af John Christiansen - d. 10. august 2013
Hakon Børresen skrev en fremragende opera over et grønlandsk tema, men dog ikke med grønlandsk musik. Endelig har den romantisk smukke ”Kaddara” fået sin fortjente cd-indspilning. Desuden en kort erindring om ”Nibelungens ring” i København i august.
5 stjerner af 6. Hakon
Børresens ”Kaddara” havde premiere i 1921 på Det kgl. Teater, hvor operaen blev
opført i alt 40 gange, senest i 1946. De 67 år, da den siden har været glemt, må
kaldes en skandaløs lang tid. Nu er operaen
udsendt på to cd’er, ikke af nationalselskabet Dacapo, som ellers støvsuger
dansk musik med henblik på indspilninger, men af det private selskab
CDKlassisk.
Orkestret er ikke engang dansk, for initiativtageren Niels
Borksand har måttet indspille den med sit orkester i Ruse i Bulgarien. Jeg skulle måske ikke komme ind på, hvorfor
operaen så længe ikke har været spillet herhjemme, og hvorfor
pladeindspilningen ikke har kunnet lade sig realisere herhjemme, for så bliver
det vanskeligt at undgå spydigheder om dansk musikliv.
Lad mig hellere straks gøre opmærksom på, at initiativtagernes
indsats for ”Kaddara” har været kampen og anstrengelserne værd, og at vi har at
gøre med et pladesæt og med en opera, som er mere end værd at lære at kende.
Den har en spændende musikalsk atmosfære, som vinder ved hvert genhør.
Historien er
grønlandsk, musikken international
En grønlandsk opera som begreb kan måske lyde fremmedartet
for danske øren. Historien er grønlandsk, men musikken er det ikke. Den er
dansk med en spændende atmosfære af det fremmedartede og både halvmytiske og halvmystiske,
af gedigen folklore, om man vil, og Hakon Børresen (1876-1954) viser sig her
som en af vore mest fint følende komponister. Han evnede at omsætte distriktslægen
på Grønland C.M. Norman-Hansens grønlandske historie i en musik, som har det
særegne i sig, men som samtidig går umiddelbart ind med sin umiddelbare
melodirigdom, sin klangfantasi og smukke udtryksfuldhed.
Det er en senromantisk opera, hvor man da godt kan mere end ane
Richard Wagner, men som alligevel er mere direkte tilgængelighed i al sin
enkelhed, som ofte er gribende. For en ordens skyld må det tilføjes, at der helt
igennem også er en folkelig tone, som passer godt til historien. Der er også en
pragtfuld efterklang af den store grønlandske natur.
Romantik med mange
tråde
Hakon Børresen besøgte selv Grønland for at komme landet og
dets befolkning nærmere, men han har ikke skrevet direkte grønlandsk musik,
hvis nogen skulle være bange for det fremmedartede. Lidt gedigent grønlandsk
kolorit forøger kun atmosfæren uden nogensinde at tage over. Det er europæiske senromantik
med et godt fundament også i dansk musik.
Der er meget forskelligt. Mens kvinderne flænser fangsten af
sæler, synger de en af operaens prægtige korsange, som godt kan lede tanken hen
på Borodins ”Fyrst Igor”. En trommesang kan få én til at mindes Stravinskijs
”Le sacre” i en lidt blidere form. Men tag stadig ikke fejl. Der er i disse
sammenligninger kun tale om antydninger af pile, som peger forskellige steder
hen i det musikalske univers. Børresen
er sig selv, og hans opera har sin egen originalitet.
Bulgarerne kunne det
Ingen ville sætte mikrofoner op herhjemme, men en dansk
dirigent tog med sit gode, entusiastiske sangerhold til den bulgarske by Ruse,
hvor Niels Borksand har været dirigent i en årrække for den lokale statsopera
og det filharmoniske selskab. Her har han også indspillet syv cd’er udgivet af
CDKlassisk på Nørregade 53 i København. Flere af cd’erne er med tenoren Stig
Fogh Andersen, som også denne gang var med i Ruse.
Stig Foghs tenor klinger smukt og lyst, ægte nordisk, som
fangeren Ujarak, som ude på sommerens sælfangst lokkes af sangen fra datteren
af en heks. Annuna, som forhekser ham med et bid i skulderen, så han glemmer
alt og kun ser hende. Parallellen til Siegfried i Wagners ”Götterdämmerung” er
tydelig nok. Det bliver vinter, inden trolddommen fortager sig. Han forlader
Annuna (parallel til Venus i ”Tannhäuser”) for at vende hjem til sin Kaddara
(Elisabeth), som finder ham livløs, men kysser ham til live, netop som solen
kommer frem igen.
Tag ikke disse sammenligner med Wagners værker for
bogstaveligt, for musikalsk er der intet direkte til fælles. Men det storladne
og det indre drama findes både hos Børresen og Wagner. I denne enkle,
symbolfyldte historie blander naturen og årets gang sig. Og det er ikke blot
den grønlandske natur. ”Kaddara” er langt mere end en operahistorie af de
gængse.
En fin
sangerbesætning
Gitta-Maria Sjöberg som Kaddara synger smukt hele sin
længsel og smerte ud. Men det er helt igennem en glimrende række sangere, som i
denne live indspilning midt i en hedebølge i Bulgarien i august 2012 viste et
overskud og en entusiasme, som gør indspilningen til en vigtig begivenhed i
vort musikliv. Stig Fogh Andersen og Gitta-Maria Sjöberg er nævnt. Det skal
også den nye prægtige bas Matti Borg og de to mezzoer Elisabeth Hanke og Anette
Bod som heks og forførende heksedatter og endelig i mindre partier Maria Hanke
og Paul Frederiksen.
Niels Borksand dirigerer med en fin fornemmelse for Hakon
Børresens romantiske partitur, som orkestret og koret i Ruse formidler med en
indsats, som går til det yderste i forståelse og hengivenhed. ”Kaddara” bør
opføres herhjemme. Skal man virkelig hente holdet fra Ruse herop for at få en
af den danske operahistories mest inciterende værker opført her igen efter 67+
års hvile? Pladesættet er en begivenhed, som man kun kan ønske en vel fortjent
opdagelse og udbredelse. Bemærk den lave pris, som muliggør det.
Husk Ringen i
København
Når jeg lytter til dirigenten Niels Borksands tolkning af Hakon
Børresens opera, bekræftes jeg også i min mening om ham som en følsom og
forstandig Wagner-dirigent. Og så skal der endnu engang gøres opmærksom på den
slankede version af Wagners ”Nibelungens ring”, som Borksand og flere af de
ovennævnte sangere i august måneds tre sidste udvidede weekender, fredage,
lørdage og søndage, opfører i Christianskirken i København i Stig Fogh
Andersens iscenesættelse.
Det er 16./23./30. august: Rhinguldet. 17./24./31. august:
Valkyrien og Siegfried. 18./25. august/01. september: Ragnarok. Læs nærmere
herom i de to artikler, som let findes under Kaddara på søgeknappen i bloggens
omstående arkiv. Billetter Ticketeasy.dk
5. stjerner af 6:
Hakon Børresens ”Kaddara”. CD Klassisk CDK 1102-03, to cd’er for 119 kr.
Foto: Niels Borksand har indspillet Børresens mesterlige "Kaddara" og dirigerer om få dage Ringen i København