af John Christiansen - d. 28. december 2019
Godt nytår. Forhåbentlig også med nytårsmusikken her.
Det begynder allerede tidligt nytårsaften, da henholdsvis Dresdner
Staatskapelles og Berliner Philharmonikers koncerter kolliderer lidt, men ikke
helt. Nytårskoncerterne i de to byer og naturligvis i Wien bliver i år enestående
lejligheder til at opleve den lettere musik spillet i dens fulde gnistrende
kvalitet.
Dresdner Staatskaopelle og Thielemann
Det begynder tidligt nytårsaften klokken 17.25 på ZDF fra
Dresden, hvor Christian Thielemann dirigerer større uddrag af Franz Lehars ”Das Land des Lächeln” (Smilets land). Det er noget særligt at lytte til de store europæiske symfoniorkestres
nytårskoncerter. Chefdirigenterne selv dirigerer musik, som de vil vise
publikum, at de også kan tolke, så det bliver en særlig oplevelse. I Dresden og
Berlin foregår nytårskoncerterne tidligt nytårsaften. Desværre overlappes Smilets
land, men kun kortere tid af Berlin. Den canadiske sopran Jean Archibald og den polske tenor
Pavel Braslik er i spidsen for et flot
sangerensemble, som også omfatter den amerikanske sopran Eriv Morley. De store
operetter høres mindre og mindre i disse år. Hvor er det synd. Det er
spændende, hvad den fremragende dirigent af Wagner og Richard Strauss,
Christian Thielemann får ud af den. Operettegenrens genopvågning?
Berliner Philharmoniker og Kirill
Petrenko
Lehar når altså ikke at blive færdig på ZDF, før Arte begynder at
sende Berlinernes nytårskoncert. Den varer fra 18.35 til 20.15. Koncerten bliver
den nye chefdirigent, russeren Kirill Petrenkos første nytårskoncert. Han har
sammensat et program, som er lettere end vanligt i nytåret i Berlin med musik af
Richard Rodgers, Leonard Bernstein, George Gershwin og Kurt Weill. Sangsolisten bliver Diana Damrau. Også hun
fremragende.
Wiener Philharmoniker på ZDF og DR. NYE TIDLiGERE BEGYNDELSESTIDSPUNKTER
Nytårskoncerten fra den danske arkitekt Hansens gyldne sal i
Musikverein i Wien med Wiener Philharmoniker har det største tv-publikum i
verden og byder på wienermusik og andet godt i musikalsk topkvalitet. Herhjemme
transmitterer DR den længere anden del af koncerten på TV 1 kl. 12.15 nytårsdag,
men hele koncerten kan høres på tyske ZDF fra klokken 11.15. .
Den lettiske dirigent Andris Nilsons dirigerer den for
første gang, og jeg tør love på forhånd, at det bliver en ægte wienerisch begivenhed. Nilsons har siden 2013 været chefdirigent for Boston Symphony Orchestra og
siden 2018 for Leipzig Gewandhaus Orchester. Selv om jeg kun har om
ikke en mavefornemmelse, så dogen øreforventning om, at det vil blive charmerende,
smukt, elegant, vittigt og følsomt. I Leipzig er Nelsons i gang med at indspille
alle Bruckners ni symfonier, og her før Beethoven-året har DGG udgivet alle
Beethovens ni symfonier med ham og dagens wienere. Han var fra 2011 til 2018 gift med sopranen
Kristine Opulais, som er tilknyttet Metropolitan Operaen. Nilssons er et meget følsomt
menneske, hvilket har givet ham personlige problemer, men samarbejdet med hans
to faste orkestre fungerer tilsyneladende perfekt.
I 2020 fejrer man Beethovens (1770-1827) 250 år på nytårskoncerten
i Wien med at spille hans 12 kontradanse, som ikke er, men godt kan kaldes udpræget
nytårsmusik. De seks af dem er premierer på nytårskoncertens program, som otte
andre stykker musik også er det. Det er usædvanligt mange. Et af dem er såmænd vor
egen Hans Christian Lumbyes (1820-1874) Postillon galop, som spilles umiddelbart
før Beethovens kontradanse hen mod slutningen af koncerten. Galoppen høres sjældent,
så den vil også være en nyhed for de flestes danske lyttere. Den blev uropført
på Hotel Angleterre i København af Lumbye selv og hans eget orkester i november
1840, små to år før åbningen af Tivoli, da Lumbye begyndte der som musikchef.
Programmet i Wien
Carl Michael Ziehrer: Ouverturen ”Die Landstreicher” (første
gang) – Josef Strauss: Valsen ”Liebesgrüsse” (første gang) – Josef Strauss: ”Liechtenstein-march”
(første gang) – Johann Strauss søn: Polka: ”Blumenfest”.
Johann Strauss søn:
Valsen ”Wo die Zitronen blühn” - Eduard Strauss: Polkaen ”Knall und Fall” – Franz von Suppe: ”Leichte
Kavallerie” – Josef Strauss: Polkaen ”Cupido” (første gang i den franske
version) – Johann Strauss; Valsen ”Seid umschlungen Millionen” – Eduard
Strauss: ”Eisblume”, en polka mazur (første gang) – Josef Helmesberger: ”Gavotte”
(første gang) - Lumbye: ”Postillon Galop” (første gang) - Beethoven : ”12 Kontratänze” (delvist første gang)–
Johann Strauss søn: Valsen ”Freut euch des Lebens” – Johann Strauss: ”Tritsch-Tratsch
polka” – Josef Strauss: Valsen ”Dynamiden”. Som sædvanlig sluttes af med Johan
Strauss’ ”An der schönen, blauen Donau” og fader Johann Strauss’ ”Radetszky-march”.
Fra Teatro La Fenice i Venezia
Nytårsdag om
aftenen kl. 18.15 kan man så på Arte se og høre den italienske nytårskoncert i det
pragtfulde La Teatro Fenice i Venezia. Det bliver ret naturligt en ren
operakoncert. Koret synger blandt andet det altid faste ”Va pensiero” kor fra
Verdis ”Nabucco”. De to sangere er to af operaens mest populære gæstesangere, sopranen
Francesca Dotto og tenoren Francesco Damuto. Dirigenten er teatrets musikchef gennem
flere år Myung Vi Chung.
Kirill Petrenko (billedet) dirigerer
for første gang nytårskoncerten i Berlin og Andris Nelsons for første gang
nytårskoncerten i Wien.