af John Christiansen - d. 11. april 2019
Aarhus Symfoniorkester spiller fransk – To elegante klavervirtuoser – Honeggers symfoniske mesterværk
Der blev budt på musik af to generationer franske komponister
af Aarhus Symfoniorkesters på en koncert, som vel bød på overraskelser for de
fleste af os. Det kunne også ses på, at Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus ikke
var helt fyldt, men pænt. Koncerten med chefdirigent Marc Soustrot gentages i
aften fredag. Orkestret er generelt ret optimistisk, hvad angår koncerter, som gives
to gange. Det er til at forstå, at den franske chefdirigent gerne vil have, at
mange skal høre dette interessant sammensatte program, men det er nu engang
sådan, at hvad et dansk publikum går efter, ja, det er, som vinden blæser.
Koncerten som helhed kan kun anbefales ved gentagelsen her fredag den 14. april
både på grund af solistkoncerten og især for Honeggers gribende symfoni.
En musik fri for
banaliteter
Jeg begynder med koncertens sidste værk af i alt fire, Arthur
Honeggers tredje symfoni med titlen ”Symphonie Liturgique”. Det var absolut
aftenens hovedværk. Honegger var faktisk schweizer, og det blev han ved med at
være, selv om hans musikalske virke langt overvejende fandt sted i Frankrig.
Han var en komponist, som min generation havde ret let ved at kunne opdage specielt
i årene efter Anden verdenskrig. Han betød virkelig noget. Nu spilles hans
musik desværre sjældnere. Han tilhørte den franske gruppe Le Six, som også en
anden komponist denne aften, Francis Poulenc gjorde det. Debussy og Faure var
de øvrige to, begge ældre og trods alt mere populære komponister i gruppen, men
det sidste var de ikke til denne koncert.
Honegger skrev i sin selvbiografiske beretning ”Jeg er
komponist”: ”Det har altid været mit ønske og min anstrengelse at skrive en
musik, som er forståelig for den store masse af tilhørere og dog så fri for
banaliteter, at den også formår at fængsle de virkelige musikelskere”. Det kan kaldes
et fromt ønske, men Honegger havde ret, for han mestrede det, som han ville. Han
ramte plet i omtalen af de krav, som han stillede til sin egen musik. Hans og
Claudels oratorium ”Jean d’Arc på bålet” kom dengang op på Det Kongelige Teater
med Ingeborg Brams, et højdepunkt for teatret og en afgørende oplevelse for
mig. Honeggers mest populære værk var dog den kun 7-8 minutter korte
beskrivelse af et (dengang) moderne damplokomotiv ”Pacifik 231”. Den dampfart ville
jeg gerne have genhørt nu. Honegger elskede den moderne tekniks nyeste
frembringelser. Han yndede musik, som han kunne føle en symfonisk bevægelse i.
Vel også derfor skrev han musik til og om ”Rugby”, det specielle engelsk-amerikanske
fodboldspil.
Kun overskriften er
liturgisk
Hvor var det pragtfuld at høre Honeggers tredje symfoni, som
er komponeret omkring Anden verdenskrigs afslutning. Og alligevel er ordet pragtfuld
ikke på sin plads, for det er musik præget af Anden verdenskrig. Men det er nu
engang sådan med virkelig stor musik, at man kan føle sig nedtrykt og grebet af
et indhold og alligevel føle en overrumplende smertefuld oplevelse samtidig.
Symfonien hedder den liturgiske, men indholdet er ikke liturgisk. De tre satsers
betegnelser ligger bag og bestemmer alligevel indholdet: ”Dies iræ” (Vredens
dag), ”De profundis clamavi” (Fra dybet råber jeg) og ”Dona nobis pacem” (Giv mig
fred). Man kommer nærmere karakteren i de tre satser, når man ved, hvorfra
teksterne kommer. Først den rimede dødsmesse-sekvens-sats fra det katolske
Requiem. Musikken er skarpt indsat på krigens gru. Denne sats er så sat op imod
Salme 129 med en mere afslappet karakter, men den falder sammen, krigens virkning
kan ikke smides værk, endsige glemmes. Sidste sats klinger ud til et
tekststykke fra det faste gamle messeled ”Agnus Dei” (Guds lam), en bøn om fred,
men satsen begynder med grelle marchrytmer og fortsætter som en menneskelig
kamp, der synes umulig at standse.
Honegger selv sagde senere om sin musik, hvad der lyder, som
ville han gøre tilgangen lettere til værket: ”Min symfoni er et drama, som tre
personer – virkelige eller symbolske – udspiller. Ulykken – Lykken – Mennesket.
Det er et evigt problem. Jeg søger at forny det …”. Vi fik det her i en stor
gengivelse. Det var igen Aarhus Symfoniorkester i den storform, som vi har hørt
orkestret i ved flere nyere lejligheder. Under Soustrots stærke udstråling var
det koncentreret undertiden til det smertelige, og det gælder hele orkestret.
Denne aften sad der maksimalt 85 musikere på podiet, de 15 deraf var elever fra
Det jyske Musikkonservatorium. Det er vigtigt, at de kommende orkestermusikere
får denne øvelse, denne gang ildkamp. Det er nødvendigt for fremtiden, at de
prøver. Under Marc Soustrot går det op i stor og gribende musik.
En svagere begyndelse
Sådan begyndte det ikke. Hvorfor spille Faurés forspil til
den glemte opera ”Penelope”?. Det blev bedre med den unge Debussys ”Petite
suite”, nydelig musik, først enkel og lyrisk, så ret opløftende dansesatser,
men endnu ikke den ”virkelige” Debussy. Så kom endnu et skridt eller rettere måske
to op af kvalitetstrappen med Francis Poulencs ”Koncert for to klaverer og
orkester”. Her fik man lidt af hvert. Poulenc kaldte den selv: ”Kæk og direkte”,
og det var specielt førstesatsen netop. Andensatsen lød nærmest som en fin Mozart-parafrase.
Så blev der skruet anderledes op for det mere grove, men altså livsbekræftende
i finalen. Det var en oplevelse at høre
de to pianister, den kendte franske pianist Jean-Philippe Collard og hans tidligere
elev Oluf Hansen, hvis nordisk klingende navn, der intet foreligger om, men
også ham får vi forhåbentlig at høre igen. Det var pragtfuld elegant og meget præcist
klaverspil.
Og så kom Honegger til den sublime afslutning.
Farvemishandling af Symfonisk Sal
Da havde koncerten varet 115 minutter til den sidste tone,
men i programmet stod der, at den kun ville vare ca. 95 minutter. 20 minutters
forskel er meget, hvis man skal nå en bestemt befordring. Tag en cirka tid for
bifald og denne aften også for en sceneflytning med i beregningen. En dag vil det
opgivne minuttal passe. Så har jeg varmet op til aftenens lille chok.
Bagvægen
i Symfonisk Sal var fyldt ud med en lilla farvet væg, som måse kunne have passe til enungdomsfest, men ikke til em klasssk koncertsal. Den gik igen mellem sidelogerne. Udsmykningen må aldrig dominere så meget.
Den vil ikke passe sammen med ret meget af den musik, som skal spilles i
Symfonisk Sal. Den var direkte upassende sammen med den af krigssmerte fyldte
symfoni.
Billelde: Den franske mesterpianist Jean-Philippe Collard