Dagens citat: ”Jeg har altid syntes, at musik og sport er de to store ting, som folk altid kan forstå uden virkelig at forstå sprog”, sagde Placido Domingo forleden til Associated Press.

* * * * *  Den største publikumssucces på Salzburg festspillene sidste sommer var Guiseppe Verdis ”Giovanna d’Arco” (Jeanne d’Arc). Forestillingerne var udsolgt, da billetsalget åbnede, efter at sponsorer og abonnenter havde haft førstevalg. Sort børs priserne kulminerede til ”Jeanne d’Arc”. Det var ikke engang en gennemført scenisk opførelse, men en koncertopførelse, hvor de gennemprofessionelle sangere alligevel skabte spændende personer også for øjet.

”Giovanna d’Arco” var Verdis syvende opera af i alt 26, når vi ikke regner bearbejdelserne med. Komponeret i 1845 af den da 31-årige Verdi kom den efter ”Nabucco”, men tre operaer før ”Macbeth”, som man stadig betragter som Verdis egentlige gennembrudsværk. Den har aldrig indtaget nogen prangende plads på operascenerne, så det var altså ikke værket, som trak det store publikum til Salzburg.

Svaret er Netrebko og Domingo

Hvorfor så? Svaret er let: Forklaringen hed Anna Netrebko og Placido Domingo. Og de navne vil også sælge live optagelsen af opførelsen, som nu er udsendt på to cd’er af Deutsche Grammophon. Men det er helt i orden. Anna Netrebko er ved at udvikle sin sopran i en mere dramatisk retning, om to år vil hun således synge sit første Wagner-parti, den ganske vist meget lyriske Elsa i ”Lohengrin” i Dresden. Jeanne d’Arc er et overgangsparti i Verdis produktion med såvel lyriske strofer som mere dramatiske udbrud og et ret krævende parti.

Man hører ind imellem, at det er en sammenstykket live-optagelse, for Anna Netrebko har følsomme toner, som ville være blevet taget om i et pladestudie. Men man skal passe på ikke at overdrive betydningen heraf, for Annas Giovanna er en stor præstation, menneskeligt rig og sangligt nuanceret til det gribende. Netrebko er på sikker vej ind i et nyt repertoire.

Jeannes død på slagmarken

Verdis Jeanne d’Arc følger Schillers skuespil ”Die Jungfrau von Orleans”. Hun brændes ikke på bålet, men dør på slagmarken, og her er hun endda i stand til at synge en fantastisk slutscene, efter at hun burde være død for længst. Verdis og Netrebkos Jeanne kender kærligheden og i den endda et finere erotisk element. Hun er ikke nogen heroine, selv om meget af operaen foregår, hvor 100-årskrigen udspilles i 1429. Den franske kong Karl VII er efter flere nederlag til englænderne parat til at opgive tronen, men møder så en fårehyrdes datter Jeanne, som himlen har befalet at kæmpe for kongen.

Et væsentligt dramatisk indslag er, at Jeannes far, Giacomo tror, at hun er besat af Djævelen. Jeanne og kongen forelsker sig naturligvis i hinanden, og lidt fin psykologi kommer ind i billedet på grund af hendes samvittighedsnag, for stemmen fra det høje har kun påbudt hende at hjælpe kongen, og det har hun gjort ved at slå englænderne. Derfor forsvarer hun sig ikke, da hun angribes for at være en heks, og faderen kan udlevere hende til englænderne. Til sidst forstår faderen dog hendes opgave og hjælper hende fri, og hun vender krigslykken til fordel for fanskmændene, men såres dødeligt. Sådan er kort fortalt denne sammenblanding af mere og mindre sand historisk overlevering, af Friedrich Schiller og af Verdi og hans tekstforfatter Temistocle Solera.

Nyt barytonparti til Domingo

Faderen er et barytonparti, som synges af Placido Domingo. Det er en forbløffende ny karriere, som Domingo har skabt sig ved at flytte klaverbænken lidt til venstre. Når vi ser bort fra toptonerne, er mange af den store tenors kvaliteter fulgt med. I det dybere leje kan man dog ikke overhøre, at det ikke er her, at hans styrke er. Der findes flottere syngende Verdi-barytoner. Men dejligt musikalsk er det. Tenorpartiet eller elskerpartiet er ikke stort, men Francesco Meli synger kong Carlo meget tiltalende i smuk bel canto stil. Roberto Tagliavini er som altid den gode baryton i anden række, her som den engelske hærs øverstbefalende.

Der er flotte korscener i Verdis tidlige stil med fængende melodier. Det er den rene kvalitetspop. Verdi gjorde før premieren på La Scala i Milano, hvis kunstneriske kvalitet dengang skuffede ham, meget ud af, at mange af korene fortrinsvis af soldater skulle synges nuanceret helt ned i piano. Det efterkommer dirigenten Paolo Carignani fint. Man kan næsten ikke indgå at blive i godt humør, selv om det nok ikke altid er på sin plads. Live optagelsen klinger godt, men måske vil publikums klapsalver genere lidt. Men ellers: Nyd dette operasæt.

5 stjerner af 6: Verdi: Giovanna d’Arco. Live på Salzburg Festspillene 2013. Deutsche Grammophon 479 2712, to cd’er.

Ekstra: Domingo og fodbolden

Hvem har deltaget i flest verdensmesterskaber i fodbold? Spørg de mange foran tv-skærmene i øjeblikket. Dril dem, for de svarer alle forkert. Svaret er nemlig sangeren Placido Domingo. Han har fra og med 1970 overværet alle VM-finaler undtagen Argentina-Holland i 1978. Jamen, det gælder ikke, for han har ikke deltaget, vil indvendingerne lyde. Men det har han, selv om han ikke har haft sine fodboldstøvler på. Domingo har gjort sig til en vane at give en officiel koncert en dag eller to før finalen, og den er altid indgået officielt i VM-programmet. 

Sådan blev De tre Tenorer til. De gav deres første fælles koncert før VM-finalen i Rom i 1990. Carreras og Pavarotti var lige så fodboldbegejstrede. Pavarotti overvejede endda som ung at blive professionel fodboldspiller. Dengang havde han en helt anden størrelse end den, som vi kender.  

Fulgte med fra scenen

Domingo kunne dog ikke give koncert før VM i 2010. Da havde han kontrakt på at skulle synge på Covent Garden i London. Men han hyrede et jetfly til Sydafrika til finalen og overværede Spaniens finalesejr over Holland.

En lille autentisk beretning. Jeg tør ikke sige, hvilken fodboldkamp med Domingos elskede spanske landshold, der fandt sted, mens han måtte synge. Domingo havde aftalt med dirigenten, at denne modtog små sedler, der vandrede gennem orkestret med meddelelse om, hvordan det gik på fodboldbanen. Dirigenten skulle så i sin direktion bringe nyhederne i slaget på fodboldbanen videre til scenen.

Den aftale havde Domingo forhåbentlig ikke gentaget forleden, da Holland og Spanien igen mødtes, denne gang i første kamp ved VM i Brasilien. Domingo ville være brudt sammen på scenen under Hollands 5-1 sejr.

Også den store operadiva fra Barcelona, Montserrat Caballé, er ganske optaget af fodbold. Jeg vidste det godt på forhånd, men hendes svar, da jeg engang interviewede hende, var alligevel overraskende: ”Ja, jeg elsker fodbold, men i modsætning til José, Carreras naturligvis, holder jeg ikke med nogen bestemt. Jeg holder heller ikke altid med mine bysbørn Barca, men med dem, som spiller bedst, spiller mest underholdende fodbold.”

Da dette er en musikblog og ikke en fodboldblog, skal der slutteligt henvises til den 11. juli på Rios store HSBC Arena. Dagen før fodboldfinalen synger Domingo sammen med sopranen Ana Maria Martinez og den kinesiske pianist Lang Lang og Orquesta Sinfonica Brasileira dirigeret af Eugen Kuhn.

Foto af Placido Domingo og Anna Netrebko efter premieren på ”Giovanna d’Arco” i Salzburg. Foto: APA