af John Christiansen - d. 1. september 2017
Festspillene i Salzburg har fået ny sprængkraft – En mand som Brünnhilde i Bayreuth – Mange stjerner til de to jyske operascener – Russisk operainstruktør og systemmodstander fængslet
Af god gammel vane har jeg fulgt med i, hvad den østrigske
og tyske presse har skrevet om festspillene i Salzburg, og det er en munter
blanding også for os, som ikke har været i Salzburg til verdens fornemste
klassiske musikfestspil. Sådan er det rimeligt at betegne sommerfestspillene i
Salzburg. Fem ugers fest med opera og koncerter og trods alt ikke at forglemme
skuespil. I år var belægningsprocenten på 97, forlyder det. 228.000 købte
billetter, så og hørte på. Det er ganske imponerende for Østrigs fjerdestørste
by, som har 150.000 indbyggere. Det svarer til, at Aarhus holdt klassisk
musikfest for en lille halv million tilhørere.
Det har været en ekstra spændende sommer, for pianisten
Markus Hinterhäuser havde sin første sæson som intendant, chef for det hele.
Han er en spændende mand. Læsningen i år er ovenud positiv. Kun skuespillet
skuffede. En opførelse af Ödun von Horvaths ”Kasimir og Karoline” (på Aarhus
Teater 2011) kiksede som ”Partizipationstheater”, hvor amatører og
professionelle står ligeværdigt sammen på scenen. Det er ellers blevet ret
moderne og ofte en succes. Det var Horvaths følsomme sprog, som amatørerne ikke
kunne klare, læser man.
Hovedbegivenheden på skuespilfronten var ellers som altid
fra festspilåbningen i 1920 festspillenes medskaber Hugo von Hoffmansthals
”Jedermann” (”Det gamle spil om Enhver” eller ”Spillet om den rige mands død”),
som opføres i fri luft foran domkirkens imposante kulisse. Men i Michael
Sturmingers bearbejdelse var i år også selve domkirken ”købt” og inddraget som
spillested for alle mulige verdslige lystigheder. Men det hævnede sig! De
første fire forestillinger druknede i lyn, torden og regn. I sådanne tilfælde
flyttes opførelsen indendørs, men i et langt mindre lokale end domkirkepladsen
og altså kun for indehaverne af de dyreste pladser.
Inden vi forlader skuespillet, skal ”Der Mann ohne
Eigenschaften” nævnes. Stykket krævede sit publikum i syv timer uden pause, en
maratonforestilling med skiftende skuespillere og oplæsere i det lokale
Landestheater. Det er ikke en af de rekorder, som man ønsker at have været med
til. Jeg er derimod glad for at have oplevet Goethes ”Faust” i Peter Steins
iscenesættelse på verdensudstillingen i Hannover 2005. 814 minutters teater
plus pauser fyldte to hele dage.
De dyreste billetter,
de fleste blomster
De mest efterspurgte billetter var naturligvis dem til
Verdis ”Aida”, også kaldet ”Netrebko-showet” på grund af Anna Netrebko, som for
første gang sang titelpartiet, og hun var altså fremragende, men det var helt
igennem en Verdi-forestilling, som lod sig høre. De sidste par billetter, der
blev solgt, kostede på dagen 5.000 euro stykket, altså omring 37.000 kroner,
fortælles det. Måske var det egentlig ikke på den sorte børs, men i en af
Salzburgs private billet-forretninger, hvor man har specielle tilladelser og
betaler skat. I givet fald et pænt ekstra beløb til den østrigske stat, men
ikke til festspillene.
Så kunne man i Salzburg-lokalpressen, som i øvrigt kulturelt
er på et klart højere niveau end nogen dansk avis, også læse, at festspillenes
længste række af premierebuketter overraskende nok ikke var til Netrebko, men
til instruktøren Simon Stones og sangerne i Aribert Reimanns ”Lear”.
Festspillene i Salzburg er ikke tilgroede, hverken i programsammensætningen
eller i opsætningerne eller i sammensætningen af dets publikum. Det tror vist
ellers mange.
1900-tallets store
operaer
På programmet i år var tre af de fem store operaer skrevet i
1900-tallet. Det var foruden Reimanns nævnte ”Lear” Sjostakovitj’ s ”Lady
Macbeth fra Mzensk” og Alban Bergs ”Wozzeck”, alle såvel presse- som
publikums-succes’er. ”Wozzeck” var en meget mørk opsætning i Første
Verdenskrigs skygge af sydafrikaneren William Kentridge. ”Lady Macbeth” blev
dirigeret af Mariss Jansons, hvis operadebut
i Salzburg det var – som 74-årig og en af verdens førende dirigenter. Den
tysk-østrigske presse efterlyste dog en uropførelse. Peter Johannes Erichsen
afsluttede sin store anmelder-reportage fra Salzburg, ”Herfra til evigheden” i
Weekendavisen den 25. august med følgende konstatering: ”Operakunstens sprængkraft er for alvor blevet detoneret dette år i
Salzburg”.
En anden favorit i Salzburg var den græsk-russiske dirigent
Teodor Currentzis, som åbnede festspillene med Mozarts ”Requiem” i en
fantastisk nuanceret, efter min smag for
livlig opførelse set i tysk TV. Han er blevet hyldet som årets
Salzburg-oplevelse som dirigent af Mozarts næstsidste opera ”La clemenza di
Tito”. Jeg nævner ordet næstsidste,
for en kendt kulturskribent i en østrigsk avis skrev Mozarts sidste opera om ”Titus”, og det medførte talløse
læserskribenter, som hånede hende, for ”Tryllefløjten” havde jo premiere et par
måneder senere end ”Titus”! Tænk hvis vi havde sådanne debatter/slagsmål
herhjemme
Med udløbet af august er festspillene i Salzburg slut, men
eftervirkningerne vil vise sig med optagelser på dvd fra Salzburg. Programmet
til næste års festspil kommer til november og billetsalget begynder i januar
2018.
En mand som Brünnhilde
i Bayreuth
Det er aldrig sket før. I hvert fald ikke på Wagner-festspillene
i Bayreuth. Brünnhilde på scenen spillet af en mand i en prangende guldkjole,
men sunget af en sopran i kørestol ude i scenens side. Det var den sidste
spilledag på festspillene, og det var den sidste opførelse nogensinde af
”Götterdämmerung” i Frank Castorfs gennem fem somre meget omdiskuterede
opsætning af ”Nibelungens ring”.
Catherine Foster, som sang Brünnhilde, kom i slutningen af
første akt til skade med den ene fod og kunne ikke bevæge sig på den. Så sprang
instruktørassistenten Andreas Rosar ind. Han kendte hver af Brünnhildes
bevægelser, havde selv instrueret Catherine Foster og spillede partiet ”storslået til ende”, som festspillenes
pressechef Peter Emmerich udtrykte det. Det var ikke til at se, at Brünnhilde
var en mand.
Der var over en halv times bifald, skriver det tyske
pressebureau dpa. Men årsagen hertil må dog have været, at den i begyndelsen udskældte
iscenesættelse er blevet mere og mere godtaget og har fået sit eget publikum,
som fulgte den på vej ud med det lange bifald. Og Catherine Foster? Hun skriver
på sin facebook-side, at hun med megen is og mange medikamenter igen har det
godt.
Et væld af stjerner
til opera i Jylland
Det er sjældent, at en dansk operaopførelse får seks
stjerner i en dansk anmeldelse. Nu skete det mere end én gang for to jyske
operaer, først for Den Jyske Opera med ”Brødre” og få dage efter for Den Ny Opera
i Esbjerg med ”Valkyrien”. Det er ikke de jyske anmeldere, der har været
lokalbegejstrede, men de ”udenjyske” anmeldere, som har været gavmilde med
stjernerne. Først gav såvel GregersDH som Peter Wang i netversionen af operabladet
Ascolta, Operaens Venners medlemsblad, seks stjerner for Den jyske Operas
”Brødre”, og så fulgte GregersDH op med seks stjerner for Den Ny Operas
Wagner-opsætning af ”Valkyien”, hvilket også Søren Schauser gav i Berlingske Tidende. Endelig præsenterer Peter Wang og Ascolta også "Valkyrien" med seks stjerner. Desuden vrimlede det med fem-stjernede anmeldelser af begge operaer.
Jeg anmeldte ”Brødre” her på jcklassisk.dk, og jeg er ked
af, at muligheden for at se og høre ”Valkyrien ” i Esbjerg desværre kom uden
for de aktuelle muligheder. Men jeg vil tillade mig at citere fra de to nævnte anmeldelser.
At denne opførelse af ”Ringen”, som fortsætter med ”Rhinguldet” om to år, derpå
med ”Siegfried” om fire og ”Ragnarok” og alle fire operaer samlet i 2024, har
lokal bevågenhed ses også af, at man har kunnet bygge om i Jan Utzons musikhus
efter forbillede fra Wagners eget festspilhus i Bayreuth, hvor orkestergraven
er overdækket. I Esbjerg er orkestret nu kapslet delvist inde mod publikum, og der
er enighed om, at orkesterklangen lyder meget finere samlet.
Kasper Wiltons version
ved den jyske vestkyst kunne lige vel foregår på en ringborg mellem vikinger og
i en familie anno nu. Jo færre effekter man ser på scenen, desto mere tidløs og
abstrakt virker handlingen – og desto mere fylder vores egen fantasi de sidste
vitaminer på. Forestillingens scenografi ved Marie i Dali og lyssætning ved
Michael Breiner spiller enestående godt med på tanken og kan sine steder minde
om de legendariske opsætninger ved komponistens eget barnebarn Wieland Wagner.
Opsætningen i Esbjerg melder alligevel klart ud på ét punkt: Alle forandringer
i verden begynder jo nok mellem ham og hende derhjemme. (Schauser)
Den ny opera med sin
dynamiske chef og orkesterleder Lars Ole Mathiasen har fundet solister, der
bringer store talenter store skridt videre i deres karriere: Siegmund sunget af
Magnus Vigelius, en ung heltetenor i kolossal udvikling og Conelia Beskow… på
stormende vej, smuk at skue, mod dramatiske sopranroller. Overvældende og
glansfuldt sortmælet en Jesper Brun-Jensen som en Hunding, der kan få
Sieglinde, der er tvangsformælet med ham, til at gyse. Og det er dog et forbløffende
hold sopraner, som man i Esbjerg har fået stykket sammen til de ni valkyrier,
der udfolder sig en bloc, et brus af velklang og vitalitet, bragt i spil af
Kasper Wilton som de begejstrede jægere, der bringer faldne helte til Valhal på
Wotans ordre. Med Brünnhilde i spidsen. Hun er Annalena Persson, en
højdramatisk, stærk og hjertegribende Brünnhilde, der kan give overguden Wotan
modstand… som det lykkes for Randi Stene som Fricka at gribe Wotan i kraven i
anden akt og sætte ham på plads med fremragende autoritet.
Det er især James
Johnsson, der med sit formidable greb om den vakkelvorne Wotan, får denne
opsætning til at lyse af kunstnerisk styrke, fremmet så glimrende af den
samlede flok medvirkende, et orkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, der brillerer
med ypperlig instrumental velklang, og en iscenesættelse, der løfter tingene på
plads med naturlig logik. (Gregers).
Men må altså vente i
fire år på den egentlige fortsættelse af ”Valkyrien” (”Siegfried”). Og man
venter rigtig, rigtig gerne. Det skal guderne vide. (Schauser).
Russisk
systemkritiker og teatermand fængslet
Den russiske teaterinstruktør Kirill Serebrennikov, en internationalt
kendt og genial teaterskaber, er også en åbenhjertig kritiker af styret i
Kreml. Den 22. august blev han fængslet i Sankt Petersborg og siden overført
til Moskva officielt anklaget for mellem 2011 og 2014 ulovligt at have tilegnet
sig 68 millioner rubler, som er en lille million euro. Han sidder foreløbig indespærret
til den 19. oktober uden adgang til nettet og uden at måtte sende post.
Serebrennikov erklærer sig uskyldig, og det er den udbredte opfattelse, at
fængslingen er politisk betinget, da han som en kendt modstander af Putin
betragtes som en af Sovjet-styrets farligste modstandere.
Arrestationen af ham skete med den begrundelse, at man
frygtede, at han ville rejse til Stuttgart, hvor han den 22.oktober har premiere
i Stuttgart på sin opsætning af Humperdincks opera ”Hans og Grete”, en opera mest
for voksne. Serebrennikov har dog arbejdet med den også i Stuttgart siden
sidste år, så man regner der med, at premieredagen holder også uden ham.
En lang række internationalt kendte kunstnere har ytret sig skarpt
imod fængslingen. Således siger den græsk-russiske dirigent Teodor Currentzis,
som havde stor succes i Salzburg i sommer (se ovenfor): ”En sådan grov og forudindtaget behandling af en kunstner er
utilladelig… Det er ikke blot en stor russisk instruktør, men den russiske
kulturs hele fremtid, der sidder på anklagebænken”.
Billlede: Den Ny Operas ”Valkyrien". James Johnson som Wotan bortviser Brünnhilde fra valkyrierne. Foto: Mogens Damm.