af John Christiansen - d. 6. marts 2014
Den jyske Opera spiller Donizettis melodistærke ”Lucia di Lammermoor” med en overbevisende god sangerbesætning
Dagens citat: Den
tyskfødte dirigent Sir Charles Hallé, som grundlagde Hallé Orchestra i
Manchester, mødte den ”distingverede og elskværdige” Donizetti, da denne stadig
var ung, men allerede havde komponeret 40 operaer. Hallé mindedes at have
spurgt Donizetti, om denne troede på, at Rossini virkelig havde komponeret
”Barberen i Sevilla” på 14 dage. Donizetti havde svaret:
”Jo, det tror jeg på. Han har altid været sådan en doven fyr.”
Man kan undre sig over, at Den jyske Opera aldrig tidligere
har spillet Donizettis mest populære alvorlige opera, Lucia di Lammermoor. Men
en grund har været, at operaen kræver virkelig gode sangere. Specielt har det kunnet
være vanskeligt at finde en koloratursopran, som mestrer Lucias toneranker i
det høje leje og det ikke mindst i den 20 minutter vanskelige vanvidsscene. Men
det har Den jyske Opera nu. Her i skrivende stund har jeg kun hørt
premiereholdets Henriette Bonde-Hansens Lucia, men jeg har lyttet til den
alternative Lucia, den irske sopran Claudia Boyle, som også er en fornøjelse. Og den sanglige kvalitet holder
forestillingen oppe.
Henriette
Bonde-Hansens fantastiske Lucia
Donizetti var en af de fornemste repræsentanter for bel
canto operaen i første del af 1800-tallet. Bel canto betyder den smukke sang,
men den er mere end det. En væsentlig bestanddel af bel canto var og er, at
melodierne og sangen formes, så de giver udtryk for et indre drama. Lucias
vanvidsscene er psykologisk ikke så farlig, eller rettere ikke så barsk realistisk,
som vi siden er blevet vænnet til at høre hos Richard Strauss’ Elektra. Men i Henriette
Bonde-Hansens uhyre smukt formede tonevæld fik vi lov at leve os ind i, hvordan
musikalsk smerte også kan smelte sammen med musikalsk skønhed og her i fine små detaljer
fortælle om en fortid, der endnu var fyldt af kærlighed og håb.
Musikkens stærke udtryk blev naturligvis yderligere understreget
af billedet med en ulykkelig sindsforvirret pige i blodplettet natkjole på scenen. Hun har i bryllupsnatten
dræbt sin brudgom, som hun er blevet tvunget til og narret af sin bror til at
gifte sig med, og hun drømmer nu i sit milde vanvid om den mand, som hun elsker,
Edgardo. Henriette Bonde-Hansens præstation var imponerende også placeret i en større
international sammenhæng, og alene hun er operaaftenen værd. Hun var suveræn,men hun er slet ikke
ene om at stå for en god sangpræstation.
Familiefejde og tragedie
”Lucia di Lammermoor” er et trekantsdrama med en
familiefejde som baggrund. Lucia elsker og genelskes hemmeligt af tenoren
Edgardo, her sunget af Danilo Formaggia, som vi på Den Jyske Opera allerede fik
fornøjelsen at lære at kende som Cavaradossi i Puccinis ”Tosca” for et år siden, og da i en iscenesættelse, som var hans figur venligere.
Men Lucias bror, barytonen Enrico, har brug for at genvinder anseelse og magt i
samfundet, og det kan han ved at søsteren gifter sig med den indflydelsesrige
Arturo, som Donizetti ikke har givet så meget at synge. Desværre må man tilføje, for
Erik Bekker Hansen gjorde det godt, og man gerne ville have hørt mere i en mulig
tenordyst mellem ham og tenorelsker Edgardo.
Som broder Enrico sang Lars Møller virkelig flot og
karakterfyldt som et endeligt bevispunkt på, at han har en stor fremtid foran
sig. Scenisk var han et stærkt kort. Selv jaget sørger han for, at søsteren
tror, at Edgardo er hende utro – og omvendt. Jakob Christian Zethner var også
vokset med det store, måske musikalsk ikke specielt taknemmelige parti som
familiepræsten Raimondo, som i sin naivitet får afgørende indflydelse på, at
Lucia går det sidste skridt ind i det uønskede giftermål. En anden af Den jyske
Operas gode basser Jens Bové synger partiet alternativt.
Som altid har korets faste sangere kunnet fylde solopartier.
Som Normanno, Enricos håndlanger, sang Robert Bøgelund Vinther
alternerende med Tue de Stordeur, og som Lucias kammerpige Alisa sang Birgitte
Mosegaard Pedersen alternerende med Annette Dahl. Og som altid sang koret
sikkert og smukt, denne gang mere mekanisk identisk end individuelt indstuderet,
damerne i meget smukke ens violette kjoler som et minde om Lucias afdøde mor. Alt tegnet af forestillingens alsidige instruktør. For hende
er heller ikke Edgardo helt fin i kanten. Men det var nu synd at udstyre ham med
et par uklædelige pludderbukser.
Aarhus Symfoniorkester spillede sikkert og smukt under
Martin André, som dirigerede for første gang herhjemme. Han formede bel canto
musikken behageligt, men måtte gerne have givet nogle stærkere dramatiske pointeringer.
Handlingen ført op i
nutiden
Den engelske instruktør Isabella Bywater havde på forhånd
meddelt, at hun havde ført handlingen fra anden del af 1600-tallets Skotkand op
til begyndelsen af 1960’erne overalt. Det fremgik af tøjet, specielt af
herrernes habitter med slips. Men ellers mærkedes det ikke på dramaet. Opførelsen
var ikke blevet mere moderne eller spændende af det. Paradoksalt nok virkede den også gammeldags. Handlingen foregik i en trist kælder, som
rummede flere scenebilleder. Syv sortklædte herrer, mafiafolk, væltede en mur
op og ned for at åbne for Lucias bryllups”fest”. En virkningsfuld måde hurtigt
og praktisk at skifte scenebillede på i en forestilling, som skal flyttes
hurtigt og nemt landet rundt.
Et stort gammeldags badekar var fast inventar, som Lucias mors grav også var
det i dette fælles kælderbillede. Badekarret kunne opfattes som et symbol på en
forfalden brønd i Edgardos park, hvor en af hans forfædre i jalousi myrdede sin
elskede, så vandet blev rødt. Lucia havde set hende i en drøm, og her i
badekarret udåndede hun naturligvis selv. Det var et thriller-element, og operachefen
havde netop reklameret med, at ”Lucia di Lammermoor” var en ”thriller”.
Instruktøren lod så Edgardo hænge sig selv til allersidst i stedet for mere
mandigt at dolke sig til døden. Da han til sidst dinglede på scenen, havde vi, som måtte grine, lige så megen ret til det, som de, som efter bogen
måtte græde.
Sangen og musikken stod sig, og det var det afgørende. Man
skal høre denne ”Lucia di Lammermoor”.
Ekstra: En succes med operajomfruer
Operachef Annilese Miskimmon vil gerne have fat i et nyt operapublikum. Hun inviterede alle operajomfruer, uanset køn, til den anden opførelse for en billig penge, og i en intensiv time forinden forestillingen gik det løs i foyeren, restauranten og på balkonen med introduktioner til "Lucia di Lammermoor", til operaen son genre, og med smagsprøver på de musikalske glæder. Der var udstillnger for eksempel af kostumetegninger.
Den virkelige pointe var, at der var stuvende fyldt og høj stemning. Så sad man der og drømte, at man var operajomfru, og blev helt euforisk. Det var et strålende arrangement, fordi det virkede inspirerende og samlende. Lene Juul Langballe holdt som så ofte selve operaintroduktionen, som på én gang er for novicer og fans. Den er klar og inspirerende med mange værdifulde pointer. Men går derefter mere beredt ind til forestillingen.
Introduktionen inden forestillingerne gentages i Aarhus, Esbjerg, Kolding, Flensborg, Vejle, Odense, Det kgl. Teater, Hillerød og Albertslund.
Fakta.
Den jyske Opera: Lucia di Lammermoor.
Spilletid 2 timer og 55 minutter. Hvor intet andet er angivet, er
begyndelsestidspunktet kl. 19.30.
Musikhuset Aarhus 6.3.
kl. 18.30 for operajomfruer af begge køn. For alle nye operagængere kr. 90. For
andre til normal pris kl. 19.30.
Musikhuset Aarhus 7.3.
og den 8.3. kl. 15.00. - MCH Herning Kongrescenter 13.3. – Aalborg Kongres
& Kultur 15.3. – Musikhuset Esbjerg 19.3. kl. 20.00. – Koncertsalen Alsion
Sønderborg 21.3. og den 22.3. kl. 15.00. – Kolding Teater 26.3. – Idrætshallen Flensborg
27.3. – Vejle Musikteater 2.4. – Odense Koncerthus 3.4. og 4.4 og desuden 5.4.
kl. 16.00. – Det kgl. Teater, Gamle Scene 8.4. og 9.4. – Frederiksborg Centret
Hillerød 10.4. – Musikteatret Albertslund 11.4.
Foto; Henriette Bonde Hansen af Anders Bach