorkesters
dirigent-triumvirat sammen med Marc Soustrot og Leif Segerstam.
Knudåge Riisager skrev også musik, som kræver mindre intens
lytning. Efter violinkoncerten får vi over 40 minutters balletmusik komponeret
over en række af Carl Czernys klaveretuder, som mange af os har haft et mere
eller mindre godt forhold til. Her er Riisager raffineret og morsom og elegant.
Disse små stykker, 22 i alt, gør én i godt humør. De fortjener også at blive
fast indhold i koncertsalen. De har tilmed den fordel, at man kan nøjes med et
par stykker ad gangen. De kan puttes ind i snart sagt enhver koncert, som ikke
behøver at være gennemført alvor. Cd’en
med violinkoncerten og balletmusikken er udgivet af Dacapo med nummeret
8.226145.
Næste torsdag den 7, februar
2019 dirigerer Leif Segerstam en af Bruckners mest populære symfonier, den
fjerde kaldet ”Den romantiske. Læs anmeldelsen forneden i denne artikel af Segerstams
og Aarhus Symfoniorkesters koncert forleden med Bruckners syvende symfoni.
Læs også den forrige
artikel på jc.klassisk om Den jyske Operas næste forestilling August Ennas ”Kleopatra”,
der har premiere på en landsturné den 1. august i Musikhuset Aarhus. Den blev
en succes på Det kongelige Teater i 1894, men Danmark blev for småt for Enna,
der fik megen succes ude i den verden, som ikke fik ondt i maven af
senromantikken. Læs om August Enna og historien bag den virkelige Kleopatra og
bliv lidt klogere på operaen, som ikke findes i nogen operafører. Musikken er
senromantisk storladen. Det bliver en af de mest spændende operapremierer herhjemme
i mange år.
Billede: Fagottisten
Eric Baselin og bag ham dirigenten Victor Aviat.