af John Christiansen - d. 4. februar 2016
Den forsinkede uropførelse af Bent Lorentzens opera over Hermann Hesses kultroman ”Der Steppenwolf” blev en herlig operabegivenhed med Det Jyske Musikkonservatorium som vært
Det var en ganske usædvanlig uropførelse af en dansk opera,
som der var indbudt til i Symfonisk Sal i Aarhus torsdag aften. Bent Lorentzen
har gennem tre årtier komponeret 15 operaer. De er alle med undtagelse af én
blevet spillet ikke alene herhjemme, men også i udlandet, én endda på Den
bayerske Statsopera i München, mens en anden vandt Prix Italia. Den seneste var
Holberg-operaen ”Jeppe”, som 2009 blev en dansk succes.
Bent Lorentzen fylder 80 år den 11. februar. Nu har han fået alle sine operaer at høre. De 80 år har været lejligheden til
og muligheden for, at operarækken nu er gjort offentligt med den halvsceniske
opførelse i Aarhus af ”Der Steppenwolf”. Bent Lorentzen og librettisten Michael
Leinert skrev den over Hermann Hesses roman fra 1920’erne, som blev kult i de
frie 1960’ere og 70’ere. Nogle vil mindes den amerikanske rockgruppe Steppenwolf
eller det danske rockorkester ”Steppeulvene”. De har intet med operaen at gøre,
men det var tiden.
Hektiske dage før
konkurrencen
Bent Lorentzen deltog i 1999 i en international konkurrence
om ”En ny opera til Praha”. ”Der Steppenwolf” blev nummer fire, men kun de tre
første blev opført. Da operaen blev udvalgt til finalen, var et hektisk arbejde
gået i gang med det musikalske fænomen, pianisten Erik Kaltoft som ankermand.
Operaen, som kun forelå i en synopsis, altså en koncentreret sammenskrivning på
nodepapiret, skulle skrives fuldt ud for orkester, og en del af musikken skulle
indspilles, dog kun for klaver, og sendes til dommerkomiteen i Praha.
Klaverudtoget, som var lavet af en kapelmester i Praha, viste sig at være fyldt
med fejl, da det stykvis ankom til Erik Kaltoft, som måtte i gang med en
minutiøs korrekturlæsning. De rigtige sangere blev fundet, og indspilningen
blev sendt afsted efter et usædvanligt hektisk forløb.
Nu er førsteopførelsen med det færdiggjorte partitur endelig
kommet i stand, og det blev en bedrift af Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus
og Aalborg, som er initiativtager med Lars Ole Bonde som ideman.Opførelsen fik liv sammen med Syddansk Musikkonservatorium og
Teaterskole samt Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Cadeau og tak for
det.
Rig på temaer og evig
aktualitet
Romanen og operaen har flere temaer, og er romanen om ”Steppeulven”
ikke kult længere, så har den stadig aktualiteten i sig. Hovedpersonen Harry
Haller er en midaldrende intellektuel ensom mand, som søger sandheden – det gjorde man dog i
højere grad i 1920’erne end nu, da flere vel er blevet klar over, at der findes
mere end én sandhed. Harry er et neurotisk famlende menneske, og netop de er nok flere af nu end nogensinde. Han søger at være den, som alle andre forventer af
ham. Men samtidig vokser steppeulven, som er hans indres skygge, Operaen er bygget op scene
på scene fyldt med psykologisk spænding, som kan vokse helt ud i det groteske,
men alligevel bevarer en ægte karakter af det menneskelige sinds farefulde virkelighed.
Der er flere mulige tolkninger, og jeg skal også vare
mig for at hævde, hvad hovedmeningen er. En række musikalske billeder åbner for det menneskelige sind. Derfor er det godt at vide, at Hesse selv sagde, at
alle måtte finde deres egen måde at forstå ”Steppeulven” på og tyde dens udvikling
mod galgen: ”Må enhver få det ud af fortællingen, som modsvarer og tjener hans
eller hendes interesser”.
En født tekst til
stor musik
I virkeligheden har det ligget lige for at sætte Hesses
tekst i musik. Han var optaget af Mozarts ”naive” musikteater, og han taler
selv om, at det gennemgående personlighedstema i sine dagbøger, som også har
afgivet stof til operateksten, gennemspilles ”i sonateform”, groft sagt med en
præsentation, en gennembearbejdelse og en reprise. Det er så et spændende indslag, at Mozart som også
Goethe dukker op i figuren Hallers drømme.
Bent Lorentzens musik er baseret i tiden for Hesses arbejde
med ”Steppeulven”, nemlig 1920’erne. Det høres mest umiddelbart i de
indflettede slowfox’er og quickfox’er og melodiske jazzindslag. Lorentzen har
altid været en mester i at kombinere flere forskellige lag musik.
Hovedkonsistensen i hans partitur leder også tanken hen på den symfoniske
operamusik fra de samme 20’er først og fremmest af Franz Schreker. Det var også den musik, som for en del blev glemt med nazisternes
hærgen også på kulturfronten. Bent Lorentzens partitur er rig på antiteser, som
alligevel hænger sammen på en fascinerende måde. Han har skrevet en
orkestermusik, som jeg vil kalde både mesterlig og let tilgængelig, begge dele i særdeleshed efter pausen. .
Imponerende flot
forestilling
Det blev en imponerende flot opsætning med studerende
overvejende fra Det jyske Musikkonservatorium på musikerpultene og i koret. Dirigenten
Søren Kinch Hansen styrede sikkert og inspirerende med kraft og vitalitet. Der
var det rette bid i orkesterspillet. Det lød så senromantisk godt, at jeg var
overrasket over at konstatere, at der kun var 32 musikere. Sangpartierne var
ind imellem en tour de force også grundet vintertidens angreb på stemmerne, som
jo er sangernes instrumenter. Men også i sangpræstationerne var der styr på og helhed
over forestillingen. Lars Thodberg Bertelsen sang det store, meget krævende
parti som Harry Haller, Helene Gjerris sang Hermine, Jan Lund Pablo og Mozart. Disse tre lærere på tre forskellige konservatorier blev fulgt op af rækken af lovende studerende, hvor jeg holder mig til den gamle
regel ikke at nævne navne ved studenteropførelser. Men de unge sangere er
tydeligt godt på vej. Opførelsen havde en professionel karakter.
Scenisk er forestillingen grebet flot an og blev under de specielle
forhold endda spændende som en halvscenisk opsætning i Robert Bøgelund
Vinthers instruktion. Der blev spillet behersket teater tæt foran og
endda i orkestret, og det virkede. Jeg får lyst til at indskyde, at mange
instruktører har angst for handlingstomme operascener, selv om disse i
virkeligheden er musikkens domæne. Der skal nødvendigvis ikke ske mere, end hvad der netop gjorde her. Med lyseffekter
blev selv orkestret en scenisk faktor. Der blev åbnet for musikken, som der
skal i en opera. Og hvad der skete, vistes på en videoskærm over orkestret sammen
med den danske oversættelse af den tyske tekst, som blev sunget. Alt i at en
fin løsning af noget, der på forhånd kunne ligne det uløselige.
Der følger forhåbentlig en
dvd
Denne glimrende uropførelse kan desværre ikke følges umiddelbart
op af flere forestillinger, men opførelsen af ”Der Steppenwolf” bør ikke
forblive et éngangsfænomen. Initiativer og sponsorer er velkomne. Vi har for
eksempel en opera på Holmen i København. Musikken er umiddelbart medrivende, samtidig
med at den akkurat som teksten giver stof til eftertanke. Teatermæssigt er der næsten
uendelige muligheder. Det er en opera for de internationale operascener, naturligvis ikke mindst de tyske. Må de opdage "Der Steppenwof".
Men der er gode chancer for, at opførelsen bliver udsendt
som dvd, som vi så den på storskærmen. Det må ske, for det er en opera, som også er velegnet for fordybende gensyn hjemme i
stuen.
Billede: Bent Lorentzen og hans musik har altid haft
teaterspillet med mennesker og masker med i sig. Foto: Lene Lorentzen
Læs også artiklen ”Om
Butterflys tragedie”, baggrunden for og musikken til Puccinis ”Madama
Butterfly”, som Den jyske Opera nu opfører landet over. Læs nærmere om forestillingsdata
ved at trykke på ovenstående annonce.