af John Christiansen - d. 20. december 2019
Mindeord om fem musikere, som døde i 2019. Dirigenterne Michael Gielen, André Previn og Mariss Jansons, sopranen Jessye Norman og bassa nove guitaristen Joao Gilberto
Tre store dirigenter skal nævnes først: Michael Gielen (1927-2019) er nok den mindst kendte af dem her
hjemme, for hans repertoire var for en stor del den nye musik. Men gennem årene
arbejdede han sig tilbage i musikhistorien, og til sidst konkluderede han: ”Jeg fortryder, at jeg ikke dirigerede mere
Bach. Man lærer af at høre med Bach”. Som operachef i Frankfurt arbejdede
han sammen med to store operainstruktører, Ruth Berghaus og Hans Neuenfels. Som
chef for Südwest Rundfunk Sinfonieorchester kunne han sammensætte et så
tankevækkende koncertprogram som Beethovens niende symfoni og Arnold Schönbergs
Auschwitz-kantate. Hans musiceren var som han selv, undertiden ligefrem sarkastisk
i al sin strenghed. Gielen betragtede
det som en nødvendighed for at opnå store resultater. Han var ikke en af de
mest populære, men han var en af de største for mig.
Andre Previn (1929-2019)
døde en uge før han ville være fyldt 90 år. Han kunne det hele. Hans repertoire
omfattede yderpunkterne af underholdningsmusikken og den klassiske musik. Han
tog det hele alvorligt som arrangør og som dirigent. Den store violinist Anne
Sophie Muter, som han overraskende – fordi hun var meget yngre end ham - var
gift med i fire år, skrev efter hans død: ”I
øjeblikket er André antagelig i gang med en jamsession med Oscar Petersen og
Wolfgang Amadeus Mozart, og han vil overgå dem”.
Mariss Jansons
(1943-2019) var den mest populære af de store dirigenter, som vi måtte sige
farvel til. Han var søn af en anden berømt dirigent, Arvid Jansons. Han blev født
nærmest i skjul i Rigas jødiske ghetto. Da hans far blev udnævnt som chef for
Leningrads filharmoniske Orkester, rejste familien med, og Mariss fik sin
uddannelse på konservatoriet her. Han blev kendt, da han blev chef for Oslo
filharmonikerne og på kort tid gjorde orkestret verdensberømt. Dengang dirigerede
han også herhjemme, symfoniorkestrene på Sjælland og i Sønderjylland. Jo, vi opdagede
sandelig, hvad det betyder, at en anderledes stor dirigent pludselig står på podiet.
Herbert von Karajan havde opdaget hans kolossale dirigentevner og insisterede
på, at han fik tilladelse til at virke under ham i Berlin. Han dirigerede alle
store orkestre, i en længerede årrække Concertgebouw i Amsterdam og i sine
sidste år det fremragende kor og orkester på Den bayerske Radio i München. Han
virkede mest som koncertdirigent. Hans helbred begyndte ret tidligt at vakle, og
han måtte frasige sig operaengagementer, som tog for meget på hans kræfter. Jeg
mindes dog hans direktion af Sjostakovitjs ”Lady Macbeth fra Minsk” på Salzburg
festspillene, hvor jeg også havde fornøjelsen at spise frokost med ham og hans
elskelige hustru, som førte ham gennem de vanskelige sygdomsår. Han var en af de
mest ægte elskværdige af verdensdirigenterne. Og den holdning gennemsyrede også
hans musikskaben.
En af operascenens mest overvældende operasangerinder var
den amerikanske sopran Jessye Norman
(1945-2019). Hun var på flere måder nærmest majestætisk at se på og at høre
på. Hendes skikkelse, hende fravestålende rober, hendes elskelighed, hendes
humor. Pressemøderne med hende på festspillene i Salzburg var højdepunkter, en
fælles fest som vi journalister aldrig glemmer. Hun var stor i alle henseender,
men hun blev på jorden. Naturligvis var hendes magiske stemme oplevelsen. Jeg
vil især mindes to gange, en Wagner-koncert i Salzburg med Herbert von Karajan.
Den måtte forkortes på grund af maestros sygdom. Og en sangaften med pianisten Svjajtoslav Richter på
et festspil i en lade i Loire i Frankrig, som blev akkompagneret af et
stormvejr, som betød, at det elektriske lys gik, så kun de blafrende stearinlys
i farlig nærhed af hendes blafrende kjole fungerede. Jessye Norman blev berømt
som prisvinder i München i 1968 i München og året efter sang hun en uforlignelig
Elisabeth I Wagners ”Tannhäuser” i Berlin. Hun glemte aldrig sin barndom i det
sydlige USA, hvor hun mødte racehadet. I sine sidste år stod hun i spidsen for
et større musikprojekt for børn i hjembyen Augusta i Georgia.
Joao Gilberto,1931-2019
var en braziliansk guitarist og komponist i en anden musikverden, som jeg ingen
personlige erindringer har fra, men han skal med på listen. Han afbrød sin
skolegang som 16-årig, fordi han ville være musiker. Det gik ikke for ham i første
omgang. Så trak han sig tilbage langt ude på landet i søsterens hus og øvede og
øvede Det foregik i badeværelset, hvor akustikken var bedst. Så kom han tilbage
og præsenterede bossa nove. Han skrev musikhistorie med ”The Girl from Ipenema”.
Gilberto trak sig senere tilbage i ensomhed, kæmpede med sit pladefirme, blev
uvenner med sin familie og døde ludfattig som 88-årig.
Denne artikel er
inspireret af BR Klassik.
Billede: Jessye Norman