”Sådan! Århus Journalistforening gennem 100 år” står der på det kunstnerisk flotte cover til foreningens jubilæumsbog. Så åbner man bogen, og straks læser man titlen ”Sådan! Aarhus Journalistforening gennem 100 år”. Jamen, hvordan staves foreningens navn? Dens fødselsdag er i øvrigt nu den 26. juli.

Formanden for foreningen, Erik Thomle, og bogens to redaktører, Jens Kaiser og Bjarne Lampe, forklarer i forordet ”Store udfordringer”, at ”coverets grafiker Finn Hjernøe bare ikke kunne acceptere, at foreningen faktisk hedder Aarhus Journalistforening. Han fastholdt Århus, og han var derfor den eneste, der blev ydet en godtgørelse for bidrag til bogen, da han som tak for indsatsen fik en bolle over A’et på forsiden”.

Provinsjournalister og jydejournalister

I sin artikel om ”Storhed og mindreværd” spørger Stig Olesen: ”Provinsjournalister? Findes de? Og hvis ja, hvordan adskiller de sig fra andre journalister?” Og det svarer han på med sine velkendte skæve betragtninger, som er en kombination af forstandig alvor og vittighed.

Så kan man spørge: Aarhus-journalister? Findes de? Jo, men når man læser bogen, vil man nok snarere fryde sig over, at så mange jyde-journalister har givet bidrag. De synes at være en speciel race af journalister, som nyder at kombinere god jordbunden alvor med en speciel humor, som fortæller historier fra og historie om en tid, som nu synes at være blevet fortid i avisverdenen. Det sidste er kun at beklage.    

Denne gamle journalistiske stil er fyldt med meningsfyldte anekdoter. Den er her varetaget af 15 hovedforfattere, hvoraf kun én er under 65 år. Bogen er et stykke lokalhistorie og pressehistorie i spredt fægtning. Og dens historier behøver ikke velvilje for at blive læst og nydt også af ikke-journalister og af ikke-århusianere. Man kan endda betragte bogen som et stykke litteratur.

De gamle kæmper

Indholdet går tilbage til Lars Bjørnbak, der blev født allerede i 1824. Bjarne Lampe skriver om bulderbassen fra Viby, Lars Bjørnbak, der som ihærdig fortaler for demokratiet, da det gik hårdest til, satte stærke spor. Han var med til i protest at skabe Aarhus Amtstidende, som ikke kunne klare konkurrencen med Jyllands-Posten på det indenrigspolitiske område eller med Aarhus Stiftstidende i lokalstoffet. I Viby Bypark står en buste af ham med hans mantra: ”Kundskab er magt. Uvidenhed trældom”.

Aarhus Journalistforenings første formand, jo, naturligvis fra 1915, var Harald Jensen (ham med Harald Jensen Plads, som intet har at gøre med brændevinsbrænderen fra Aalborg). ”Kong Harald af Jylland” var redaktør af Demokraten, som arbejderbevægelsen havde gjort til Aarhus’ største avis. Så kan man jo fundere over, at fagbevægelsen siden totalt har mistet sit tag i den danske dagspresse, men det er en anden historie. Jens Kaiser har skrevet bogens længste kapitel om Harald Jensen. Det rækker langt videre end blot byhistorie og pressehistorie. Mogens Weinrich skriver i tilgift om Demokratens storhed og fald.

Laust Jensen

Det er beretninger fra alle tidsaldre i de 100 år. Man tænker uvilkårligt, hvor er der da sket meget og så forskelligt. Mindre, men tætte kapitler fortæller om andre af byens store pressefolk. Jeg har haft den fornøjelse på Jyllands-Posten at have arbejdet under eller oplevelsesmæssigt snarere sammen med både Jens Kruuse med den fremragende kulturpen og chefredaktør Laust Jensen, som gjorde Jyllands-Posten til landets både største og bedste avis. I en af bogens mange skarpe profiler skildres det, hvordan det forløb, når en journalistisk synder blev kaldt op på hans kontor: ”På skrivebordet ligger artiklen, der har ført til indkaldelsen. Der er streget i den, og det ligner til forveksling illustrationen af røde hunde. Endelig lyder det:

”Er De selv stolt over det, De har lavet”.

Det hører med til historien at Laust Jensen derpå fulgte vor synders skriverier tæt og altid var klar med ros, når lejlighed bød sig. Man fik også lov at modsige ham. Jeg husker, da Laust Jensen efter en tur til København begejstret kom ilende. Han havde under en frokost hørt, at Den jyske Opera ville opføre Wagners ”Ringen”. Ingen havde skrevet om det. Det skulle jeg nu gøre. Det var sensationelt. 

Jeg måtte stille svare, at jeg godt kendte til planen. Operachef Francesco Cristofoli havde inddraget mig i den, fordi han gerne ville udnytte mit kendskab til Wagner-opførelser og især til Wagner-sangere. Så det var bedre, hvis en anden ville kunne skrive nyheden. Laust tav et øjeblik og sagde så: ”John, så skriver vi slet ikke om det”. Kort tid efter kom konkurrenten Stiftstidende med den største nyhed i det århusianske musiklivs historie.

Jens Kruuse

Før Laust Jensen var der Jens Kruuse, hvis drømmetur rundt i Frankrig til samtlige restauranter med tre Michelin-stjerner, som han beskrev i store artikler, var et højdepunkt for ham selv og blev det for os andre. Flemming Chr. Nielsen tænker mange år senere tilbage på sit store journalistiske forbillede: ”Når han på avispapir skriver om det myldrende, kravlende, sporløse liv på jorden, ved jeg aldrig, hvor han ender; heller ikke, hvor han begynder; kun at han aldrig vandrer ad de stier, andre journalister har trådt flade og jævne”.

Vi får historien om, hvorfor Jyllands-Posten købte Jens Kruuse: ”I 1949 bliver den forhenværende docent, kassebedrøver og timelærer derfor udnævnt til Jyllands-Postens kulturredaktør. Journalistik er blevet lærdommens og skandalernes sidste udvej”.  Og videre: ”I alle sine år på Jyllands-Postener var Jens Kruuse i aktion som frisindets femte kolonne, og chefredaktør efter chefredaktør lader den muntre, mad og vingale trompet agere som sin egen private redaktion. Læserne kommer til at elske ham, for han opfinder en journalistik, som dengang var ukendt i dansk dagspresse”.

Der fortælles så meget i bogen, at det ikke er til at komme rundt om her. Bladkrigen mellem Aarhuus Stiftstidende og Jyllands-Posten, som varede fem år uden nogen virkelig vinder, får sin beretning af ”rekrut” Erik Thomle under den lovende og lovede rubrik ”Åh, hvilken herlig krig” Men de fleste af alle byens aviser har fået hver sit, og hvor var der mange aviser engang. Og allersenest: Søren Willumsens dagbog om dagen derpå, søndag den 15, februar 2015.   

Bogens modsætninger er på den ene side vandrehistorier fra journalistforeningens årlige frokoster og på den anden side de mørke, realistiske beretninger om journalister blandt psykopater, da to fremtrædende journalister i Aarhus, Morten Sørensen og Børge Schmidt, blev myrdet af danske håndlangere i en tysk terrorgruppe i det sidste halvår af Anden verdenskrig.  

Om musikstoffet i bogen

Da JCKlassisk skrives for musikinteresserede, er det her på sin plads at gøre opmærksom på, at ovenstående erindring om ”Ringen” i Aarhus er en af flere i mit kapitel i bogen om kunsten at mene noget om musik. Vi musikanmeldere betragtes vel ofte som en journalistisk afart på en avisredaktion. Mens en nyhedsjournalist må stile mod at komme så tæt på sandheden som muligt, vil en kritiker i sagens natur være subjektiv. Hvad han eller hun skriver, giver kun udtryk for skribentens egen mening, men hvis en anmeldelse skal have værdi, har anmelderen også pligt til at sætte sig ind i andres kunstneriske opfattelser, uanset om det er let at være enig i dem eller ej. Det kan også skabe problemer.

Det var en anden tid med hensyn til musikstoffet i aviserne. Da jeg begyndte at anmelde i Jyllands-Posten i 1961, eksisterede København som musikby ikke i spalterne. I 1967 gav Maria Callas sin første og eneste koncert i København, og jeg mente, at vi skulle anmelde tidens største operadiva- Men jeg ser endnu redaktionschefen for mig: ”Jamen John – Jyllands-Posten anmelder da ikke en koncert – København!”  Det blev anderledes, og i de seneste år har det snarere lydt: ”Jamen – Jyllands-Posten anmelder da ikke en koncert – i Aarhus”-

Vi skrev for hinanden

Det har været spændende at mindes de dage, da samarbejdet med kolleger på andre aviser ofte vejede tungt, for eksempel mit med Hans Boy Carstens og Bendt Bendtsen på Aarhus Stiftstidende. Jeg nåede til at skrive an anmeldelse i Carstens navn og aflevere den på Stiftstidendes redaktion efter aftale. Og omvendt. Dengang var det helt i orden, at jeg anmeldte den samme koncert i Jyllands-Posten og i en anden formulering i en af de to store københavnske aviser.

Før Per Dreiers mindeværdige opførelse af Wagners ”Parsifal” ude i Stadionhallen ville Berlingske Tidende også have en anmeldelse. Det var underordnet, ikke blot at jeg skulle anmelde i Jyllands-Posten, men også at jeg sang med i koret og havde et bijob med gralsklokkerne. I dag ville ingen avis tillade så mange kasketter på én anmelder samtidig. Ser jeg tilbage på det med min nuværende erfaring, må jeg indrømme, at ikke engang en koncertopførelse kan bedømmes dækkende, når man selv står engageret midt i den om end blot som en enkelt stemme i et stort kor.

Jeg kan kun anbefale ”Sådan!” med mine ”gamle” kollegers brogede og underholdende historieskrivning, som ikke drejer sig om musik, men som her kan være ordenes musik i sig selv.

Sådan! Aarhus Journalistforening gennem 100 år. Redigeret af Jens Kaiser og Bjarne Lampe. Forlaget Ajour. Rigt illustreret, indbundet, 180 sider. Normeret  pris 220 kr.  

p.s. Lørdag 25. juli åbner Wagner-festspillene i Bayreuth med Tristan og Isolde dirigeret af Christian Thielemann. Der er direkte transmission på NDR 3 og Svensk Radio 2, alt efter hvor i landet man vil lytte. DR 2 har kl.16 Lotte Heises operaprogram. Frit valg.