Det var en ganske usædvanlig uropførelse af en dansk opera, som der var indbudt til i Symfonisk Sal i Aarhus torsdag aften. Bent Lorentzen har gennem tre årtier komponeret 15 operaer. De er alle med undtagelse af én blevet spillet ikke alene herhjemme, men også i udlandet, én endda på Den bayerske Statsopera i München, mens en anden vandt Prix Italia. Den seneste var Holberg-operaen ”Jeppe”, som 2009 blev en dansk succes.

Bent Lorentzen fylder 80 år den 11. februar. Nu har han fået alle sine operaer at høre. De 80 år har været lejligheden til og muligheden for, at operarækken nu er gjort offentligt med den halvsceniske opførelse i Aarhus af ”Der Steppenwolf”. Bent Lorentzen og librettisten Michael Leinert skrev den over Hermann Hesses roman fra 1920’erne, som blev kult i de frie 1960’ere og 70’ere. Nogle vil mindes den amerikanske rockgruppe Steppenwolf eller det danske rockorkester ”Steppeulvene”. De har intet med operaen at gøre, men det var tiden.

Hektiske dage før konkurrencen

Bent Lorentzen deltog i 1999 i en international konkurrence om ”En ny opera til Praha”. ”Der Steppenwolf” blev nummer fire, men kun de tre første blev opført. Da operaen blev udvalgt til finalen, var et hektisk arbejde gået i gang med det musikalske fænomen, pianisten Erik Kaltoft som ankermand. Operaen, som kun forelå i en synopsis, altså en koncentreret sammenskrivning på nodepapiret, skulle skrives fuldt ud for orkester, og en del af musikken skulle indspilles, dog kun for klaver, og sendes til dommerkomiteen i Praha. Klaverudtoget, som var lavet af en kapelmester i Praha, viste sig at være fyldt med fejl, da det stykvis ankom til Erik Kaltoft, som måtte i gang med en minutiøs korrekturlæsning. De rigtige sangere blev fundet, og indspilningen blev sendt afsted efter et usædvanligt hektisk forløb.

Nu er førsteopførelsen med det færdiggjorte partitur endelig kommet i stand, og det blev en bedrift af Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus og Aalborg, som er initiativtager med Lars Ole Bonde som ideman.Opførelsen fik liv sammen med Syddansk Musikkonservatorium og Teaterskole samt Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Cadeau og tak for det.   

Rig på temaer og evig aktualitet

Romanen og operaen har flere temaer, og er romanen om ”Steppeulven”  ikke kult længere, så har den stadig aktualiteten i sig. Hovedpersonen Harry Haller er en midaldrende intellektuel ensom mand, som søger sandheden – det gjorde man dog i højere grad i 1920’erne end nu, da flere vel er blevet klar over, at der findes mere end én sandhed. Harry er et neurotisk famlende menneske, og netop de er nok flere af nu end nogensinde. Han søger at være den, som alle andre forventer af ham. Men samtidig vokser steppeulven, som er hans indres skygge, Operaen er bygget op scene på scene fyldt med psykologisk spænding, som kan vokse helt ud i det groteske, men alligevel bevarer en ægte karakter af det menneskelige sinds farefulde virkelighed.

Der er flere mulige tolkninger, og jeg skal også vare mig for at hævde, hvad hovedmeningen er. En række musikalske billeder åbner for det menneskelige sind. Derfor er det godt at vide, at Hesse selv sagde, at alle måtte finde deres egen måde at forstå ”Steppeulven” på og tyde dens udvikling mod galgen: ”Må enhver få det ud af fortællingen, som modsvarer og tjener hans eller hendes interesser”.

En født tekst til stor musik

I virkeligheden har det ligget lige for at sætte Hesses tekst i musik. Han var optaget af Mozarts ”naive” musikteater, og han taler selv om, at det gennemgående personlighedstema i sine dagbøger, som også har afgivet stof til operateksten, gennemspilles ”i sonateform”, groft sagt med en præsentation, en gennembearbejdelse og en reprise.  Det er så et spændende indslag, at Mozart som også Goethe dukker op i figuren Hallers drømme.

Bent Lorentzens musik er baseret i tiden for Hesses arbejde med ”Steppeulven”, nemlig 1920’erne. Det høres mest umiddelbart i de indflettede slowfox’er og quickfox’er og melodiske jazzindslag. Lorentzen har altid været en mester i at kombinere flere forskellige lag musik. Hovedkonsistensen i hans partitur leder også tanken hen på den symfoniske operamusik fra de samme 20’er først og fremmest af Franz Schreker. Det var også den musik, som for en del blev glemt med nazisternes hærgen også på kulturfronten. Bent Lorentzens partitur er rig på antiteser, som alligevel hænger sammen på en fascinerende måde. Han har skrevet en orkestermusik, som jeg vil kalde både mesterlig og let tilgængelig, begge dele i særdeleshed efter pausen.  .

Imponerende flot forestilling

Det blev en imponerende flot opsætning med studerende overvejende fra Det jyske Musikkonservatorium på musikerpultene og i koret. Dirigenten Søren Kinch Hansen styrede sikkert og inspirerende med kraft og vitalitet. Der var det rette bid i orkesterspillet. Det lød så senromantisk godt, at jeg var overrasket over at konstatere, at der kun var 32 musikere. Sangpartierne var ind imellem en tour de force også grundet vintertidens angreb på stemmerne, som jo er sangernes instrumenter. Men også i sangpræstationerne var der styr på og helhed over forestillingen. Lars Thodberg Bertelsen sang det store, meget krævende parti som Harry Haller, Helene Gjerris sang Hermine, Jan Lund Pablo og Mozart. Disse tre lærere på tre forskellige konservatorier blev fulgt op af rækken af lovende studerende, hvor jeg holder mig til den gamle regel ikke at nævne navne ved studenteropførelser. Men de unge sangere er tydeligt godt på vej. Opførelsen havde en professionel karakter.

Scenisk er forestillingen grebet flot an og blev under de specielle forhold endda spændende som en halvscenisk opsætning i Robert Bøgelund Vinthers instruktion. Der blev  spillet behersket teater tæt foran og endda i orkestret, og det virkede. Jeg får lyst til at indskyde, at mange instruktører har angst for handlingstomme operascener, selv om disse i virkeligheden er musikkens domæne.  Der skal nødvendigvis ikke ske mere, end hvad der netop gjorde her. Med lyseffekter blev selv orkestret en scenisk faktor. Der blev åbnet for musikken, som der skal i en opera. Og hvad der skete, vistes på en videoskærm over orkestret sammen med den danske oversættelse af den tyske tekst, som blev sunget. Alt i at en fin løsning af noget, der på forhånd kunne ligne det uløselige.    

Der følger forhåbentlig en dvd

Denne glimrende uropførelse kan desværre ikke følges umiddelbart op af flere forestillinger, men opførelsen af ”Der Steppenwolf” bør ikke forblive et éngangsfænomen. Initiativer og sponsorer er velkomne. Vi har for eksempel en opera på Holmen i København. Musikken er umiddelbart medrivende, samtidig med at den akkurat som teksten giver stof til eftertanke. Teatermæssigt er der næsten uendelige muligheder. Det er en opera for de internationale operascener, naturligvis ikke mindst de tyske. Må de opdage "Der Steppenwof".

Men der er gode chancer for, at opførelsen bliver udsendt som dvd, som vi så den på storskærmen. Det må ske, for det er en opera, som også er velegnet for fordybende gensyn hjemme i stuen.

Billede:  Bent Lorentzen og hans musik har altid haft teaterspillet med mennesker og masker med i sig. Foto: Lene Lorentzen

Læs også artiklen ”Om Butterflys tragedie”, baggrunden for og musikken til Puccinis ”Madama Butterfly”, som Den jyske Opera nu opfører landet over. Læs nærmere om forestillingsdata ved at trykke på ovenstående annonce.