af John Christiansen - d. 6. februar 2016
Puccinis 'Madama Butterfly' er blevet en meget smuk forestilling på Den jyske Opera
Der var trængsel i foyeren til Musikhuset Aarhus før
premieren på Den jyske Operas 'Madama Butterfly'. Det er en opera, som vil samle
udsolgte huse. Det gør Puccinis opera næsten automatisk. Men det er også blevet
en opførelse, som får meget af det bedste frem i Puccinis mesterlige musik og i
den rørende historie om den japanske geishas tragiske kærlighed til den
amerikanske søofficer. Hast roligt med at købe billet.
'Madama Butterfly' sælger vel altid, men det er ikke altid, at
æstetikken råder på scenen og skønheden for øret genspejles i en æstetisk
skønhed på scenen. Det gør den her. Noget af det geniale i Puccinis musik er,
at den er dæmpet smuk, men alligevel fortæller en følelsesmæssigt barsk
historie om mennesker. Puccini elskede sine heltinder, men han lod dem lide. Og
efter hans eget udsagn elskede han sin japanske geisha Cio-Cio-San allermest. Men
Puccinis musik kan være farlig forstået i udførelsen, for dens følelser kan
glide over i sentimentalitet, hvis den ikke beherskes fint og stramt
udtryksfuldt. På Den jyske Opera beherskes den både på scenen og i
orkestergraven.
Fremragende i
orkestergraven
Den unge dirigent Christian Kluxen lagde premiereaftenen an
i et hektisk tempo, så man kunne blive helt nervøs, men han fandt hurtigt ind i
forløb, som på samme tid var sikkert behersket og – vigtigere – fyldt af
følelsesstærke impulser og en indre ild. Han havde et pragtfuldt samarbejde med
Aarhus Symfoniorkester, som spillede i en klasse, som man ikke engang altid
hører på de scener, som vi danskere rejser sydpå for. Puccinis partitur kræver
en fint følende balance instrumenterne imellem i beskrivelsen af den
menneskelige psyke. Man lyttede intenst. Det var ikke bare smukt og derfor en
nydelse. Det var musikalsk og blev derfor en følelsesmæssig oplevelse.
Fire stærke
sangerkort
Sangligt fik man alt, hvad man havde lov at vente sig. Den koreanske
sopran Hye Won Nam har sunget Butterfly på syv, snart otte forskellige scener. Det
var ikke overraskende, at hun med stor sikkerhed virkede ægte ”japansk”, og hun
sang lige så sikkert, klangfuldt og smukt bevægende. Tenoren Magnus Vigilius
fik sin anden store rolle på DJO efter Steva i ”Jenufa”, og det var en glæde at
lytte til hans Pinkerton, som klang pænt italiensk i førsteaktens
kærlighedsduet. Han skabte ellers musikalsk en skikkelse af den amerikanske
søofficer, som man lyttede intenst til.
Det tredje hovedparti som den amerikanske konsul med det for meget sigende navn Sharpless kræver
en nuanceret musikalsk tolkning, og den fik man af Morten Frank Larsen, som
virkelig fandt de små, men meget vigtige detaljer i musikken frem og åbnede for
et menneskeligt portræt, som de færreste barytoner kan. Scenen, hvor han prøver
på det umulige at fortælle Butterfly, at Pinkerton ikke vender hjem, var
mesterlig af dem begge. Overbevisende var også Lucia Cervoni som Suzuki,
Butterflys tjenerinde og veninde. De to’s samspil og samklang i deres store scene
før Pinkertons tilbagekomst fik den mening, som stor operamusik skal have.
Det er altså en 'Butterfly' med fire stærke kort i
hovedpartierne, og den alternerende besætning ser også lovende ud. Som altid
har Den jyske Opera besat de mindre partier klogt med sine egne eller i hvert
fald danske sangere. Christian Damsgaard synger en fin Goro tilpas dæmpet i
spil og sang, og han bliver ikke en parodi, som han heller ikke skal være som
den japanske kulturs modstykke til yanke’een Pinkerton. Og så var der DJO’s solokorister,
som må siges at være en gave for et operahus, Jens Bovè som præsten Bonzo, der
forbander den helt igennem stakkels Butterfly, og Erik Bekker Hansen som fyrst
Yamadori, som Butterfly skulle have taget i stedet – men så var der ikke blevet
en opera. Koret har ikke meget at gøre, herrerne endda mindst, men hvor var det
natlige, tekstløse pianissimo kor da
forførende atmosfærerigt.
En scenegang – næsten
– uden banalitet
Den australsk fødte instruktør Stephen Barlow holder sig - bortset
fra det allersidste billede sig fra al overdreven sentimentalitet, og det sker
i en mageløs smuk og ægte japansk virkende scenografi af Robert Innes Hopkins,
som vi herhjemme kender fra Det Kongelige Teaters ”Saul og David”. Hans
scenebilede assisteres af Michala Clemmensens videodesign. I denne skønhed for
øjet spiller abstrakte naturbilleder med. Desuden symbolske billeder, som dog
kan få for megen overvægt. Scenografien passer ideelt sammen med Puccinis
raffineret smukke musik, som må kaldes pseudo-japansk. Barlow arbejder med
diskrete midler i sin personinstruktion, og det er velgørende i en opera, som
netop ikke braser dramatisk ud, men fortæller så meget gennem de små ting i
musikken og samtidig på scenen.
Men så var der lige slutscenen, som fra ”L’amico Fritz” synes at være blevet Den
jyske Operas nye uven. Efter at Butterfly har begået selvmord, hører man Pinkerton
nu fyldt af anger kalde ”Butterfly”. Men hverken musikken eller librettoen
siger en tone eller et ord om, at han skal komme tilbage og kaste sig over den
døende. Operaen handler jo ikke om en mislykket kærlighed mellem to mennesker. Det
virkede banalt og meningsløst, nærmest grimt i sammenhængen efter en
operaopsætning uden denne form for banalitet. Men det er let at ændre, hvis
instruktøren ikke gør det af sig selv. Pinkerton forbliver blot helt efter
bogen ude bagved og overlader det til de to skiftende Butterfly’er, den anden
er Elsebeth Dreisig, begge erfarne og kloge i partiet til at kunne fylde
slutscenen på en finere måde.Nå ja,lidt spøg er det. Slutscenen står ikke i vejen for, at Den jyske Opera
præsenterer en smuk forestilling, som vil glæde et stort publikum landet over.
Så mange ord om et
enkelt øjeblik i en operaopsætning? Det
forstår kun operafans. Se
spilleplanen og andet ved at trykke på annoncen øverst til højre.
Denne anmeldelse er kortere end vanligt. Jeg plejer at
kombinere anmeldelsen af forestillingen med betragtninger om værket. Men disse
sidste kan man finde i en temmelig grundig introduktion til operaens baggrund
og musik i omstående artikel ”Om Butterflys tragedie”. Den vil jeg gerne
henvise til. Den er en del af den samlede anmeldelse. Den sluttere med et
handlingsreferat, som mange læsere måske ikke behøver, men da kendskab til
handlingen under alle omstændigheder er givende, gentages den her.
Jeg vil nødigt operere
med stjerner, men denne gang går alting op i 5 stjerner.
Billede fra Den jyske
Operas forestilling. Foto; Kåre Viemose
Handlingen
Første akt: Den
amerikanske marineløjtnant Pinkerton, hvis skib for en stund lægger til havnen
i Nagasaki i Japan, lejer af ægteskabsformidleren Goro et hus, hvori han vil
tilbringe sit ophold sammen med geishaen Cio-Cio-San kaldet Butterfly i et
såkaldt 'japansk ægteskab'. I et sådant kunne manden til hver en tid opløse det,
hun ikke. Den amerikanske konsul Sharpless søger at advare ham mod et
letfærdigt ægteskab, da han er overbevist om, at Butterfly tager det mere
alvorligt, men Pinkerton afviser konsulens betænkeligheder. Han er betaget af
bruden, mens dennes familie og veninder ankommer til brylluppet. Butterfly
fortæller ham, at hun hemmeligt er gået over til hans religion. Efter selve
vielsen afbryder hendes onkel, der er præst, og forbander hende for at have
fornægtet sin tro. Gæsterne vender sig fra hende. Butterflys gråd glider over i
ren hengivelse for Pinkerton.
Anden akt: Tre år er
gået. Butterfly har intet hørt fra Pinkerton, men tror fast på, at han vil
komme tilbage på trods af at Suzuki, som er i hendes tjeneste, søger at
overbevise hende om, at det er yderst tvivlsomt. Trods sin fattigdom afviser
hun med stolt foragt den rige fyrst Yamadori, som frier til hende. Konsul
Sharpless kommer for at fortælle hende, at Pinkerton har giftet sig i USA, men
han afbrydes så meget af Butterfly, da han søger at læse Pinkertons brev op, at
han opgiver. Butterfly viser ham som en trumf Pinkertons søn, som blev født
efter hans afrejse. Konsulen fortvivler og fortæller, at Pinkerton vil vende
tilbage til hende, og han lover at fortælle Pinkerton om sønnen. Et kanonskud
forkynder et krigsskibs ankomst, og vi ser et uforglemmeligt billede (hvis
scenografen vil det) af den lille japanske pige gennem den store kikkert
opdage, at det er hendes mands skib. Fyldt af jublende forventning smykker hun
sammen med Suzuki huset.
Tredje akt: Butterfly har
våget hele natten og falder først udmattet til ro om morgenen. Konsulen kommer
sammen med Pinkerton og dennes fru Kate for at bede om at få sønnen med hjem
til USA. Pinkerton overvældes af erindringer og anger, men han har ikke modet
til at møde Butterfly og løber sin vej. Butterfly vågner og ser ude i haven
Kate. Hun forstår ret hurtigt den bitre sammenhæng og indvilliger i at afgive
barnet under forudsætning af, at Pinkerton selv afhenter det. Hun omfavner en
sidste gang sin søn og tager den dolk, som hendes far engang på kejserens befaling
begik harakiri med, og, som faderen gjorde, stikker hun dolken i sin mave.