Så fik Hamburg sin store, prangende koncertsal, Elbphilharmonie efter mange års tilløb, tilstand og atter igangsætning. Regningen kan vi ikke komme uden om. I stedet for de planlagt 77 millioner euro kom koncertsalen til at koste det tidobbelte. Hvis vi lægger private sponsorers gaver til, kommer den endelige pris endda op på 866 millioner euro. Ikke sært at prisen for herligheden hos de mange anmeldere og i læserbreve igen og igen er blevet nævnt og fremhævet. Men blandt de flere hundrede læserindslag, som mere end én tysk avis nåede op på, standsede jeg ved denne markante kvindelige kommentar i Die Welt: ”Kan I ikke bare glæde jer”.

 Og kan man da herhjemme ikke bare samle sig om eller gerne ophidse vennerne af klassisk musik tilsvarende. Herhjemme er det klassiske musikpublikum desværre endnu ikke nået til at forstå, at det samlet skal protestere og opildne politikere til også at interessere sig for musikpolitik og kvalitet.

Man forstår den euforiske stemning i Hamburg, når man ser billeder af den flotte bygning, der som et kæmpeskib vogter havneindgangen på Elben til Hamburg. Man forstod det, da man på NDR-tv fulgte åbningskoncerten i den mægtige lyse koncertsal, hvor 2100 mennesker delt op i mange mere intime afsnit tilsyneladende alle sad i rummelige, magelige stole. Man forstod det, da kameraerne indfangede udsigten omkring Elbphilharmonie med floden Elben gennem den driftige havnestad og ikke mindst selve byen med dens søer.

I bygningen er også et såkaldt luksushotel, hvor man må kunne føle oplevelsen af det ”svømmende” hus helt ind i kroppen. Priserne er endnu ikke forbeholdt dem med de store indkomster. Når kundekredsen først er sikret, bliver det utvivlsomt dyrere.  Man kan også købe sin egen lejlighed i ”Elphi”. Foreløbig er kun 60 procent af dem solgt og det udelukkende til folk fra ”det tysktalende rum”, oplyser ”Maklerhaus Engels & Völkers, som står for salget. Hvad med penthouse/penthaus-lejligheden på 26. etage med en udsigt næsten hele vejen rundt, hvis det skal være? Den koster ”kun” koster 25.000 euro. Nå ja, pr. kvadratmeter naturligvis. Jeg tør ikke regne prisen i danske kroner ud.   

Den altid vanskelige akustik

Så er der det spændende punkt, akustikken, som man naturligvis ikke kan bedømme på grundlag af tv-transmissionen af åbningskoncerten. Og dog. Den var ”moderne”, altså lysende klar, og man hørte alle instrumenter, ingen musiker kunne skjule sig, men klangen smeltede ikke sammen. Og det var netop det indtryk, der blev videregivet af flere tyske anmeldere. Men det er før sket, at det har varet et stykke tid, før man har forstået at udnytte en ny koncertsal ideelt. Men jeg tvivler på, om NDR Elbphilharmonie Orchesters 60-årige chefdirigent Thomas Hengelbrock, som dirigerede åbningskoncerten, er den bedste til at forstå sig på det. Han er aldrig vokset fra at være dirigent af gammel musik på historiske instrumenter, men stor romantisk og moderne orkestermusik er noget andet. Det debatteres stadig i Hamborg, hvorfor netop dette orkester er blevet husorkestret. Mon ikke filharmonikerne, som også er Statsoperaens orkester, er byens bedste?   

Interessen for koncerterne i de to koncertsale, op til tre på en dag, har været voldsom. Der er udsolgt til alle koncerter i det første halvår, og det er lige meget, hvem der spiller hvad. Vær på vagt, når om føje tid efterårets program præsenteres.

Aalborg er med på listerne

Man skal i Hamburg ikke tro, at de er ene om at have fået noget særligt, mener Frankfurter Allgemeine Zeitung, som på sin netavis bringer en serie med fotos af 16 nyere arkitektonisk bemærkelsesværdige koncertsale bygget i de senere år. Mellem dem er både Koncerthuset på Amager og Musikkens Hus i Aalborg.

Og så er vi ved Riccardo Muti og Chicago Symfoniorkester, som gav to koncerter i weekenden i Elbphilharmonie og gentager/gentog dem i Aalborg mandag og tirsdag den 16. og17.januar. Det er beundringsværdigt og altså en enestående lejlighed for det danske publikum.

Turnéen fortsætter til bl.a. Scala-operaen i Milano, og det bliver et specielt højdepunkt for Muti, som forlod sin chefstilling for snart 20 år siden, og har ikke har dirigeret der siden. Men han og intendanten Carlo Fontana kunne ikke med hinanden. ”Det er, som havde jeg aldrig for ladt La Scala, siger han i et interview med La Repubblica lørdag: ”Få måneder tidligere havde jeg haft en vidunderlig turné med Scala-orkestret i Japan og Korea. Orkestret var på et overordentlig godt nevieau. Jeg havde ingen fornemmelse af krise. Men alt havde hurtigt og på en kompliceret måde viklet sig sammen”.

Muti arbejder i øjeblikket sammen med den iranske instruktør Shirin Neshat om Verdis ”Aida”, som de skal sætte op på Salzburg-festspillene til sommer med Anna Netrebko som Aida: ”Jeg deler ideen med hende, at ”Aida” er eni intim opera om forskelligheder i race og kultur, som er koncentreret om to kvinder – Aida og Amneris. Muti kommenterede i La Repubblica sin kritik af visse operainsruktører: ”Det drejer sig ikke om antik eller moderne, det er et spørgsmål om en intelligent eller en idiotisk opsætning. Det gælder om at opføre noget, ikke kun at skabe kaos.”

The Met aflyser en Bieto-opsætning

A propos  operainstruktører, så må Metropolitan-operaens chef Peter Gelb ifølge The New York Times aflyse en planlagt opførelse af Verdis ”Skæbnens magt” i næste sæson. Den skulle være sat i scene af den katalanske Calixto Bieto, som har stået for flere såkaldte skandaler, men som jeg alligevel vil kalde en genial teaterinstruktør, som ikke står for ”kaos”, men nok for ”sensationer” Han satte for en del år siden Verdis ”Maskeballet” op på Det Kgl. Teater, men her turde man ikke genengagere ham på grund af den dårlige modtagelse. Lad mig indskyde, at jeg fandt ”Maskeballet” en spændende og logisk meningsfuld opsætning. Der blev holdt konspirationsmøde på et herre-pissoir. Ja, hvad så?

Peter Gelb siger, at aflysningen udelukkende drejer sig om penge. Men når han nu skulle spare, var det vel fornuftigt at spare en forestilling, som publikum og presse nok ville harcelere over? The Met kan spare en million dollars ved at droppe Verdi, som skule være et samarbejde med The English National Opera i London. Men hvad er det imod et budget på 300 millioner dollars og et underskud på sæsonen 2013-14 på 22 millioner. The Met vil dog præsentere frem premierer i sæsonen 2017-18. Værkerne er endnu ukendte. I stedet for ”La forza del destino” kommer fire opførelser af Verdis ”Requiem” dirigeret af James Levine, som tilsyneladende har fået en bedre fysik til igen at dirigere. Requiet opføres den 24., 27., 29. november og 2. december, hvis De skulle komme forbi.  

Mozart med terror-scener

På fredag den 20. januar har operaen i Bologna sæsonpremiere med Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet". Corriere della Sera skriver om den tyrkiske tenor Mert Süngü, der skulle have forladt operaen med den begrundelse, at Martin Kusejs opsætning er ”en fornærmelse mod nationen”, altså den tyrkiske. Den 30-årige tenor sagde til den italienske avis, at faner med arabiske tekster på scenen skulle gøre publikum opmærksom på de geopolitiske (politiske problemer afhængige af de geografiske forhold) årsager til terrorisme. Kusej siger, at Süngü aldrig er blevet ansat i Bologna. Kusej har aldrig truffet ham. Süngü har aldrig deltaget i nogen prøve, for han var ikke i stand til at lære den nye tyske tekst, som er skrevet til opførelsen.

Kusej siger videre: ”Jeg har haft til hensigt, at musikken må forbindes med de aktuelle situationer og følelser. Jeg vil vis de civiliserede europæers magtesløshed over for den fundalistiske fanatismes brutalitet. Jeg ved, at tilskuerne i Bologna er åbne for det”. Det er altså en anden version, man vil få at se i Bologna end Kusejs opsætning på festspillene i Aix-en-Provence i 2015. Dengang ville han, at blodige afhuggede hoveder af fangerne indsvøbt i tøjlaser skulle være afslutningen på Mozarts opera. Men festspilledelsen i Aix strøg alle antydninger af islamisk terror fra hans Mozart-opsætning.

p.s. Frosch ramte plet: Udvandring

Så skete der noget: Efter Knud Romers monoleg som fængselsbetjent Frosch i "Flagermusen i den vist nok 4.opførelse af "Flagermusen" med Aarhus Symfoniorkester, fandt der en lille udvandring sted. Jeg var der desværre ikke den aften. Romer ironiserede over den tomme argumentation imod udsultningen af  landsdelsorkestrene. Jeg ville gerne vide, hvorfor én eller halvanden snes mennesker pludselig forlod Symfonisk Sal. Aktuel satire har i Froschs' mund været en vigtig bestanddel af"Flagermusen" siden premieren i 1874. Var de tilskuere, som myldrede ud, virkelig tilhængere af, at Aarhus Symfoniorkester og kollegerne landet over nu skal udryddes? Det er den eneste logiske forklaring på udvandringen, men hvorfor var folk så kommet?  s.u. 

Åbningsaftenen i Hamburg sluttede med et lysshow også uden for Elbphilharmonie i Hamburg.  Foto: Marek Santen/ Elbphlharmonie