Den jyske Operas nu tidligere nordirske operachef Annilese Miskimmon har indtaget sin nye post som chef for Den norske Opera, hvor det er langt vanskeligere at styre gemytterne end i Jylland. Men Miskimmon skal nok klare nordmændene. Verdis ”La traviata” til januar bliver den sidste forestilling, som hun har valgt. På Den jyske Opera er hun nu afløst af tyskeren Philipp Kochheim. En temmelig engelskpræget tid på godt og ondt er så småt ved at blive afløst af en mere typisk tysk opera-stil hvad angår repertoire og valget af folk, som skal sætte det op fra og med den kommende Aarhus-forestilling til august.

Det første tyske tegn er en lækker gratis sæsonbog med 110 sider læsestof på dansk. En sådan har Den Jyske Opera aldrig nogensinde før tilbudt sit publikum. Den vil kunne fås på spillestederne, når der spilles, og allerede nu i Musikhuset Aarhus i billetsalget, men man kan i alle tilfælde ”bladre i” den på nettet. Det har jeg gjort. Mon ikke det lille forestillingsprogram, som var så praktisk, nu også afløses af et fyldigere program også velegnet til at kunne gemmes som souvenir?

Kochheim har fundet en broget skare af kunstnere fra ud- og indland. Det er ikke nyt for Den jyske Opera. Men det ser ud til, at han vil benytte Den jyske Operas kor også som solister i en hidtil uhørt grad. Det er helt i orden. Eller er det blot et indtryk, man får af programbogen, hvor de får god plads til at blive præsenteret?  

Passageren

Man må se frem til sommerens forestilling, som spilles i Musikhuset Aarhus mellem den 22. og den 28. august. Mieczyslaw Weinbergs ”Passageren” ventede 40 år på at få premiere i 2010, men er nu siden blevet spillet omkring en snes steder, men Den jyske operas opførelse bliver skandinavisk premiere. På et passagerskib møder Lisa, der var kz-fangevogter før og under Anden verdenskrig, en fange, som hun havde et specielt fangevogter-forhold til. Det er en stærk psykologisk opera med en tilsvarende spændende musik.  (Jeg har kun hørt den i uddrag. Man kan se og høre forskellige uddrag og komplette optagelser på You Tube).

Carmen

Sæsonens klassiske opera, Bizets ”Carmen” får premiere på Alsion i Sønderborg den 5. oktober og er på turné frem til 1. december. Den unge danske sangerinde Johanne Højlund får med Carmen sit hidtil største parti alternerende med den hollandske Francine Vis. Lars Møller skal synge toreadoren. Jerome Pillemont, som også dirigerede Den jyske operas succesfulde opførelse af Massenets ”Don Quichotte” i 2014, dirigerer atter. Instruktøren Thaddeus Strassberger er amerikaner.

Kleopatra

Et af sæsonens højdepunkter bliver August Ennas ”Kleopatra” fra 1894, som har premiere i Århus den 13. april 2019, inden den går på landsturne. Det bliver en begyndelse på en dansk serie med ret ukendte operaer, som ufortjent er blevet glemt. En halv snes andre ret ukendte operaer er opregnet i sæsonbogen.  Svenskeren Joachim Gustafsson dirigerer. Instruktøren hedder Ben Baur. Der synger et meget internationalt sangerhold med bl.a. Magnus Vigilius, og der synges på dansk.  Enna var en meget populær operakomponist, men han var romantiker, og det var det i generationen efter ikke pænt at være herhjemme. Der loves ”overdådige Wagner-klange, Verdi’sk melodik og en snert af eksotisme”.  Men tør alle arrangører landet over tage imod en opera, som de ikke kender? Bør det ikke være sådan, at man for at få besøg af ”Carmen” også inviterer ”Kleopatra”? Det ville være rimeligt, men det lader sig naturligvis ikke gøre. Antagelig/forhåbentlig heller ikke nødvendigt.

Maria

Der er endnu en forestilling, der skal på landsturné, en mellemting mellem en tango-opera og en tango-musical af selveste Piazzzolla. Den får premiere i København den 23. marts 2019. Det er der aldrig nogen forestilling fra Den jyske Opera, der har haft før. Den bliver med Broadway-stjernen Yamil Borges og Kurt Ravn. Han er en gammel mand, der drømmer sig tilbage til tiden, han havde med ”Maria de Buenos Aires”, som titlen lyder. Han konstaterer, at han altid vil elske den døde Maria, til han selv dør.  Det jyske Musikkonservatorium leverer tangoorkestret til den 80 minutter koncentrerede forestilling. Det dirigeres af Johanna Motta, som før har dirigeret ”Maria de Buenos Aires” i Braunschweig i et samarbejde med operachef Philipp Kochheim, der naturligvis sætter i scene i Aarhus.

Det tør kaldes et spændende og godt afbalanceret sæsonprogram.

En hyldest og mindekoncert

Det var en usædvanlig koncert presset ind på novembers sidste lørdag eftermiddag i Musikhuset Aarhus’ tætte program. Det var en mindekoncert arrangeret uden tid og kræfter til også at sætte det store pr-arrangement i gang. Det sås. Men det var en koncert, som ikke alene betød noget for dem, som arrangerede den. Det var også en koncert, som kom til at betyde noget for os, som kom. Det mærkedes.

 In memory of… En hyldestkoncert til Erling Møldrup. Han gjorde guitaren stor herhjemme som et instrument, der blev taget alvorligt i den verden, der kaldes den klassiske musiks. Vore førende komponister skrev alle musik til ham, og han uropførte den. Han indspillede den nye musik på linje med den kendte. Jeg har i min tid på Jyllands-Posten anmeldt en strøm af cd’er fra ham, og jeg mindes den begejstring, hvormed han altid annoncerede sin seneste indspilning. Det var begejstringen over den nyeste musik, han havde fået lov at bringe ud i livet, om den så var af Tage Nielsen, Karl Aage Rasmussen, Svend Nielsen, Axel Borup-Jørgensen, selvfølgelig Per Nørgård og hvem han ellers havde inspireret til at skrive for sit instrument, guitaren.

Historien med guitaren begyndte, da Erling Møldrup som en ung knøs var i lære som murer. Som mange andre var han fan af Tommy Steele, og han besluttede selv at ville lære at spille guitar. På Århus Folkemusikskole mødte han som 15-årig den klassiske guitarmusik og var solgt, og han forsatte studiet på Det jyske Musikkonservatorium, som han vendte tilbage til nogle år efter som docent og som fornyer af sit instrument både som koncertgiver og lærer. Hans virke er mangesidigt, så der kunne her skrives meget mere om Erling Møldrups betydning. Han døde som 72-årig i begyndelsen af oktober 2016. Men disse linjer gælder en levende koncert, en hyldestkoncert, som var lige så selvfølgelig og lige så usædvanlig som Erling Møldrups eget musikalske liv.

Guitaristen Frederik Munk Larsen, elev af Erling Møldrup og dennes efterfølger på konservatoriet, var hovedmanden bag koncerten. Videre var det sønnen Toke, en internationalt anset cellist. Endnu en gammel guitarelev Lars Hannibal og vor internationale blokfløjtevirtuos Michala Petri var der. De spillede en halv snes værker fra Bach til vor tid. De passede fint sammen til at bære en koncert, guitar, cello og blokfløjte. De tre instrumenter klædte hinanden afvekslende. De har alle – mere eller mindre naturligvis – en egen intim karakter, som udtrykker noget betydningsfuldt. Det blev en væsentlig koncert.

Johann Sebastian Bach virkede som en tovholder med en cello-suite, med mere suitemusik så for guitar og endelig c–mol partita spillet for alt blokfløjte. Frederik Munk Larsen spillede flere værker, som på forskellige måder betød noget for Erling Møldrup. (Men alt, hvad der blev fortalt, kom uden forstærkning ikke ud i hjørnerne af Symfonisk sal). Der var også en del ”anderledes” musik i en fin afveksling som for eksempel Havana-komponisten Jioaquin Nins ”Suite Espagnole” med Toke Møldrup og Frederik Munk Larsen, som også tog sig af Per Nørgårds ”Variationer søger sit tema”, skrevet i 1991. Dengang var Toke en dreng, der nød ferien, mens hans far og Morten Zeuthen sled med Per Nørgård. Nu havde også næste generation tag i den.  

Miichala Petri og Lars Hannibal viste, hvor fint Edouard Lalo i 1978 fandt en norsk tone frem i ”Fantasie norvegienne”, og de sluttede af med nogle af Asger Lund Christiansens fugleportrætter i ”Fra Garden Party” med gøgen som en elegant afslutter. Frem af dette måske kalejdoskopiske billede trådte Erling Møldrup frem. Også han elskede at give et sådant blandet program sammentømret af liv og mening. En smuk mindekoncert og en værdig hyldestkoncert. Jeg er sikker på, at også Erling Møldrup ville have fundet det en stor eftermiddag.

Foto: Operachef Philipp Kochheim